Med 5-2 over FC Honka er AGF videre i Europa League sammen med blandt andre danskerne i Malmö FF, Hammarby, Rosenborg og Bodø/Glimt.

Nervøse AGF vinder for første gang i 23 år og sikrer en seedning

AGF's første mål blev scoret af Frederik Tingager (th.), og de to næste stod Patrick Mortensen (med ryggen til) for. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AGF's første mål blev scoret af Frederik Tingager (th.), og de to næste stod Patrick Mortensen (med ryggen til) for. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

AGF’s første europæiske kamp i otte år startede glimrende, men det endte alligevel med nogle nervøse forskrækkelser, da finske FC Honka blev besejret 5-2 i første runde af kvalifikationen til Europa League.

Efter to fremragende, indadskruede hjørnespark fra Casper Højer Nielsen satte først Frederik Tingager og lidt senere Patrick Mortensen hovedet på bolden, så AGF var foran 2-0 efter 28 minutter og i total kontrol.

Selv efter en reducering af spanieren Borjas Martin kom der ro på igen, da Patrick Mortensen øgede på et straffespark lige inden pausen.

Det ændrede sig, da brasilianeren Lucas Kaufmann endnu en gang reducerede efter 64 minutter. Pludselig blev det nervøst og det blev til et par gode chancer til FC Honkas topscorer, Jean Marie Dongou fra Cameroun, der udover kortvarigt at have spillet på hold med Lionel Messi i FC Barcelona har scoret 7 af holdets 12 mål i den finske liga.

AGF skal revanchere en blamage og kan komme videre som seedet

Først i overtiden kunne der høres et lettelsens suk over Aarhus, da tre debutanter i satte deres præg på kampen.

Serberen Milan Jevtovic kom ind til det sidste kvarters tid og var involveret i begge scoringerne. Først fik Honka-målmanden kun pareret en afslutning fra Jevtovic, så Patrick Olsen nemt trillede 4-2-scoringen over stregen, og kort efter lagde Jevtovic efter en fremadrettet dribletur bolden tilrette for en anden indskiftet debutant, Søren Tengstedt.

Dermed havde AGF for første gang i klubbens 55 europæiske kampe scoret 5 gange, og sejren var den første i 23 år, siden AGF i 1997 besejrede franske Nantes 1-0 på udebane med Torben Piechnik som matchvinder.

Oveni de milepæle kan AGF glæde sig over, at sammen med FC København at være blandt de seedede klubber, når der på mandag trækkes lod til anden kvalifikationsrunde.

Hviderussiske Dinamo Minsk og armenske Alashkert FC røg ud, hvilket var garanti for, at AGF rykker op blandt de seedede, når de 36 kampe skal sammensættes. Dermed kan AGF ikke møde skræmmende storklubber som Tottenham, Wolfsburg, AC Milan, Rangers FC eller Dynamo Moskva.

Sejre til skandinaviske klubber med danskere

I det hele taget blev det en fin aften for turneringens skandinaviske deltagere, der tæller adskillige danske spillere.

Philip Zinckernagel scorede de første to mål, da norske Bodø/Glimt med ligatopscorer Kasper Junker på bænken i hele kampen besejrede litauiske Kauno Zalgiris med 6-1.

Dansk topscorer udbygger topholdets rekord i Norge

Malmö FF havde alle sine tre danskere, Jonas Knudsen, Anders Christiansen og Søren Rieks, i startopstillingen, og Rieks scorede til 2-0, der blev svenskernes sejrscifre mod polske Craiova.

Også Hammarby havde tre danskere, målmanden David Ousted, Mads Fenger og Jeppe Andersen, i startopstillingen, da det blev 3-0 over ungarske Puskás Akadémia.

Carlo Holse spillede hele kampen for Rosenborg, der vandt 4-2 over islandske Breidablik, hvis reducering til resultatet blev scoret på straffespark af Thomas Mikkelsen.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her