Ståle Solbakken fik forleden, fortæller han, lov af sin kone, Anniken, til at sætte sig i sofaen derhjemme og gense FC Københavns store 1-1-møde med Barcelona med Messi, Xavi og Iniesta i en stopfyldt Parken 2. november 2010. Det var i gruppespillet i Champions League i en sæson, da københavnerne gik ubesejrede gennem efteråret i Superligaen på vej mod det tredje mesterskab i træk. Lionel Messi bragte gæsterne foran, Claudemir udlignede.
Fodbold ’spilles’ lige nu kun i tv, hvor der bliver vist et hav af kampe, superliga-kampe, landskampe og europæiske klubkampe fra år tilbage. Turneringerne er lukket ned, EM 2020 flyttet til 2021, og det vigtigste er at vinde kampen mod coronavirussen, der hærger overalt.


























