Direkte sport i tv
Mandag 22. juni
TV2 Sport
19.30 Fodbold: Villareal-Sevilla
22.00 Fodbold: Leganes-Granada
TV 2 Sport X
19.30 Fodbold: Lecce-Milan
21.45 Fodbold: Bologna-Juventus
TV3 Sport
19.00 Fodbold: Lyngby-OB
TV3 Max
21.00 Fodbold: Manchester City-Burnley
Håndbold. Den norske stjernespiller Nora Mørk skiftede for et år siden til den rumænske storklub CSM Bucuresti med ønsket om at hjælpe klubben til flere titler. Opholdet blev dog spoleret af en slem skade og siden af coronavirusset, og nu forlader 29-årige Mørk klubben et år før kontraktudløb. »På grund af seriøse helbredsproblemer i min familie har jeg besluttet at flytte til Norge i den nærmeste fremtid. Dermed kan jeg være tæt på mine nærmeste i denne svære periode«, siger hun til CSM Bucurestis hjemmeside. Hun takker ledelsen og træneren i klubben for at have udvist forståelse for situationen. Nu skal hun i stedet tørne ud for Vipers Kristiansand i hjemlandet.
Fodbold. Den danske landsholdsanfører Simon Kjær måtte gå ud allerede i første halvleg, med hvad der lignede en mulig knæskade, da AC Milan gæstede Lecce i Serie A. Fraværet af danskeren hæmmede dog ikke Milan betragteligt. Efter 1-0 ved pausen satte Milan tingene på plads i anden halvleg med en 4-1-sejr i første ligakamp efter coronapausen. Kjær var ellers kommet fint i gang med kampen og virkede sikker i sine indgreb, men det var alligevel måske en smule rust fra coronapausen, som endte med at give ham problemer. Den danske stopper lavede en dårlig aflevering frem i banen, som Lecce opsnappede. Kjær nåede dog selv tilbage og fik sparket bolden væk efterfølgende, men i situationen ramlede en Lecce-angriber ind i danskerens bentøj.
Motorsport. Racismen lever i værste velgående i den af hvide mænd og hvide fans dominerede Nascar-serie. Den eneste sorte kører i Nascar, Bubba Wallace, har været offer for en racistisk hændelse i egen garage. Således blev der søndag fundet en løkke i garagen hos Bubba Wallace, skriver Ritzau. »Vi er vrede og chokerede og kan ikke understrege nok, hvor alvorligt vi tager denne forfærdelige handling«, lyder det i en meddelelse fra Nascar. Episoden sker efter en periode, hvor Bubba Wallace har brugt sin stemme i kampen mod racisme. Det har flere sportsstjerner gjort i kølvandet på, at George Floyd, der var sort, døde i politiets varetægt efter en brutal anholdelse. Medlemmer af den stærkt racistiske og nationalistiske gruppe Ku Klux Klan ses ved forsamlinger ofte med løkker.
Fodbold. 1. divisionsklubben Næstved har fyret cheftræner Maximilian Dentz. Det skriver klubben i et opslag på Facebook. Dentz begyndte i trænerjobbet 1. januar og nåede altså knap et halvt år i spidsen for den nedrykningstruede klub. »Det skal ingen hemmelighed være, at vi gerne havde set Maximilian stå i spidsen for holdet i år frem«, siger Næstved-sportschef Peter Dinesen i opslaget. »Men vi står over for otte vigtige kampe, hvor vi skal indhente holdene over stregen, og for at gøre det skal det være en samlet enhed, der kæmper for at nå det mål – og det føler vi – kræver ny energi for at få truppen til at gøre det. »Det skal ske via klubbens værdier og på en måde, så vi kan se os selv i øjnene bagefter«, siger sportschefen.
