Billederne af storsejlet prydet af Holger Danske, der krydser forbi Operahuset i Sydney, er storslåede, persongalleriet ombord i de syv både er det største, sejlsporten kan fremvise, bådene er verdens hurtigste, beløbene og budgetterne bag SailGP er kæmpestore og det samme er smilet i Jonas Høgh-Christensens ansigt, når han fortæller om den forestående danske debut i det, der kaldes sejlsportens formel 1 på vand.
Store er også forventningerne. Ikke til de danske muligheder for fra første skær gennem det australske farvand at blande sig i fronten af feltet på syv gigantiske både, men til den gennemslagskraft de spektakulære tv-billeder gerne skulle kunne give sejlsporten, der normalt lever et stille liv i mediebilledets kulisser.


























