Omgangstonen i feltet – blandt ryttere og blandt sportsdirektører, men også på kryds og tværs – afhænger af løbssituationen og selvfølgelig forholdet til de givne personer. En hård tone kan sagtens bruges, uden at man skal blive uvenner over det.
Jeg er med på, at den tone, jeg nu kommer til at beskrive, helst undgås på arbejdspladserne rundtomkring. Der pakker man gerne tingene godt og grundigt ind og helst i fire lags indpakningspapir. At jeg så synes, det bliver for pædagogisk til tider, må jeg hellere lade være med at dykke ned i.


























