Ståle Solbakken og hans FC København-spillere, der med en imponerende slutspurt har givet FCM baghjul i topstriden i Superligaen, har ønsket at hjemføre klubbens mesterskab nummer 13 hurtigst muligt. Men de fleste FCK-fans har set frem til, at DM-guldet skal blive sikret i det store opgør med Brøndby i en perfekt kulisse på hjemmebane med over 30.000 tilskuere i Parken på søndag. Solbakken fik ikke sit ønske opfyldt i aftes. Champagnen er stadig på køl i FCK-lejren, fordi de forsvarende mestre meldte sig ind i udekampen mod FC Nordsjælland efter pausen og vandt en snæver sejr på 2-1.
Med Kasper Hjulmand som tilskuer i Farum boltrede hjemmeholdet sig godt på kunstgræsset fra start. Midtjyderne var underligt passive og uskarpe i afslutningerne, og FCN-spillerne kombinerede smart, flyttede sig for hinanden og var hurtige i tanke og handling. Jonathan Amons 1-0-scoring var flot. Paul Onuachu har FCN som favoritmodstander. Han scorer flittigt mod nordsjællænderne. Det gjorde han to gange i anden halvleg, så gæsterne kom foran 2-1. Belønningen for en meget mere koncentreret og fysisk stærk indsats af FCM end i de første 45 minutter. Underholdningen var fin med chancer i begge ender og dramatik, da FCN’s Abdul Mumin blev vist ud, så FCM 11 mod 10 kunne køre sejren hjem.


























