Håndbold. Når Danmark i december spiller de indledende kampe ved EM for kvinder i Boxen, bliver Frankrig, Rusland eller Rumænien en af modstanderne. Ved lodtrækning 18. juni er Danmark lige som medværtslandet Norge placeret i andet seedningslag, mens de tre nævnte udgør det øverste lag sammen med Hollands verdensmestre, som Danmark ikke kan møde. EM bliver Danmarks første turnering med Jesper Jensen som landstræner, og Danmark vil have mulighed for at spille i Herning helt frem til kvartfinalen, hvorefter de resterende kampe afvikles i Oslo.
De fire seedningslag:
- Lag 1: Frankrig, Rusland, Holland og Rumænien.
- Lag 2: Norge, Danmark, Ungarn og Sverige.
- Lag 3: Tyskland, Montenegro, Serbien og Spanien.
- Lag 4: Slovenien, Polen, Tjekkiet og Kroatien.
Ishockey. Gruppeinddelingen fra årets aflyste VM bliver overført til næste års VM, der afvikles i Letland og Hviderusland, har Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) besluttet. Danmark kommer til at spille sine kampe i Minsk, hvor modstanderne som udgangspunkt bliver Hviderusland, Canada, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Slovakiet og Storbritannien. Arrangørerne kan dog lave én udskiftning, og ifølge Danmarks Ishockey Unions formand, Henrik Bach Nielsen, er det sandsynligt, at Canada bliver erstattet af Rusland.
Fodbold. Så er det officielt. Bolden begynder at rulle igen i Bundesligaen i midten af maj. 16. maj fløjtes de første kampe i gang, efter at den tyske liga har været suspenderet siden marts som følge af coronapandemien. Det siger chefen for den tyske ligaforening DFL, Christian Seifert, på et pressemøde torsdag eftermiddag. Dermed bliver Bundesligaen den første af de store europæiske ligaer til at genoptage spillet efter coronakrisen, der har sat spillet på pause i stort set hele verden. Der mangler 9 spillerunder i den tyske liga.
26. spillerunde i Bundesligaen:
Lørdag 16. maj
Kl. 15.30 Borussia Dortmund - Schalke 04
RB Leipzig - SC Freiburg
Hoffenheim - Hertha BSC
Fortuna Düsseldorf - SC Paderborn
FC Augsburg - VfL Wolfsburg
Kl. 18.30 Eintracht Frankfurt - Mönchengladbach
Søndag 17. maj
Kl. 15.30 FC Köln - FSV Mainz 05
Kl. 18.00 Union Berlin - Bayern München
Mandag 18. maj
Kl. 20.30 Werder Bremen - Bayer Leverkusen
Fodbold. Miroslav Klose skal fra 1. juni være assistent for Bayern Münchens cheftræner. Den 41-årige angrebslegende har skrevet kontrakt for et år, oplyser Bayern på sin hjemmeside.
Fodbold. Gibraltar har besluttet at afblæse sæsonen uden at der kåres en mester.
Fodbold. Hvis Premier League-sæsonen skal genoptages, må klubberne acceptere at spille de resterende kampe på neutral bane. Det siger direktøren for League Managers Association (LMA), Richard Bevan, til BBC. Brighton & Hove Albion og Aston Villa er modstandere af ideen om at fuldføre sæsonen på andre klubbers baner. Drøftelserne om en genoptagelse af sæsonen i Premier League fortsætter, men tidligere denne måned fik klubberne besked om, at hvis de resterende kampe skal afvikles, skal det ske på neutrale baner. Hvis klubberne afviser det og insisterer på at spille ude og hjemme som sædvanligt, kan sæsonen blive aflyst ifølge Richard Bevan.
Håndbold. Nordsjælland Håndbold, EH Aalborg og Odder Håndbold håber stadig at kunne undgå tvangsnedrykning fra henholdsvis liga og 1. division, som Dansk Håndbold Forbund (DHF) ellers dekreterede, da sæsonen blev afblæst 7. april. Efter at Håndboldens Appelinstans forleden fastslog, at Udvalget for Professionel Håndbold ikke havde hjemmel til at træffe beslutningen om blandt andet bedrykning, er det nu repræsentantskabet i DHF, der skal tage stilling til sagen. Det håber de tre klubber at kunne undgå, og de har derfor rettet henvendelse til Divisionsforeningen og bedt den overtale DHF til at afslutte sæsonen uden nedrykkere, men dog med oprykkere, så de to bedste rækker bliver udvidet.
