Fodbold. I sin anden landskamp for Nigeria blev FC Midtjylland-angriberen Paul Onuachu matchvinder med et mål efter 8 sekunder! Onuachu debuterede i fredags med en indskiftning i de sidste 25 minutter, da Nigeria vandt 3-1 over Seychellerne i den sidste kvalifikationskamp til African Cup of Nations, som Nigeria allerede havde sikret sig deltagelse i for første gang siden 2013. I dag gjaldt det en testkamp mod Egypten, som Nigeria vandt 1-0 på Onuachus mål, der blev sparket op i det ene hjørne fra kanten af straffesparksfeltet, efter Egypten havde givet bolden op og sendt en lang bold frem på Egyptens banehalvdel.
Badminton. Som varslet for små tre uger siden, har sportsudstyrsfirmaet Yonex politianmeldt Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, for dokumentfalsk. »Jeg kan bekræfte, at politianmeldelsen er sendt til Københavns Politi, og vi nu afventer deres vurdering af sagen«, siger Benni Holst Andersen, der er direktør for Scansport, som har Yonex-agenturet i Norden, til DR. Yonex mener, at Bo Jensen undervejs i det konfliktforløb, der var omkring årsskiftet mellem landsholdsspillere og Badminton Danmark, manipulerede med e-mails. Skandalen begyndte for alvor at rulle, da Politiken skrev om sagen i slutningen af januar.Badminton Danmarks bestyrelse afviser over for DR, at anklagen har noget på sig.




























