Presset på Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at aflyse sommerens OL i Tokyo vokser time for time. For første gang melder de aktive og et prominent medlem af IOC sig nu i det kor, der plæderer for en udsættelse af legene, og i en meningsmåling i Japan regner 70 procent af de adspurgte ikke med, at åbningsceremonien finder sted 24. juli som planlagt.
IOC holder i disse dage møder med de involverede i OL, og meldingerne fra præsident Thomas Bach er fortfarende, at planlægningen af legene skrider frem som hele tiden tænkt.
Ikke alle i komitéen er enige i den tyske præsidents vurdering af situationen, og som den første siger canadiske Hayley Wickensteiner nu, at hun i de seneste dag har tænkt grundigt over situationen i lyset af coronapandemien og langsomt ændret holdning.
»Denne her krise er større end OL. At IOC insisterer på gennemføre OL er ufølsomt og uansvarligt i betragtning af den tilstand, mange mennesker befinder sig i. Vi ved ikke, hvad der sker i de næste 24 timer, og slet ikke, hvad sker i løbet af de næste tre måneder«, skriver Hayley Wickensteiner.
Den 41-årige canadier har været medlem af IOC siden 2014, hvor hun blev valgt af de aktive, og Wickensteiner er ikke hvem som helst. Hun har vundet olympisk guld fire gange og en enkelt sølvmedalje og anses for at være den bedste kvindelige ishockeyspiller nogensinde.
Desuden var hun med på det canadisk hold i softball ved sommerlegene i 2000.
OL-holdet er klar: Danmark sender 111 atleter til legene i TokyoFra Japan kommer der lidt skiftende meldinger, selv om essensen er, at landet gerne ser legene gennemført. Vicepremierminister og finansminister Taro Aso har dog indset, at OL ikke nødvendigvis bliver til noget, selv om smitten skulle være unde kontrol i værtslandet.
»De olympiske lege vil ikke give mening, hvis de deltagende lande ikke har mulighed for at sende atleter til Japan. Som premierministeren har sagt, er det attraktivt at afholde OL i et miljø, hvor alle føler sig trygge og glade. Men det er ikke noget, som Japan kan bestemme alene«, siger Aso i det japanske parlament ifølge flere nyhedsbureauer.
57 procent er klar
IOC opfordrer dog trods usikkerheden atleter til at fortsætte forberedelserne frem mod legene. Det vækker frustration hos de aktive, der på grund af virusudbruddet netop er forhindret i at træne som normalt, og bundlinjen er, at kun 57 procent af de op mod 11.000 atleter, som efter planen skal deltage i Tokyo, rent faktisk har kvalificeret sig.
Og de resterende 43 procent ser ikke ud til at kunne indløse adgangsbilletten på sædvanlig vis, fordi kvalifikationsstævner på stribe er blevet aflyst uden udsigt til at kunne blive gennemført i tide inden åbningsceremonien 24. juli.
45-årig skaterstjerne vil til OL for DanmarkBlandt de atleter, der endnu mangler at kvalificere sig til OL, er verdensrekordholderen i tikamp, Kevin Mayer.
I et interview med L’Equipe siger franskmanden, at han virkelig ønsker legene udsat.
»Hvis de (IOC, red.) holder fast i datoen, kan vi konkludere, at de tænker mindre og mindre på atleterne og mere og mere på økonomien«, siger Kevin Mayer til avisen.
IOC barsler med en alternativ plan, der skal sikre resten af kvalifikationen, og den kommer til at basere sig dels på atletens historiske resultater og på aktuelle ranglister.
Men det vil i givet fald blive nogle deltagere, som langtfra er i den optimale form, fordi det netop nu er umuligt at træne og konkurrere som normalt.
»IOC vil have os til at risikere vores helbred, vores families helbred og offentlighedens helbred ved at opfordre os til at træne som normalt«, siden den olympiske mester i stangspring, Katerina Stefanidi, til BBC.
Fra spansk idræts side lyder opfordringen derfor til IOC, at legene i Tokyo bør udskydes. Præsidenten for landets olympiske komité, Alejandro Blanco, mener, at deltagerne ikke vil have lige vilkår, fordi det lige nu er umuligt at træne.
»Nyhederne, vi får hver dag, er foruroligende for alle lande, men for os er det vigtigste, at vores atleter ikke kan træne og fejre legene som planlagt, og det betyder ulige vilkår i mulighederne«, siger Blanco til Reuters.
Hun er kun 11 år: Til sommer kan britisk pige vinde olympisk medaljeAlfons Hörmann, der er præsident for den tyske olympiske komité, siger, at udviklingen i pandemien vil være afgørende for legenes skæbne.
»I sidste ende er det hverken Japan eller IOC, der træffer beslutningen, men derimod verdenssamfundet. Nu handler det om at sikre, at mennesker overlever, og ikke om hvem der vinder guld, sølv og bronze«, siger Hörmann til Spiegel.
Forberedelser fortsætter
Fra dansk side holder blandt andet Team Danmark sig foreløbig til IOC’s melding om, at de olympiske lege gennemføres som planlagt.
»Vi kan ikke gøre andet end forberede os bedst muligt til, at OL og PL (Paralympics, red.) afholdes som planlagt. Vi ved ikke mere end alle andre. Det, vi ved, er, at arrangørerne i Japan og IOC fastholder, at legene gennemføres som planlagt, og derfor forsøger vi også at hjælpe atleter og forbund bedst muligt. Det kræver, at vi hjælper atleter og forbund med at skabe individuelle løsninger uden at gå på kompromis med myndighedernes anbefalinger. Jeg vil gerne slå helt fast, at vores hovedfokus er at bekæmpe smittespredningen af coronavirus – dernæst kan vi hjælpe med relevant træning med alle de forbehold, som vi alle skal tage omkring hygiejne, social afstand og så videre«, siger Team Danmarks direktør Lone Hansen i en pressemeddelelse.
IOC deltog onsdag i en telefonkonference med idrætsledere fra 50 europæiske lande – herunder Danmark – og budskabet var, at det fortsat er planen at afvikle sommerens OL.
13-årig udspringer er den yngste guldvinder nogensinde. Men måske var ukendt dreng yngreOverfor Ritzau erkender direktør i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm, at usikkerheden omkring afviklingen er særdeles stor i den nuværende situation.
»Vi må finde os i en ekstrem usikkerhed omkring de her forhold. Vi håber og tror, at OL bliver afholdt, men jeg ville fremstå som ’komiske Ali’, hvis jeg ikke sagde, at vi selvfølgelig er usikre på situationen og forholdene og vilkårene for vores atleter«, siger Morten Mølholm til Ritzau.
26. marts er det meningen, at den olympiske ild, som forleden traditionen tro blev tændt i græske Olympia, lander i den japanske by Fukushima og derefter transporteres landet rundt for at ende i Tokyo 24. juli.
Det kan dog vise sig, at løbet med faklen er forgæves, hvis IOC alligevel vælger at udsætte legene eller helt aflyse dem. I Der Spiegel spekulerer den tyske kommentator Jens Weinrich i, at en udsættelse til 2022 ville være fornuftig, da der er plads i den internationale kalender, efter at VM i fodbold er rykket til december.
Der er ligeledes i 2022 vinter-OL i Beijing, men indtil 1992 var det normalen, at de to olympiske stævner blev afviklet samme år.
fortsæt med at læse


























