VI DANSKERE HAR dårligt lært at tage underbukser på og gået de første skridt, før vi tages i nakken af den institutionelle læringsfabrik og bliver mål for en dannelse til gode samfundsborgere.
Kursen er fast, og den stikkes ud i folkeskolen. Næppe har vi lært at kende forskel på ’hans’ og ’sin’, og næppe har vi forstået – som alle tv-journalister – at sige ’jamen’ før alle sætninger, før vi pludselig skal lære at tale det engelske sprog mere righoldigt end blot ’fuck’ og ’bitch’.
Derfra går det slag i slag med flere sprog, matematik, kemi, kunstforståelse, en smule bevægelse og andet livsnødvendigt. Og det hele ledsages af nationale og internationale tests, og skulle det knibe lidt for Victoria-Louise og fregnede Thormod, følger der straks bekymrede mails fra lærerinden på Forældreintra – og pludselig kan en ellers forventelig fornem akademisk karriere være truet.
MEN DET SLUTTER ikke der. For når vi endelig hører læreanstaltens tunge dør smække bag os, begynder vi med kompetencegivende kurser, med engelskbetitlede efteruddannelser, der tager sig knaldgodt ud på det uundværlige cv, vi søger mastergrader, ja, vi knokler løs med livslang læring og smykker os med alskens titler – og absolut bedst er det, hvis vi har studeret i USA og har en sjov hat med hjem.
Vi er vilde med uddannelse, vi danskere, og det hedder sig jo også, at det er det, vi skal leve af i fremtiden: at være mere veluddannede end alle andre.
Det med den gode uddannelse gælder også i idrættens verden. På talrige kurser uddannes ledere, instruktører og trænere; der skal være dygtige og forstandige folk nok – ikke bare til at tage sig af vores børn og unge, men også til at håndtere voksne i den professionelle eliteidræt.
At være formet af den såkaldte mesterlære, der jo ellers har dygtiggjort danskere siden middelalderen, er skam ikke nok i vor tid.
Selv en fyr som Michael Laudrup, der har spillet fodbold under forskellige mestertrænere, måtte en tur på den teoretiske skolebænk for at lære, hvad der er op og ned på en fodbold. Og for at lære at lægge en klog taktik. Og tale hensigtsmæssigt til spillerne. Ellers kunne han ikke få et job i Superligaen.
MANGE STORE SPORTSFOLK har været på skolebænken for at få finpudset deres specifikke viden, og så det var muligt for dem at bestå en trænereksamen. Og undervise i det, de ved allermest om.
Den næste til at tage en nødvendig trænereksamen – ellers kan han ikke være eksempelvis landstræner i håndbold – er Nikolaj Jacobsen. Manden, der lige har gjort det mandlige landshold til verdensmester.
Hallo, er det en vits? Overhovedet ikke. For det er en kendsgerning, at N. Jacobsen, og i øvrigt også hans guldassistent, Henrik Kronborg, ikke har den såkaldte prolicens, som udstedes af Det Europæiske Håndboldforbund (EHF). Og som er en betingelse for at virke som træner under EM-slutrunden i 2020, altså om et år.
De to danske trænere mangler begge den højeste træneruddannelse på europæisk plan: EHF master coach.
Jyllands-Posten kan fortælle, at over 70 danske trænere har taget uddannelsen, folk som Jan Pytlick, Klavs Bruun Jørgensen, Jesper Jensen og Peter Bredsdorrf-Larsen – men altså ikke den mest meriterede af dem alle, Nikolaj Jacobsen.
DEN FYNSKE JYDE, der som spiller blev dansk mester med GOG og tysk mester med THW Kiel, tog en mesteruddannelse som træner ved at være assistent for cheftræner Carsten Albrektsen i BSV i Silkeborg i flere sæsoner – inden han blev cheftræner i Aalborg, som han i øvrigt førte til et dansk mesterskab.
Derefter tog han til Rhein-Neckar Löwen i Tyskland, og to år i træk førte han klubben til det tyske mesterskab. Og nu – ved siden af jobbet i Tyskland – har han guidet det danske landshold til VM-guld, sat landet på den anden ende og skabt rekordseertal hos DR og TV2.
Der er nok dem, der vil mene, at den sværeste eksamensopgave på EHF master coach-skolen næste år vil lyde noget i denne retning: På hvilken måde vil De føre et hold frem til VM-finalen? Og hvordan vil De vinde den?
Se, den opgave har Nikolaj Jacobsen, uanset sværhedsgraden, udført til et 12-tal, et 13-tal eller gamle dages ug – eller hvad der nu er øverst på hvilken som helst karakterskala.
JEG KAN FORESTILLE mig, at det vil blive vanskeligt for en nok så dygtig teorilærer at rette i Nikolaj Jacobsens opgave.Vel kan han satse på, at den livsglade mand begår to-tre stavefejl i opgaven, men det synes også at være det eneste.
Det er snarere nemmere at se Nikolaj Jacobsen overtage undervisningen. Og måske fortælle om mesterlærens værdi.
