Den engelske journalist og forfatter John Carlin kaldte det i Politiken i 2009 den vigtigste, mest rørende og definerende politiske begivenhed, han nogensinde havde oplevet.
Øjeblikket i 1995, som den nu 63-årige Carlin refererer til, er den lille håndfuld minutter, hvor Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela et år inde i sin første periode som landets øverste folkevalgte ved sin blotte tilstedeværelse og iklædt en spillertrøje nærmest formåede at samle en hel nation, der havde været splittet og adskilt gennem generationer.


