Ishockey. Mændenes VM i ishockey i 2021 bliver skubbet to uger på grund af coronapandemien. Ifølge de nye datoer spilles finalen først 6. juni. Turneringen afholdes i Hviderusland og Letland. Årets VM i Schweiz blev aflyst på grund af coronaudbruddet, og næste år vil 2019-vinderen, Finland, derfor stille op som forsvarende mester. Danmark skal være vært for mændenes division IA-VM for U20-landshold. Det skriver Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse. Turneringen spilles enten i december 2020 eller februar 2021. Tidspunktet afhænger af udviklingen i coronapandemien. Ungdomsstævnet spilles i Bitcoin Arena i Hørsholm, og foruden Danmark spiller Hviderusland, Kasakhstan, Letland, Norge og Ungarn om oprykning.
Fodbold. Carlo Ancelotti har undladt at betale 1 million euro, svarende til cirka 7,5 millioner kroner, i skat fra 2014 til 2015. Sådan lyder beskyldningen fra anklageren i Madrid mod italieneren, der i sæsonen 2014/15 var træner for Real Madrid. Det skriver det britiske medie BBC. Den nu 61-årige Ancelotti skal ifølge anklageren have skjult indtægter for skattemyndighederne uden en gyldig grund. Opholdet i Real Madrid sluttede i 2015. Dernæst tog italieneren til Bayern München, hvor han blot nåede at være i lidt over en sæson. i 2018 overtog han trænergerningen i Napoli i Italien, før han i december sidste år drog videre til Premier League-klubben Everton. Hverken Everton eller Ancelotti har kommenteret de spanske anklager.
Fodbold. Chelsea sender kroaten Mario Pasalic til Atalanta på permanent aftale. Det skriver London-klubben på sin hjemmeside. Pasalic har været på lejeophold i Serie A-klubben i snart to sæsoner og bliver altså nu belønnet med en fast aftale. 25-årige Pasalic har i denne sæson spillet 33 kampe for Atalanta, som ligger nr. 4 i Serie A og stadig kæmper med om trofæet i Champions League.
Tennis. Den af superstjernen Novak Djokovic skabte Adria Tour er under hæftig beskydning. Det sker, efter at bulgareren Grigor Dimitrov søndag meddelte, at han er coronasmittet. Dimitrov spillede i Beograd-afdelingen af Adria Tour i forrige weekend og søndag i Zadar i Kroatien mod Borna Coric, der mandag også blev testet positiv. Adria Tour, der havde samlet flere tusinde tilskuere på lægterne, får nu kritik fra flere spillere. »Da jeg så billeder fra Adria Tour, følte jeg, at noget var helt galt. Er jeg den eneste? Er dette konsekvensen? God bedring«, skriver franske Alizé Cornet på Twitter. Amerikaneren Noah Rubin bakker op om Alizé Cornets synspunkt. »Det er bare ikke okay. Bekymrende og skuffende, at de mener, at tennis fortjener denne risiko«, skriver amerikaneren.
Matchfixing. AaB-spilleren Jores Okore har været til afhøring i en sag om matchfixing. Det bekræfter politikommissær hos Nordjyllands Politi Troels Jul Kjærgaard over B.T. »Jeg kan bekræfte, at vi har haft den pågældende spiller til afhøring som et naturligt led i efterforskningen. Men jeg kan ikke kommentere, hvad vi helt præcist spurgte om«, siger Troels Jul Kjærgaard. Han tilføjer, at Nordjyllands Politi holder flere muligheder åbne i sagen. »Lige nu skal vi se, hvor afhøringen leder os hen. Vi undersøger selvfølgelig de spor, der dukker op«, siger han. Nordjyllands Politi bekræftede i maj over for Ritzau, at en kamp i efteråret 2019 bliver efterforsket for mulig matchfixing relateret til AaB.
Fodbold. Den tidligere norske OB-angriber Marcus Pedersen skal i fængsel i 24 dage for spirituskørsel, skriver det norske nyhedsbureau NTB. Han havde en promille på 2,26, da han kørte i bil 5. april. »Jeg tager den straf, jeg får«, sagde han angrende til Hamar Arbeiderblad. Pedersen er i år skiftet til HamKam.
