Direkte sport i tv
Lørdag 31. august
Fodbold. Liverpool holdt sig på toppen i Premier League med en 3-0-sejr på udebane over Burnley. På Turf Moor blev to scoringer på 4 minutter i 1. halvleg afgørende. Først scorede Chris Wood i eget net, da et indlæg fra Trent Alexander-Arnold strejfede ham, inden Roberto Firmino satte gang i et kontraløb, som Sadio Mane afsluttede til 2-0. 10 minutter før tid øgede Firmino til 3-0, da han trykkede af fra 18 meter. Liverpool har 12 point efter 4 spillerunder og er eneste hold i rækken med maksimumpoint.
Ishockey. Rungsted Seier Capital tabte på udebane 3-9 i Champions League mod tjekkiske HC Plzen og er dermed uden point efter to kampe.
Motorsport. Den 22-årige franske formel 2-kører Anthoine Hubert er lørdag omkommet efter et voldsomt uheld på Spa-Francorchamps-banen i Belgien. På anden omgang af lørdagens formel 2-løb kom Anthoine Hubert på en langside på slingrekurs og kørte ind i rabatten, og da hans bil kom ud på banen igen blev den torpederet af Juan-Manuel Correas bil, der i høj hastighed var uden mulighed for at manøvrere udenom. Anthoine Hubert blev ifølge Den Internationale Automobilsportsunion (FIA) erklæret død kl. 18.35.
Roning. Lærke Berg Rasmussen, Christina Juhl Johansen, Ida Gørtz Jacobsen og Frida Sanggaard Nielsen toppede i fireren uden styrmand OL-kvalifikationen ved at vinde bronze ved VM i Ottensheim i Østrig. De danske kvinder var på den 2.000 meter lange distance fire sekunder fra guldet, som Australien tog sig af foran Holland. Nu drømmer de danske kvinder om OL-guldet i Tokyo. »En bronzemedalje giver en kæmpe motivation for, at vi lige næste år skal steppe det op, og så går vi efter det helt store. Så vi har virkelig meget motivation«, siger Christina Juhl Johansen.
Fodbold. 16-årige Unge Ansu Fati udlignede til 1-1 for Barcelona i 2-2-udekampen mod Osasuna og blev dermed storklubbens yngste ligamålscorer nogensinde. Ansu Fati fylder 17 år 31. oktober.
Cykling. Kasper Asgreen (Quick-Step) leverede endnu et stort resultat i denne sæson, da han vandt 3. etape af Tyskland Rundt. I spurten afviste han belgieren Jasper Stuyven (Trek). Stuyven fører sammenlagt med 13 sekunder foran italieneren Sonny Colbrelli (Bahrain-Merida). Løbet slutter søndag.
Fodbold. 21-årige Tammy Abraham scorede 25 gange i sidste sæson, da han var udlejet til Aston Villa i den næstbedste engelske række, men Chelsea-angriberen kan i den grad også score på højeste niveau i Premier League. Således blev Abraham noteret for sæsonens tredje og fjerde scoring, da Chelsea mødte Sheffield United på hjemmebane. Et selvmål i næstsidste minut af Kurt Zouma lagde dog en dæmper på den Andreas Christensen-løse Chelsea-fest, da det sluttede 2-2. En anden træfsikker herre, Manchester Citys argentiner Sergio Agüero, bankede sig øverst på topscorerlisten, da han med to mål var med til at sænke Brighton 4-0. I danskermødet mellem Leicester og Bournemouth trak Kasper Schmeichel det længste strå mod landsholdskollega Philip Billing. Leicesters evergreen Jamie Vardy åbnede og lukkede scoringen i 3-1-sejren.
Danskermål tager matchvinderrolle fra Manchester Uniteds røverkøbFodbold. Med sin scoring til 5-1 i 6-1-sejren over Mainz kom Bayern München-angriberen Robert Lewandowski igen alene i spidsen af topscorerlisten i Bundesligaen, hvor han har scoret 6 gange i denne sæson. Andetsteds i den tyske liga så Robert Skov fra bænken sit Hoffenheim-hold spille 0-0 i Leverkusen.
Cykling. Den 27-årige tysker Nikias Arndt (Sunweb) hentede sin første sejr i mere end to et halvt år, da han kom først over målstregen på 8. etape af Vuelta a Espana i en udbrydergruppe, der var over 9 minutter foran hovedfeltet. Franske Nicolas Edet (Cofidis) kunne med en beskeden 11. plads på etapen derfor sikre sig den samlede føring i løbet. Nicolas Edet vandt i 2013 bjergkonkurrencen i Vueltaen. Søndagens 9. etape er en bjergspring på 94 km og med mål i ca. 2.100 meters højde i Cortals d’Encamp i Andorra.
Basketball. Serbien, der øjner en mulighed for at støde USA af tronen, åbnede VM-turneringen i Kina med en storsejr på 105-59 mod Angola. Bogdan Bogdanović fra Sacramento Kings lavede 24 point for europæerne.