Appelinstans tildeler forbund sviende nederlag og giver nedrykkere nyt håbFodbold. Som det sidste hold i Superligaen har AC Horsens nu valgt at tilbagekalde sin spillere, så de kan påbegynde træningen igen. Det skriver klubben ifølge Ritzau i en pressemeddelelse. Tidligere torsdag gjorde Randers FC det samme, og dermed har alle superligaklubben igen råderet over sin spillere, efter at flere af klubberne havde sendt spillerne hjem som følge af coronakrisen.
Ishockey. Der bliver ikke nogen mester i denne KHL-sæson, skriver AP. Den russiskbaserede liga lukkede ned i marts på grund af coronapandemien, og de otte hold, der var kvalificeret til slutspillet, vil blive rangeret side om side i slutstillingen.
Fodbold. Spillerne på Serie A-holdet Brescia er imod en genoptagelse af sæsonen. Det siger bundholdets kaptajn Daniele Gastaldello til La Republicca. »Vi føler, det ikke er sikkert. De beder os om at genoptage træningen med det samme og gå ud på banen. De sætter spillernes sikkerhed på spil«, siger han til avisen.
Håndbold. Den danske landsholdsmålvogter Sandra Toft er kåret til årets kvindelige håndboldspiller for 2019. Målvogteren, der står for den fransk klub Brest, fik 48 procent af stemmerne, og hun vandt dermed titlen for første gang. Håndboldspiller Foreningen står bag kåringen, hvor vinderen bliver fundet blandt spillerne i den danske liga, 1. division og blandt de danske udlandsprofessionelle.
Fodbold. Randers har tilbagekaldt sin spillere, og de starter træningen fredag i små grupper. Tilbagekaldelsen af spillerne kommer efter statsminister Mette Frederiksens melding onsdag om, at Superligaen snart bør genoptages.
Orientering. VM i orienteringsløb, WOC, på dansk grund bliver yderligere udskudt og skal nu først afvikles i 2022. Det skriver arrangøren, WOC2020, i en pressemeddelelse. VM skulle oprindeligt afholdes i juli i år i Kolding, Fredericia og Vejle, men blev i første omgang udskudt til oktober på grund af coronapandemien. Af hensyn til den internationale sportskalender har WOC2020 sammen med Dansk Orienterings-Forbund, Trekantområdet, Sport Event Denmark og Det Internationale Orienteringsforbund valgt at udskyde arrangementet hele to år. De konkrete datoer ligger endnu ikke fast. Skotland, som skulle have afholdt VM i 2022, skal i stedet være vært i 2024.
Fodbold. Juventus-stjernen Paulo Dybala blev for halvanden måned siden konstateret smittet med coronavirus, men nu har argentineren meldt sig rask igen via en meddelelse på sin twitter-konto.
Handikapidræt. Det danske landshold i kørestolsrugby får fordel af hjemmebane, når der i oktober 2022 skal findes en verdensmester i sporten. Vejle er blevet valgt som værtsby af Det Internationale Kørestolsrugbyforbund (IWRF). Det oplyser Parasport Danmark i en pressemeddelelse.
Fodbold. En unavngiven spiller fra Serie A-klubben Torino er testet positiv for coronavirus og sendt i karantæne. Det skriver klubben på sin hjemmeside. Testen er lavet, i forbindelse med at klubberne i den bedste italienske række i denne uge er begyndt at træne igen efter fleres ugers karantæne. Det er endnu ikke blevet besluttet hvornår Serie A kan genoptages.
Håndbold. KIF Kolding har været på nippet til at ansætte nuværende TTH Holstebro-træner Patrick Westerholm som ny cheftræner, skriver JydskeVestkysten. Den finske træner havde sat sin underskrift på en kontrakt med den jyske traditionsklub, men Kolding endte med at springe fra, efter at klubben endte i økonomiske problemer grundet coronakrisen. Traditionsklubben sagde forleden farvel til træner Ulf Sivertsson.
fortsæt med at læse




























