Glen Riddersholm bliver træner i SønderjyskE og Nadia Nadim løst fra kontrakt i Manchester.

Bales hattrick på 11 minutter sender Real Madrid i VM-finalen

Gareth Bale fejrer en af sine tre scoringer med holdkammeraten Marcelo. Foto: Hassan Ammar/AP
Gareth Bale fejrer en af sine tre scoringer med holdkammeraten Marcelo. Foto: Hassan Ammar/AP
Lyt til artiklen

Fodbold. Gareth Bale var den helt store spiller, da Real Madrid vandt semifinalen ved klub-VM 3-1 over japanske Kashima. Den walisiske landsholdsstjerne scorede hattrick i løbet af 11 minutter fra 44. til 55. minut. Shoma Doi fik ganske vist reduceret, men det kunne ikke forhindre madrilenernes sejr og indtog i finalen. Her venter Al-Ain fra De Forenede Arabiske Emirater, der besejrede River Plate fra Argentina efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Håndbold. På et mål af Morten Balling i kampens sidste sekunder sikrede Skanderborg sig en billet til herrernes Final 4. Østjyderne slog nemlig FC Nordsjælland 33-32, og Skanderborg er dermed en af deltagerne, når pokalturneringen afføres næste år i Boxen i Herning.

Håndbold. Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget de 18 spillere, der fra 10. januar skal spille om VM på hjemmebane. Danmark møder Norge, Østrig, Tunesien, Chile og Saudi-Arabien i den indledende gruppe C. Spillerne møder ind til træningssamling i Herning fra fredag 28. december til og med søndag 30. december, hvorefter den står på to døgns fri, inden spillerne igen samles i Herning tirsdag 1. januar. Her forbereder de sig frem mod VM med træning og to kampe mod Ungarn i Bygma Cup i henholdsvis Ceres Arena, Aarhus, torsdag 3. januar og Sparekassen Fyn Arena søndag 6. januar.

  • Målvogtere

Niklas Landin, THW Kiel

Jannick Green, SC Magdeburg

  • Stregspillere

René Toft Hansen, Vészprem

Henrik Toft Hansen, PSG Paris

Anders Zachariassen, Flensburg-Handewitt

Simon Hald, Flensburg-Handewitt

  • Fløjspillere

Casper U. Mortensen, FC Barcelona

Magnus Landin, THW Kiel

Lasse Svan, Flensburg-Handewitt

Hans Lindberg, Füchse Berlin

  • Bagspillere

Mikkel Hansen, PSG Paris

Nikolaj Markussen, Bjerringbro-Silkeborg

Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold

Mads Mensah, Rhein-Neckar Löwen

Rasmus Lauge, Flensburg-Handewitt

Morten Olsen, TSV Hannover-Burgdorf

Niclas Kirkeløkke, GOG

Nikolaj Øris, Bjerringbro-Silkeborg


Alpint. Som den første slovenske herre nogensinde vandt Zan Kranjec et World Cup-løb i storslalom, da han var bedste sammenlagt efter to gennemløb i østrigske Saalbach-Hinterglemm. Loic Meillard fra Schweiz var knap to tiendedele af et sekund langsommere på andenpladsen, mens franskmanden Mathieu Faivre var et halvt sekund efter Kranjec som nr. 3.

Alpint. Ilka Stuhec sørgede for, at det blev en stor slovensk dag på pisterne, da hun vandt kvindernes World Cup-afdeling i Super G i italienske Val Gardena. Men det blev en meget tæt afgørelse, og Tina Weirather fra Liechtenstein og Østrigs Nicole Schmidhofer var begge kun fem hundrededele af et sekund langsommere på en delt andenplads. Den førende i den samlede World Cup, amerikaneren Mikaela Shiffrin, var ikke til start.

Håndbold. Mediet Handball Planet har kåret den 24-årige nordmand Sander Sagosen til verdens bedste spiller anno 2018. Paris Saint-Germain-spilleren fik to point mere end sin tyske holdkammerat Uwe Gensheimer i afstemningen.

Fodbold. Det blev blot til et enkelt år i den lyseblå Manchester City-trøje for Nadia Nadim. Den danske landsholdsangriber har fået ophævet sin kontrakt, der ellers stod til at udløbe til sommer. Hun er dermed fri til at finde en ny klub fra 1. januar. Det skriver Manchester City på sin hjemmeside. Den 30-årige dansker nåede dermed blot et enkelt år hos Manchester City. Hun kom til klubben i januar og har scoret otte mål i alle turneringer. Nadia Nadim fik ellers en drømmestart på karrieren i den engelske topklub, da hun scorede i sin debut mod Reading. Siden gik det ned ad bakke, og Nadia krævede i juli et skifte væk fra Manchester City, blot syv måneder efter hun var ankommet, fordi hun aldrig havde følt sig hjemme. Måneden efter accepterede hun så, at klubben ikke ville lade hende smutte, men nu er ønsket altså opfyldt.

