Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Masser af action: Danmark bliver vært for badmintonelitens genåbning

Mia Blichfeldt og resten af den danske elite ser ud til at få et meget travlt efterår med ketsjer og fjerbold.  Foto: Arnd Wiegmann/Ritzau Scanpix
Mia Blichfeldt og resten af den danske elite ser ud til at få et meget travlt efterår med ketsjer og fjerbold. Foto: Arnd Wiegmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen


Badminton. Den internationale elite har ligget stille på grund af coronapandemien siden Viktor Axelsens All England-triumf i midten af marts. Nu er der dog udsigt til, at verdens bedste spillere igen kan indtage den internationale scene. Den scene bliver dansk og en længere forestilling end oprindelig planlagt. Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse. VM for mændenes og kvindernes landshold, Thomas & Uber Cup, afvikles 3.-11. oktober i Aarhus, hvorefter topspillerne samles i Odense til Denmark Open 13.-18. oktober som planlagt.

Men derefter forbliver spillerne i H.C. Andersens fødeby for at spille endnu en omgang Denmark Open, Denmark Open 2, 20.-25. oktober. Det skyldes, at Danmark har overtaget værtskabet for French Open, der ligesom Denmark Open rangerer på niveau 3 på World Touren efter sæsonfinalen og de tre største turneringer. Den beslutning har Det Internationale Badmintonforbund (BWF) truffet for at undgå krydsning af flere landegrænser og flytninger, som øger risikoen for coronasmitte.

Golf. Efter længere tids massivt regnvejr blev spillet suspenderet under 1. runde af European Tour-turneringen UK Championship. Jeff Winther fik færdigspillet sin runde i 3 under par og var bedste af de 10 danskere på en 14.-plads, 1 slag bedre end Thorbjørn Olesen, der også nåede hele banen rundt. Sydafrikaneren Justin Walters har med sin bogeyfri runde i 64 slag et forspring på 3 slag i toppen.

Fodbold. Den 37-årige spanske tidligere Liverpool-målmand Pepe Reina skifter til Lazio fra AC Milan, der i forårssæsonen havde udlejet ham til Aston Villa.

Fodbold. Manchester Uniteds midtbanespiller Paul Pogba er blevet testet positiv for coronavirus. Pogba er af samme årsag udeladt fra det franske landsholds trup til Nations League-kampene mod Sverige og Kroatien. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og TT torsdag eftermiddag. 27-årige Paul Pogba er blevet erstattet i den franske trup af den 22-årige Rennes-spiller Eduardo Camavinga.

Tennis. Den japanske stjernespiller Naomi Osaka trækker sig fra sin semifinale torsdag i WTA-turneringen Western & Southern Open. Det sker som en protest mod en hændelse i Wisconsin søndag, hvor sorte Jacob Blake blev skudt flere gange i ryggen af en betjent. Den dobbelte grand slam-vinder er datter af et japansk/haitiansk par. »Som sort kvinde har jeg det, som om at der i øjeblikket er langt vigtigere sager, der kræver omgående opmærksomhed, end at se mig spille tennis«, skriver hun i et tweet.

Alle undrede sig i aftes: Hvor var spillerne fra Milwaukee Bucks?

To timer senere meddelte ATP, WTA og det amerikanske tennisforbund, USTA, at turneringen Western & Southern Open ligger stille torsdag og først genoptages fredag med semifinalerne. Amerikansk topsport blev onsdag ramt af aflysninger i protest mod politivold og racisme, og bl.a. basketballligaerne NBA og WNBA udskød alle slutspilskampe, efter at spillere fra Milwaukee Bucks nægtede at gå banen. To baseballkampe i topligaen MLB er ligeledes blevet udskudt af samme årsag.

