Spillere fra det, der senere blev kendt som ’vikarlandsholdet’ modtog kort før afgang til Slovakiet opkald fra et af landsholdets største navne. Som et sidste forsøg på at råde vikarspillerne fra at stille op til venskabskampen i stedet for de normale landsholdsspillere.
Opkaldene faldt mens vikarlandsholdsspillerne i al hemmelighed blev kørt fra Dansk Boldspil Unions (DBU) hovedkvarter mod Roskilde Lufthavn.
Inden da havde spillere, som stillede sig til rådighed for DBU som nye landsholdsspillere, modtaget sms-beskeder og mails, hvor de blev kraftigt opfordret til ikke at tage af sted.
Det fortæller en række kilder i søndagens udgave af Politiken.
»Da vi satte processen i gang med at finde nye spillere, vidste vi, at det ville få konsekvenser. Vi fandt hurtigt ud af, at der fra Spillerforeningens side var iværksat en lang række tiltag, som havde til formål at forhindre andre spillere i at tage af sted. Jeg har set flere eksempler på sms’er og mails, der blev sendt af sted, hvor tonen både var klar og direkte. Sådan nogle beskeder skal man ikke sende til mig. Lad mig sige det sådan. Det var en stor opgave for Kim Hallberg (elitechef i DBU, red.) i de timer, hvor vi forsøgte at samle et hold. Mange spillere takkede ja og derefter nej, fordi de fik henvendelser«, siger Claus Bretton-Meyer, daværende direktør i Dansk Boldspil Union (DBU).
Politikens kilder har ikke ønsket at navngive den omtalte landsholdsspiller.
»Jeg modtog ikke et opkald fra et af landsholdets største navne i bussen på vej mod Roskilde Lufthavn. Men jeg kunne høre, at det skete for nogle andre«.
Spillerkonflikt udløster alternativt landshold
5. september er det et år siden, at amatørspillere repræsenterede Danmark i en officiel kamp. Det skete efter DBU og Spillerforeningen ikke kunne blive enige om en ny landsholdsaftale.
Hvilket førte til, at DBU valgte at lede efter alternative landsholdsspillere.
»På vej mod lufthavnen i Roskilde var nogle af spillerne tæt på at ville vende om og køre tilbage mod DBU, fordi de fik opkald fra en af A-landsholdsspillerne. De ville have, at vikarspillerne skulle blive hjemme«, siger Hasse Kuhn, der var assisterende landstræner på vikarlandsholdet.
»Det brød jeg mig ikke om at se. Ja, de her spillere så muligheden for en stor oplevelse. Men de ønskede også at redde dansk fodbold og ikke at tage parti. Der var særligt en af spillerne, som fik et opkald, vi valgte at holde et ekstra øje med«, siger John ’Faxe’ Jensen, der var landstræner på vikarlandsholdet.
Kort før afgang mod Roskilde Lufthavn havde spillere fra futsallandsholdet, som endte med at blive en del af vikarlandsholdet, et telefonmøde med landsholdets anfører, Simon Kjær. Hvilket foregik i en fin tone, forklarer målmand Christoffer Haagh.
»Vi futsalspillere sad i min mors hus tæt på DBU og diskuterede i halvanden time. Vi nåede både at snakke med Spillerforeningen, Simon Kjær samt repræsentanter fra DBU over telefonen. Det var en meget speciel diskussion. Simon Kjær virkede til at forstå vores situation, men ønskede ikke, at vi tog af sted«, siger han.
Spillerforeningen og Simon Kjær har ikke ønsket at kommentere Politikens historie.
fortsæt med at læse




