Fodbold. Glen Riddersholm stopper som sportsdirektør i Vendsyssel og tiltræder som cheftræner i Sønderjyske 1. februar 2019. Det sker blot halvanden måned efter, at han tiltrådte som sportsdirektør hos i Vendsyssel, hvor formand Jacob Andersen ærgrer sig over opsigelsen. »Jeg skal ikke lægge skjul på, at Glen Riddersholms opsigelse kommer på et meget dårligt tidspunkt. Vi står overfor for det vigtigste transfervindue i klubbens historie, siger Jacob Andersen i en pressemeddelelse. Glen Riddersholm har tidligere været cheftræner i FC Midtjylland og AGF. I Sønderjyske afløser han på en kontrakt, der løber til 2022, Claus Nørgaard, der tidligere på ugen stoppede i Haderslev-klubben.

»Forud for Glen Riddersholms ansættelse havde vores ansættelsesudvalg og jeg selv mange samtaler med Glen, hvor vi blandt andet drøftede, om han nu virkelig var afklaret med ikke at være træner mere. Allerede halvanden måned efter kan vi konstatere, at det desværre ikke var tilfældet«, siger Jacob Andersen.

Håndbold. Patrekur Jóhannesson tager til sommer over efter Ole Nørgaard som træner for Skjerns herrer. Den 46-årige islænding er i dag både træner for det østrigske landshold og islandske Selfoss. Landsholdsjobbet beholder han, men Selfoss byttes ud med Skjern, hvor han har fået en treårig kontrakt. »Vi er overbeviste om, at Patrekur Jóhannesson med sin erfaring og passionerede tilgang kan videreføre trænerteamets mangeårige gode arbejde og sikre, at vi i fremtiden forbliver en fast bestanddel i toppen af dansk håndbold«, siger Skjerns bestyrelsesformand, Carsten Thygesen.

Fodbold. Det er bedst at spille fodbold på græsset på FC Midtjyllands hjemmebane, MCH Arena. Og værst på Right to Dream Park i Farum. Sådan lyder resultatet af en afstemning blandt Superligaens 14 anførere, skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse. MCH Arena har opnået en score på 4,5 på en skala fra et til fem.

Fodbold. Borussia Dortmund løb ind i sæsonens første nederlag i Bundesligaen, da Fortuna Düsseldorf tirsdag aften vandt 2-1. »Vi var ikke sultne nok efter sejren, og vi fortjente at tabe. På det seneste har holdene stået længere nede i defensiven mod os. Vi løb ind i en mur, allerede da det stod 0-0, og det blev endnu værre, da vi kom bagud 0-2«, siger den offensive stjerne, Marco Reus, til Sky Sports.

Motorsport. Formel 1-projektet i København er officielt bragt til ophør, men det er ikke udelukket, at et nyt projekt kan se dagens lys et andet sted i Danmark. Det oplyser Helge Sander, der har været en af initiativtagerne til det kuldsejlede projekt. »Den positive stemning omkring Formel 1 har ikke overraskende fået andre kommuner til at reagere. Hvis der dukker et tilstrækkeligt interessant projekt op andre steder i Danmark, skal det naturligvis afprøves, hvis der er praktiske, holdbare politiske og økonomiske forhold til stede«, fortæller Helge Sander.

Tennis. Frederik Løchte Nielsen skal ikke blot slå hårdt til tennisbolde i 2019. Han skal også lære fra sig. Næste år skal den tidligere Wimbledon-vinder i herredouble træne svenske Mikael Ymer, som i øjeblikket ligger nummer 277 på verdensranglisten. Det skriver TV 2 Sport. »Jeg forventer, det kommer til at hjælpe mig i min egen udvikling som menneske, og jeg glæder mig til at udforske sporten fra en anden vinkel. Tanken om at kunne hjælpe en spiller til at opnå glædelige momenter og skabe en god karriere tiltrækker mig, og jeg tror, der er meget, der kan påvirkes med en ung spiller«, siger Frederik Løchte til TV 2 Sport.

Håndbold. Århus Håndbold og Aalborg Håndbold er som de første to hold klar til semifinalerne i herrernes pokalturnering. Tirsdag aften vandt Århus på udebane med 29-25 over TTH Holstebro, mens Aalborg vandt 32-25 ude over Mors-Thy. Semifinaler, bronzekamp og finale i pokalturneringen spilles ved et Final-4-stævne i Boxen 16. og 17. marts. Onsdag spilles de to andre pokalkvartfinaler. Skanderborg får besøg af Nordsjælland Håndbold, mens Bjerringbro-Silkeborg tager imod GOG.

Fodbold. Den argentinske fodboldklub River Plate kunne ikke leve op til favoritværdigheden i semifinalen ved VM for klubhold. Her tabte River Plate til Al-Ain fra De Forenede Arabiske Emirater efter straffesparkskonkurrence. Den ordinære kamp endte 2-2. I finalen venter vinderen af opgøret mellem japanske Kashima og spanske Real Madrid. Den semifinale spilles onsdag. Klub-VM er en turnering for de kontinentale mesterhold. Vinderen af Champions League i Europa og Copa Libertadores i Sydamerika har en fordel, da de første træder ind i turneringen i semifinalen.


Søren-Mikael Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her