Fodbold. Fem spillere i den serbiske storklub Røde Stjerne Beograd er testet positive for coronavirus. Ifølge AP oplyser klubben, at ingen af spillerne udviser alvorlige symptomer og er i isolation. Røde Stjerne Beograds sæson sluttede i lørdags med en 2-1-sejr og et mesterskab, der blev fejret med over 20.000 tilskuere på stadion.
Fodbold. FC Midtjylland-træner Brian Priske påtager sig ansvaret for topholdets kollaps i 3-4-nederlaget til AGF søndag aften i Herning, hvor AGF på 13 minutter vendte 1-3 til 4-3. »Jeg burde måske have skiftet ind på et andet tidspunkt og skiftet anderledes. Det er dér, man som træner kigger indad, og jeg kigger på mig selv, og om jeg skulle have gjort noget anderledes, når vi smed en 3-1-føring«, siger Priske til Ritzau. Med nederlaget skrumpede FCM’s forspring til FC København til 8 point inden topbraget i Parken på søndag.
29. runde i Superligaen: Truet OB-træner nærmer sig sikkerhed med sejr i LyngbyFodbold. Der var ca. 3.000 tilskuere til derbyet i Brøndby. Og de larmede så meget, at Brøndby-træner Niels Frederiksen næsten ikke kunne mærke, at der var langt færre fans end til hjemmekampene før coronapausen. »Det var helt fantastisk. Det var en fuldstændig ny fornemmelse. Jeg ved godt, at de ikke var så mange. 3.000 er ikke 15.000, som det plejede at være. Men man kunne bare fornemme stemningen på lægterne, og det var lige før, at det var helt som i gamle dage«, siger Niels Frederiksen til Ritzau.
Bag om det mærkeligste derby i mands minde: Det er helt vildt, hvor meget 3.000 mennesker fra Vestegnen kan larmeFodbold. Real Madrid steg til tops i La Liga sent søndag aften, da holdet sejrede 2-1 i Valencia. Et straffespark sat ind af Sergio Ramos i 50. minut blev fulgt op af en kontroversiel Karim Benzema-scoring midt i halvlegen, inden Mikel Merino reducerede i slutfasen. Benzemas scoring måtte gennem VAR, før den blev godkendt. Real Madrid fører nu La Liga med samme pointantal som Barcelona, 65, men er bedre i indbyrdes opgør.
Fodbold. Christian Eriksen lagde op til Romelu Lukakus 1-0-mål i Inters 2-1-sejr i Serie A på hjemmebane mod Sampdoria sent lørdag og havde tillige et par gode muligheder for at score. Eriksen lovede efter kampen, at der er mere af den slags og mål i vente. »I har ikke set den ægte Christian Eriksen endnu«, siger han ifølge Ritzau til Sky Italia.
Fodbold. Liverpool-træner Jürgen Klopp ærgrer sig over nulløsningen i derbyet mod Everton. Ikke så meget over resultatet, men fordi Liverpool ikke magtede at tilspille sig reelle chancer. »Jeg kunne lide en del facetter af vores spil, men vi havde ikke de farlige momenter i vores angrebsspil, vi manglede rytme. Everton stod godt i forsvaret, og vi var ikke kloge nok til at udnytte hullerne. Det er normalt, når vi lige er begyndt at spille igen«, siger Jürgen Klopp ifølge Ritzau. Liverpool skal i kamp igen onsdag mod Crystal Palace. Her kan klubbens første mesterskab i 30 år komme i hus.
Fodbold. Kasper Junker scorede søndag aften hattrick for Bodø/Glimt, som overtog førstepladsen i den norske Eliteserien med en storsejr på 6-1 over Haugesund.
fortsæt med at læse




























