Ukaleq Slettemark vandt guld i sin første start ved ungdoms-VM i skiskydning i Slovakiet.

17-årige Ukaleq sikrer Grønland den første guldmedalje nogensinde

Sølv- og bronzevinderen har fået mast sig lidt ind foran Ukaleq Slettemark, men ude i sporet var grønlænderen henholdsvis 1.15 og 1.20 minut foran tjekken Tereza Vobornikova (tv.) og finnen Heidi Nikinen (tv.).  Foto: Sebastian Krystek/IBU
Sølv- og bronzevinderen har fået mast sig lidt ind foran Ukaleq Slettemark, men ude i sporet var grønlænderen henholdsvis 1.15 og 1.20 minut foran tjekken Tereza Vobornikova (tv.) og finnen Heidi Nikinen (tv.). Foto: Sebastian Krystek/IBU
Lyt til artiklen

Mens det mere eller mindre sportsinteresserede Danmark stod på den anden ende i sådan en grad, at knap halvdelen af alle danskere sad foran tv-skærmen og så VM-håndbold fra Herning, var der tidligere på dagen leveret en anden unik sportspræstation af en 17-årig med tilknytning til et fjernt hjørne af rigsfællesskabet.

På førstedagen af ungdomsverdensmesterskaberne i skiskydning i Slovakiet var Ukaleq Slettemark ikke blot imponerende hurtig på 10-km-distancen, hun var også den ene af de blot 2 ud af 100 deltagere, der kom gennem de 20 skud uden en eneste forbier, og dermed blev Grønlands første internationale medalje nogensinde af guld.

I modsætning til i alpint skiløb og langrend, hvor kun FN-lande kan være medlem af Det Internationale Skiforbund, FIS, er Grønland et selvstændigt medlem af Det Internationale Skiskydningsforbund, IBU, så det var den grønlandske nationalmelodi, der genlød over stadion i Osrblie, da Ukaleq Slettemark havde fået hængt sin guldmedalje om halsen.

Hvis navnet skulle lyde bekendt for en enkelt læser eller to, skyldes det sikkert, at Ukaleq er datter af Øystein Slettemark, der for 9 år siden blev Danmarks hidtil eneste skiskytte ved et vinter-OL. I en alder af 42 år blev Øystein sidst og næstsidst i sine to OL-starter, men nu har datteren måske en chance for at revanchere farens skuffende indsats i Vancouver, hvor han missede 15 af sine 30 skud i de to discipliner.

Sejrsmargin på 1.14 minut

I givet fald vil det blive som repræsentant for Danmark, der i 2015 vandt en sølvmedalje ved junior-VM, da Anders Emil Schiellerup i Minsk i Hviderusland blev besejret med lige under 5 sekunder på 12,5-km-distancen.

Til sammenligning vandt Ukaleq Slettemark sin guldmedalje med en margin på 1.14 minut til tjekken Tereza Vobornikova på andenpladsen.

»Det er helt og aldeles enestående og helt uforståeligt, at det kan lade sig gøre«, siger Dansk Skiforbunds administrationschef, Kenneth Bøgild, fra Rjukan i Norge, hvor der i denne uge afvikles DM i langrend. Og nu 51-årige Øystein Slettemark blev i øvrigt nummer 4 af 34 deltagere på sprintdistancen.

Ukaleq Slettemark har derfor ved ungdoms-VM selskab af sin mor, Uiloq Slettemark, der også er tidligere skiskytte og deltog i VM så sent som i 2012.

Familien Slettemark er bosat i Geilo i Norge, hvor Ukaleq går på Norges Topidrætsgymnasium, og sidste år vandt hun Norges Cuppen, der er en gennemgående sæsonkonkurrence for 17-19-årige i et land med stolte traditioner og blandt andet 41 olympiske medaljer i skiskydning.

Sidste år blev Ukaleq Slettemark nummer 27 ved ungdoms-VM i Estland i samme disciplin, men opnåede placeringer som nummer 10 på 6 km og nummer 4 i den afsluttende jagtstart, hvor hun var 9 sekunder fra en medalje.

Gode ski og ingen stress

»Jeg er bare så glad. Jeg har ikke samme opbakning som nogle af dem omkring mig fra større nationer, men så meget desto vigtigere er det at vise, at man stadig kan lave et godt resultat«, fortæller Ukaleq Slettemark blandt andet i et videointerview på IBU’s twitterkonto.

»Jeg håbede på et bedre resultat end sidste år, men jeg havde aldrig forventet en førsteplads. Jeg prøvede ikke at bruge for mange kræfter op ad bakkerne og satsede i stedet for på at løbe hurtigt nedad, og så udlod jeg at få beskeder om min placering undervejs, så det ikke skulle stresse min skydning«, siger Ukaleq Slettemark.

I december kvalificerede hun sig ved et stævne i Sverige til det rigtige VM og var ved den lejlighed 42 sekunder fra at være under det, der bliver kvalifikationskravet til OL i 2022. Deltagelsen i VM i år er dog droppet for at koncentrere indsatsen om ungdoms-VM, hvor hun også har starter på fredag og på søndag.

»Springet fra junior til senior i skiskydning har tidligere vist sig at være større end i andre skidiscipliner. Men selv om Ukaleq har et stykke vej endnu, kommer hun fra en familie af skiskytter, der giver den maks. gas, så potentialet er der helt sikkert«, vurderer Kenneth Bøgild om den grønlandske verdensmester.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her