Fodbold. Når den kommende superligasæson sparkes i gang, vil det ikke længere være en gratis omgang for trænerne at rage gule kort til sig. Peter Ebbesen, turneringschef i Divisionsforeningen, som står bag Superligaen, bekræfter over for tipsbladet.dk, at der indføres nye regler, hvor trænerne ligesom spillerne optjener karantænepoint ved gule kort. Reglerne er blevet meldt ud til klubberne tidligere på ugen, og de gælder også i pokalturneringen. Hidtil var det kun bortvisninger under kampe, som sendte trænerne i karantæne. Principielt kunne en træner brokke sig til et gult kort i hver eneste kamp i sæsonen uden at få karantæne. Det ændrer sig nu. Forseelserne kan give 3, 4 eller 6 point, afhængigt af hvor grov en forseelse en træner gør sig skyldig i. Ifølge tipsbladet.dk ryger en træner i karantæne, hvis han når 19 point. Det er samme pointgrænse, som spillerne på banen har.

Tennis. US Open-vinderen fra 2009, Juan-Martin del Potro, kommer ikke til at spille dette års udgave af turneringen, da han netop, igen-igen, har gennemgået en operation. Denne gang foregik det i Schweiz, hvor argentineren har fået ordnet en ødelagt knæskal. Uheldene har været mange i del Potros karriere, og han har f.eks. også gennemgået fire håndledsoperationer. Torsdag meddelte hans kollega, japanske Kei Nishikori, at han også har meldt fra til US Open, da han først for nylig er kommet sig over at være smittet med coronavirus.

Cykling. Den danske U23-cykelrytter Anthon Charmig sprintede sig til sølvmedaljen, da U23-rytterne torsdag kørte linjeløb ved EM i franske Plouay. Efter 136,5 kilometer var kun hans kommende holdkammerat, nordmanden Jonas Hvideberg, hurtigere i spurten, da tre mand kom til mål sammen. Charmig skifter til næste sæson til det norske hold Uno-X, hvor Hvideberg kører. Tjekken Vojtech Repa tog EM-bronze.

Fodbold. Rekordholderen for flest kampe i Premier League, Gareth Barry, lægger støvlerne på hylden efter kontraktudløb denne sommer hos West Bromwich. Den 39-årige midtbanespiller har spillet 653 kampe i Premier League, størstedelen for Aston Villa, hvor han indledte karrieren i 1998. Siden har han spillet for Manchester City, Everton og West Bromwich. En kontraktforlængelse kunne ellers have givet mulighed for at udbygge rekorden, da West Bromwich efter oprykning denne sommer igen skal spille i Premier League.

Fodbold. Brøndby IF kommer ud af første halvår med et underskud på 11,9 millioner kroner før skat, meddeler klubben torsdag. Selv om det er røde tal, så er det en markant forbedring i forhold til resultatet fra samme periode sidste år, hvor underskuddet lød på 41,7 millioner kroner. Lavere lønomkostninger samt spillersalg har været medvirkende årsager til, at klubben trods coronapandemien har nedbragt underskuddet i klubben markant, fremgår det af regnskabet. Løntunge spillere som Kamil Wilczek, Hany Mukhtar og Dominik Kaiser er solgt med milliongevinster til følge, mens de primært er blevet erstattet af egne talenter i truppen. Det fremgår også af regnskabet, at Brøndby har modtaget 22,5 millioner kroner fra statens hjælpepakker under coronanedlukningen.

Fodbold. Kvindernes Champions League-finale på søndag bliver et opgør mellem tyske Wolfsburg og franske Lyon. Det står klart efter onsdagens semifinale, hvor Lyon vandt med 1-0 over Paris Saint-Germain. Forsvarsspilleren Wendie Renard blev opgørets eneste målscorer. Midt i anden halvleg var Lyon-anføreren gået med frem på en dødbold, og hun headede bolden kraftfuldt i kassen. Med PSG-nederlaget bliver Champions League-finalen ikke et danskeropgør. Pernille Harders Wolfsburg bookede billetten med en sejr over Barcelona tirsdag, men PSG-danskerne Nadia Nadim og Signe Bruun gør hende altså ikke følgeskab.

