Peter Mikkelsen er død, 58 år gammel.
Fodbolddommeren, der i 1991 og 1993 blev kåret som verdens bedste, er efter længere tids sygdom sovet ind omgivet af sin familie, oplyser hans dommerkollega Kenn L. Hansen på twitter.
Skolelæreren Peter Mikkelsen var fodboldmålmand i Ballerup, men besluttede sig tidligt for i stedet at satse på dommergerningen, hvilket skulle vise sig at være så god en ide, at han allerede som 30-årig dømte ved en VM-slutrunde.
Ved fire slutrunder i træk, VM 1990, EM 1992, VM 1994 og EM 1996, var Peter Mikkelsen blandt de udtagne dommere, og det gik så godt, at han i 1997 også blev kåret som årtiets bedste dommer.
»Han var den bedste dommer, vi nogensinde har haft i Danmark. Han banede vejen for de dommere, der kom efter ham. Det havde ikke været muligt for danske dommere at nå så langt uden ham. Han var en ener, og som dommer var han fantastisk. Uden tvivl verdens bedste,« siger en anden tidligere dansk topdommer, Claus Bo Larsen, til B.T.
Det blev til 14 sæsoner i den bedste danske fodboldrække, hvor Peter Mikkelsen dømte flere end 300 kampe.
I 1998 indstillede han sin dommergerning, men fortsatte som dommerbedømmer og i andre funktioner hos først DBU og siden Uefa, Det Europæiske Fodboldforbund.
Invalideret af kræft
I 2013 blev Peter Mikkelsen diagnosticeret med modermærkekræft, og da sygdommen ikke blev behandlet ordentligt i tide, spredte den sig til rygsøjlen, leveren og den ene lunge og blev så invaliderende, at Peter Mikkelsen tilbragte sine sidste år i en kørestol.
Peter Mikkelsen fortalte om sin karriere og sit sygdomsforløb i bogen ’Mit liv i sort’, som udkom i 2018.
Bogen er skrevet af journalisten Simon Ankjærgaard, der på Facebook har skrevet en sidste hilsen til Peter Mikkelsen.
»Jeg lærte Peter at kende, da jeg skrev bogen om ham; om hans liv, hans karriere, hans drive - og hans alvorlige sygdom. Den udkom i juni 2018 og forud lå halvandet års tæt kontakt mellem ham og mig. Jeg nød hvert et sekund med ham og hans historier og refleksioner. Og jeg nød, at bogprojektet udviklede sig til et venskab og en øl i ny og næ, hvor vi vendte alt fra bold til politik og det midt i mellem«, skriber Simon Ankjærgaard blandt andet.



























