For 14 dage siden forsvandt et fly med den argentinske fodboldspiller Emiliano Sala og piloten David Ibbotson på vej over Den Engelske Kanal.
Nu har et privat eftersøgninghold fundet flyet ud for øen Guernsey 130 kilometer syd for den engelske kyst. Det ligger på 63 meters dybde, og der er ingen tvivl om, at det er det forsvundne ’Piper Malibu N264DB’.
En lille ubemandet ubåd med kameraer har været nede ved vraget.
»Man kan se registreringsnummeret. Den største overraskelse er, at stort set hele flyet ligger der«, siger oceanografen David Mearns, der leder eftersøgningsholdet og som løbende har været i kontakt med Emiliano Salas familie under eftersøgningen.
Han ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger om vraget.
Oplysningerne er blevet givet videre til de britiske havarimyndigheder, som i de kommende timer og dage vil tage stilling til, hvordan vraget af flyet skal bjærges. Ifølge Ritzau er der foreløbig fundet ét lig i flyet.
Angriberen Emiliano Sala havde netop skrevet en lukrativ kontrakt med Premier League-klubben Cardiff City efter en succesfuld tid hos franske Nantes FC.
Han havde selv hyret piloten David Ibbotson til at flyve ham over kanalen til mødet med sine nye holdkammerater, da myndighederne pludselig mistede kontakten med det.
Fodboldspillers formodede død på vej over Den Engelske Kanal får økonomisk efterspil mellem klubberDen efterfølgende eftersøgning fra myndighedernes side var forgæves, men efter at have set Emiliano Salas søster bønfalde omverdenen om hjælp, besluttede David Mearns sig for at træde til.
»Jeg er ikke fan af Cardiff, men jeg elsker fodbold. Jeg fik det virkelig dårligt, da jeg så hende (søsteren, red.), og fik lyst til at hjælpe. Det kunne jeg heldigvis med min erfaring og ekspertise«, siger han til BBC.
Den nøjagtige årsag til havariet kendes endnu ikke, men eksperter har kritiseret piloten for at flyve over kanalen i mørke og dårligt vejr.
fortsæt med at læse


