Håndbold. Final 4-turneringen hos mændene er aflyst, oplyser Divisionsforeningen over for Jyllands-Posten. Dermed bliver der ikke fundet en pokalvinder i sæsonen 2019/2020. Arrangementet skulle oprindeligt have været spillet i marts. Det blev på grund af coronanedlukning rykket til maj og siden hen september, men nu er finalestævnet altså aflyst.

Fodbold. Landstræner Kasper Hjulmand udtog mandag sin første trup som dansk landstræner. Torsdag lavede han så sin første udskiftning i truppen. Bolognas Andreas Skov Olsen er kommet senere i gang med træningen i Italien end forventet, og derfor har Hjulmand valgt at sende ham ned på U21-landsholdet, mens Hoffenheims Jacob Bruun Larsen hives den anden vej. Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside. 20-årige Andreas Skov Olsen var en af de få kaniner, Hjulmand havde med i hatten mandag. De to har en fælles fortid i FC Nordsjælland, og selv om Skov Olsen har været en stor profil på U21-landsholdet i mere end et år, har han endnu aldrig været udtaget til A-landsholdet.

Tennis. Topseedede Novak Djokovic viste onsdag aften dansk tid, at han er i topform også fra sæsonstart nummer to, der er skubbet i gang efter næsten et halvt års coronapause. I kvartfinalen ved Western & Southern Open i New York nedkæmpede han uden besvær tyske Jan-Lennard Struff 6-3, 6-1, selv om denne ellers havde været overbevisende i sine første tre kampe. Dermed har Djokovic stadig ikke tabt en kamp i denne sæson.

Fodbold. Når der mandag trækkes lod til tredje kvalifikationsrunde i Champions League, bliver FC Midtjyllands modstander efter onsadegsn 1-0-sejr ude over bulgarske Ludogorets et af følgende fem hold: Dinamo Zagreb (Kroatien), Young Boys (Schweiz), Røde Stjerne (Serbien), FK Qarabag (Aserbajdsjan), Maccabi Tel-Aviv (Israel). Ved lodtrækningen vil det også blive afgjort, om FC Midtjylland spiller kampen i Herning eller på udebane. Kampen i tredje kvalifikationsrunde vil blive spillet enten 15. eller 16. september. FC Midtjylland skal vinde i både tredje og fjerde kvalifikationsrunde – den såkaldte playoffrunde – for at nå gruppespillet i turneringen, skriver Ritzau.

Brasilianer sender mestrene tættere på europæisk drømmeland

Fodbold. Det færøske mesterhold i fodbold, KI Klaksvik, må opgive håbet om en plads i Champions League-gruppespillet. Helt som forventet blev holdet nemlig ekspederet ud af kvalifikationen i turneringen onsdag aften, da udekampen mod schweiziske Young Boys blev tabt med 1-3. Klaksvik var rejst til Schweiz efter en bizar, coronapræget optakt. I sidste uge skulle holdet have mødt Slovan Bratislava, men hjemmekampen mod slovakkerne blev udskudt to gange på grund af smittetilfælde i Bratislava-lejren. Anden gang var det blot syv minutter før kampstart, at opgøret blev afblæst. Først mandag aften fik Klaksvik så Uefa’s ord for, at holdet havde vundet på skrivebordet og derfor skulle rejse til Schweiz for at møde Young Boys allerede onsdag.

Fodbold. Der er dårligt nyt til AGF-fansene forud for klubbens Europa League-kvalifikationskamp torsdag aften hjemme mod finske FC Honka. Holdets svenske anfører og forsvarsstyrmand, Niklas Backman, er blevet syg og kan derfor ikke være med i kampen. Det skriver AGF på sin hjemmeside i forbindelse med trupudtagelsen. Til gengæld har AGF de nye spillere Søren Tengstedt, Milan Jevtovic og Patrick Olsen med i truppen, og de kan dermed alle få debut.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her