Christian Eriksen og Tottenham er klar til Champions League-finalen efter et sidsteminutsmål i 3-2-sejren ude over Ajax.
Og hvis man i Amsterdam og omegn sidder med en følelse af bitterhed, forstår danskeren det godt.
Han føler med sin tidligere klub efter den hårde skæbne.
»Det var en skør kamp. Vi prøvede at kæmpe os tilbage, og til sidst var vi bare heldige. Jeg har ondt af Ajax. De spillede bedre fodbold end os over de to kampe«, siger Christian Eriksen ifølge uefa.com.
I størstedelen af de to kampe var Ajax bedst, og i Amsterdam førte hjemmeholdet 2-0 ved pausen og altså 3-0 samlet.
Dermed skulle Tottenham lave tre mål i anden halvleg. Dem scorede Lucas Moura alle tre - det sidste i de døende sekunder af den fem minutter lange tillægstid.
»Det var ikke så taktisk, men mere ren fight og hjerte. Hjerte og Lucas Moura. Jeg håber, han får en statue i England efter det her. Jeg er helt blæst bagover. Der findes ikke ord for det«, siger Eriksen i et tv-interview med BT Sport ifølge uefa.com.
Dermed gik Tottenham videre med samlet 3-3 på reglen om flest mål scoret på udebane.
»Det er en lettelse, for vi har kæmpet hårdt for dette, og det er en drøm for alle at være i Champions League-finalen«, siger Christian Eriksen om triumfen.
I finalen skal Tottenham op imod Liverpool, som tirsdag leverede et lige så stort mirakel og besejrede Barcelona med 4-0 og dermed 4-3 samlet.
ritzau
fortsæt med at læse




