Fodbold. Inter-angriberen Mauro Icardis tvist med den store Milano-klub når nye højder. Mauro Icardi, som er blevet sat til salg af træner Antonio Conte, sagsøger ifølge AP nu Inter for 1,5 millioner euro, ca. 11,2 millioner kroner. Mauro Icardi vil have pengene, da han føler sig diskrimineret efter at han er blevet degraderet til andetholdet.
Konen er i centrum: Inters store stjerne scorer næsten flere skandaler end målTennis. Ikonet Roger Federer er mere end træt af at høre konkurrenter antyde, at han på grund af sin status i sporten får særbehandling med hensyn til sine kamptidspunkter. »Jeg har hørt på det det her pis for mange gange nu. Jeg er dødtræt af (påstande om), at det tilsyneladende er mig, der bestemmer. Det gør tv-stationerne og turneringsarrangørerne«, siger Federer ifølge Ritzau. Reaktionen kommer, efter at Dan Evans fra Storbritannien efter sit nederlag til Federer i 3. runde af den igangværende US Open-turnering i New York fredag antydede, at schweizeren havde bedt om at spille kampen tidligt på dagen.
Resultater fra fredagens kampe ved US Open (eksternt link)
Tennis. Caroline Wozniacki spiller sin kamp i 3. runde af US Open lørdag kl. 18 mod canadieren Bianca Andreescu (seedet 15). Følg med live her fra kl. 18.05
Tennis. Den 25-årige tyske kvalifikationsspiller Dominik Köpfer fortsætter med at imponere ved US Open. Natten til lørdag gik det ud over den 17. seedede georgier Nikoloz Basilashvili, der blev slået i fire sæt. Nu venter russeren Daniil Medvedev (seedet 5). Vinder Dominik Köpfer det opgør, har tyskeren mere end fordoblet sin karriereindtjening, der før US Open lød på lige knap 2,3 millioner kroner.
Motorsport. Kevin Magnussen får gode forudsætninger for at hente point i søndagens formel 1-grandprix i Belgien. Lørdag sluttede den danske Haas-kører nemlig på 10. pladsen i kvalifikationen, men på grund af straffe til Daniel Ricciardo og Nico Hülkenberg rykker han op til startposition 8. De to Ferrari-biler starter forrest.
Sådan sluttede kvalifikationen
Cykling. Den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome (Team Ineos) var torsdag for første gang tilbage på en racercykel, siden han i juni kom voldsomt til skade ved et styrt på en træningstur under Criterium du Dauphiné. Det skriver Cyclingnews. Froome kørte et par omgange på en velodrom, men kan angiveligt endnu ikke køre på asfalt.
Sejlsport. Den danske Laser Radial-verdensmester Anne-Marie Rindom kan søndag vinde sin femte guldmedalje i 2019. Det sker, når World Cup-stævnet på de kommende OL-baner i Tokyo afsluttes med Medal Race. Rindom ligger 2’er inden finaleræset og er blot tre point efter belgieren Emma Plasschaert.
Fodbold. Efter fem et halvt år i Arsenal rejser den spanske back Nacho Monreal hjem til La Liga, hvor han har indgået en toårig kontrakt med Real Sociedad. Midtbanespilleren Mohamed Elneny er tillige blevet udlejet til Besiktas.
Fodbold. Paris SG har afvist Barcelonas bød på den brasilianske stjerne Neymar. »Første gang vi modtog et bud fra Barcelona på Neymar var 27. august. De er ikke kommet med et bud, der opfylder vores krav«, siger PSG-sportschef Leonardo ifølge Reuters. Transfervinduet lukker på mandag.
Fodbold. Manchester United har udlejet forsvarsspilleren Chris Smalling til Roma for resten af denne sæson.
Fodbold. Marcel Rømer skifter fra Sønderjyske til Lyngby. Den 28-årige midtbanespiller har skrevet en kontrakt gældende til 2023.
Fodbold. Så er det officielt forbi for Jakob Poulsen i FC Midtjylland. Jakob Poulsen har ifølge FCM’s hjemmeside skrevet kontrakt med en ny klub, men endnu ikek oplyst klub. »Jeg har jagtet et eventyr som punktum på min karriere, og det får jeg«, siger Jakob Poulsen. Ekstra Bladet mener at vide, at Poulsen nye klub ligger i Melbourne i Australien.
Triatlon. Danske Michael Plahn opgav fredag i Litauen at fuldføre i Double Ultra Triatlon, som er verdensmesterskabet i dobbelt ironman. »Med en drøm og et mål om at blive verdensmester kunne jeg efter få timer se, at det løb for længst var kørt. Erkendelsen er svær at sluge og alligevel nem. At gennemføre gjorde jeg sidst, men min ambition var hele tiden at gøre mere end det«, skriver Plahn på sin facebookprofil. Plahn udgik undervejs på den 360 kilometer lange cykelrute. Polakken Robert Karas vandt i 18 .44,38 timer og satte dermed verdensrekord.
Fodbold. På et hattrick af Timo Werner sejrede Leipzig 3-1 i Bundesligaen ude mod Borussia Mönchengladbach og kom op på ligaens førsteplads med 9 point efter tre kmape. Yussuf Poulsen assisterede ved Timo Werners scoring til 2-0.
fortsæt med at læse




























