Da Åge Hareide var cheftræner i svenske Helsingborg IF, blev han i det tidlige forår i 1999 kontaktet af Brøndby-formand Per Bjerregaard. Klubben på Vestegnen havde udset sig nordmanden som den næste Brøndby-træner. Åge Hareide skrev under med Brøndby i april og skulle afløse Tom Køhlert straks i 2000. I Allsvenskan, som den bedste svenske fodboldrække også hed dengang, blev der spillet fra marts til november, og Hareide havde kontrakt med svenskerne for hele sæsonen.
»Mange journalister kritiserede mig. Sagde, at jeg aldrig ville vinde noget, når jeg havde bestemt mig for at tage til Brøndby«, fortæller Åge Hareide i bogen ’Åge indefra’, som en af hans tidligere spillere, Arild Stavrum, har skrevet.


























