Cykling. Coronakrisen har ført til udsættelse af sommerens OL og EM i fodbold samt aflysning af Wimbledon, og nu står Tour de France tilbage som den store begivenhed, hvor der endnu ikke er klarhed over situationen. Arrangøren, ASO, vil senest 15. maj melde ud om en beslutning, men allerede nu kan nyhedsbureauet Reuters fortælle, at pilen peger mod en udsættelse af verdens største cykelløb frem for en aflysning. Reuters har således fået indsigt i en intern mail fra den franske avis L’Equipe, der arbejder sammen med arrangøren og publicerer officielt fra løbet, hvor det fremgår, at fokus er på en udsættelse til senere på sommeren. »Den globale krises uforudsigelige karakter, som vi alle er fanget i, betyder, at vi bliver nødt til at være tålmodige, før der er en officiel meddelelse fra ASO om løbet i 2020. Det nuværende fokus er på en udsættelse til senere på sommeren snarere end en aflysning«, lyder det i det interne brev. Tour de France skulle efter planen køres fra 27. juni til 19. juli.
Fodbold. 2019/20-sæsonen har langt fra været en dans på roser for Paul Pogba. Skader og rygter om transferønsker har skabt turbulens om den franske stjerne. Men tiden på sidelinjen har givet Manchester United-profilen blod på tanden. »Jeg har været frustreret i lang tid (på grund af skaden, red.). Nu er jeg der næsten, så jeg tænker bare på at komme tilbage og træne med holdet«, siger den 27-årige midtbanestjerne ifølge Reuters. Pogba har kun været på banen otte gange i denne sæson på grund af en fodskade, som han først pådrog sig i august, og som siden blev forværret. I januar blev franskmanden opereret. I mellemtiden er portugisiske Bruno Fernandes blevet omdrejningspunktet i Uniteds opbyggende spil frem ad banen, og det er uvist, hvornår Premier League pga. coronavirus kan genoptages.
Coronakrisen får Hviderusland til at erstatte tilskuerne med mannequindukkerMotorsport. Den danske formel 1-kører Kevin Magnussen har angiveligt accepteret en lønnedgang hos sit hold, Team Haas. Det skriver formel 1 på sin officielle hjemmeside. »Kørerne Romain Grosjean og Kevin Magnussen skulle efter sigende have accepteret en lønreduktion«, lyder det således på Formula1.com. I samme forbindelse gearer Haas ned i staben i den kommende periode, hvor der alligevel ikke køres løb som følge af den globale coronakrise. Størstedelen af medarbejderne i holdets britiske afdeling bliver sendt på tvungen orlov.
FAKTA
Flest Chelsea-kampe
Regner man antal kampe spillet i alle turneringer med, ser topstillingen i Chelsea således ud med nu afdøde Peter Bonetti på en fremtrædende placering:
1. Ron Harris 795 (1961-1980)
2. Peter Bonetti 729 (1960-1975, 1976-1979)
3. John Terry 717 (1998-2017)
4. Frank Lampard 648 (2001-2014)
5. John Hollins 592 (1963-1975)
Fodbold. Chelseas målmandslegende Peter Bonetti er død i en alder af 78 år. Det oplyser Chelsea på sin hjemmeside. Bonetti er spilleren, som med 600 ligakampe har spillet næstflest for London-klubben. Flest har Ron Harris med 655. Peter Phillip Bonetti, født i London, var også målmand på det engelske landshold og var med til at vinde guld ved VM i 1966 på hjemmebane. Han var dog ikke på banen i turneringen, hvor han var reserve for førstevalget Gordon Banks. Bonetti nåede i alt syv landskampe og deltog også ved VM i 1970.
Fodbold. Brøndby IF har ansat Christian Sørensen som ny træner for klubbens U19-hold efter Joakim Mattsson, der har sidste arbejdsdag 30. juni. Det skriver klubben på sin hjemmeside. 29-årige Christian Sørensen kommer fra en tilsvarende stilling i Lyngby, hvor han siden 2005 har været ungdomstræner. Han tiltræder i sit nye job i Brøndby 1. juli.
Fodbold. Spillerne i den portugisiske ligaklub Sporting får deres løn reduceret med 40 procent i tre måneder i et forsøg på at redde klubbens økonomi under coronakrisen. Det skriver det portugisiske nyhedsbureau Lusa ifølge Reuters. Portugal har registreret 16.585 smittetilfælde med coronavirus, og der har hidtil været 504 coronarelaterede dødsfald.
Olympisk. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) var ikke for lang tid om at bestemme sig for af udsætte OL på grund af coronavirus. Det mener IOC-præsident Thomas Bach efter beskyldninger om det modsatte. »Jeg forstår godt, man kan tænke det, men som ansvarlig må man i følelsesmæssige situationer ikke tage beslutninger ud fra mavefornemmelse«, siger Bach i et interview med tyske Welt am Sonntag ifølge dpa.
Fodbold. Liverpool-legenden Kenny Dalglish er blevet udskrevet fra hospitalet efter sin positive coronatest. Det skriver Sunday Post. Meldingen om, at 69-årige Dalglish var smittet og på hospitalet, kom fredag. Allerede her forlød det dog, at han var symptomfri. Dalglish var i sin storhedstid en målfarlig angriber for både Liverpool og Skotland.
Motorsport. Verdens bedste racerkører, der aldrig blev verdensmester, er ikke mere. Legendariske Stirling Moss er død i en alder af 90 år. Det skriver flere britiske medier. Mens pladsen på racertronen altså undveg ham, endte han blandt andet som viceverdensmester i motorsportens kongeklasse, formel 1, i alle årene fra 1955 til 1958. Men Moss udmærkede sig ved ikke kun at fokusere på formel 1. Han var også tiltrukket af andre motorsportsklasser, og derfor så man også Moss’ navn på startlisterne i rally-, langdistance- eller standardvognsløb.
E-sport. Counter Strike-holdet Astralis missede chancen for at stryge til tops i ESL Pro League. Verdens aktuelt næstbedste hold måtte i semifinalen se sig slået af det tyskbaserede hold Mousesports efter en tæt kamp, der varede mere end tre timer. Mousesports med danske Finn ’karrigan’ Andersen og træner Allan Petersen sejrede med cifrene 19-17, 5-16, 16-12.
fortsæt med at læse




























