Da en ung og uprøvet Christian Eriksen efter 57 minutter kom ind i stedet for Daniel Jensen til sin debut i Østrig for mere end 10 år siden, røg den stilfærdige fynbo ind på 4.-pladsen over alle tiders yngste spillere på det danske fodboldlandshold.
Den slags sekundære placeringer på diverse obskure ranglister over bedrifter på landsholdet har siden været meget langt fra Christian Eriksens karriere. Han har smadret rekord efter rekord ganske som det også er tilfældet, når han i aften på sin tidligere midlertidige hjemmebane, mægtige Wembley, spiller sin landskamp nummer 100.


























