FAKTA
Direkte sport i tv
TV 2 Sport
10.00 Badminton: Denmark Open
TV3 Sport
18.45 Håndbold: Aalborg-Nantes (m)
20.45 Håndbold: Barcelona-Zagreb (m)
Kanal5
12.20 Cykling: Giro d’Italia
20.45 Fodbold: England-Danmark
Eurosport 1
13.45/19.45 Billard: Snooker, English O.
Eurosport 2
12.20 Cykling: Giro d’Italia
15.30 Cykling: Scheldeprijs
18.00 Fodbold: Finland-Irland
20.45 Fodbold: Italien-Holland
TV 2 Sport X
12.00 Tennis: St. Petersburg Open (m)
Fodbold. Ud over at være blevet taberdømt med 0-3 er Napoli blevet blev idømt et strafpoint for ikke at være mødt frem til udekampen mod Juventus i Serie A 4. oktober. Napoli fulgte de lokale sundhedsmyndigheders ordre om at holdet skulle i selvisolation, fordi der var coronasmitte i truppen, men den beslutning vil Serie A ikke anerkende. Juventusspillerne stod klar i Torino, men modstanderen dukkede aldrig op.
Coronavirus. I Italien er tennisspilleren Fabio Fognini testet positiv under en turnering i Cagliari, oplyser han på Instagram. »Jeg er allerede i isolation og er sikker på, at jeg snart er frisk igen«, skriver verdensranglistens nummer 16. Til gengæld er fodboldspilleren Lasse Schöne og tre af hans holdkammerater i Genoa nu fri for den virus, der på et tidspunkt havde ramt 17 af klubbens spillere.
Fodbold. 16-årige Frederik Flex skifter fra HB Køges ungdomsafdeling til en ungdomskontrakt i Parma. »Han får det, der svarer til en dansk ungdomskontrakt, hvor de stiller nogle ting til rådighed. Han bliver ikke millionær af det, men han får muligheden for at se det an«, siger Head of Coaching i HB Køge Steen Knudsen til bold.dk.
Badminton. Ved Denmark Open er flere af de danske kvinder startet godt i singlerækken. Onsdag vandt således Julie Dawall Jakobsen 21-8, 21-12 over Anna Mikhalkova fra Ukraine, mens den 7.-seedede Mia Blichfeldt sejrede 21-7, 21-8 over slovakiske Martina Repiska. Bilchfeldt skal i 2. runde op mod enten en norsk eller fransk modstander. Julie Dawall Jakobsen møder i 2. runde franske Marie Batomene. I 1. runde knækkede Line Christophersen tirsdag sin mere erfarne landsmand Line Kjærsfeldt. 3.-seedede Anders Antonsen og Jan Ø. Jørgensen er også videre. Antonsens 1. runde-kamp gik det ud over indiske Ajay Jayaram, der blev besejret 21-12, 21-14. Næste udfordring for Antonsen bliver fransk, enten Thomas Rouxel eller Lucas Claerbout. Jan Ø. Jørgensen lagde i sin afskedsturnering ud med at slå svenske Felix Burestedt med 21-19, 21-12 og møder i 2. runde franske Toma Junior Popov.
Cykling. Flere længder foran den nærmeste rival susede den dobbelte australske Tour de France-etapevinder Caleb Ewan (Lotto Soudal) først over stregen i den 108. udgave af det 173,3 km lange belgiske storløb Scheldeprijs. Tyskeren Pascal Ackermann (Bora-hansgrohe), der var tættest på, deklasseredes, og andenpladsen gik derefter til italieneren Niccolo Bonifazio (Total Direct Energie). Den forgangne søndags to danske sejrherrer Mads Pedersen (Trek-Segafredo) og Casper Pedersen (Team Sunweb) udgik for at spare kræfter til Flandern Rundt på søndag.
Fodbold. Brasilien og Neymar fortsatte natten til onsdag dansk tid holdets perfekte indledning på den sydamerikanske VM-kvalifikation i fodbold. På udebane vandt brasilianerne 4-2 over Peru takket være et hattrick af anfører Neymar. Med sine tre mål overhaler han Ronaldo på andenpladsen på listen over de mest scorende spillere i det brasilianske landsholds historie. PSG-angriberen har nu scoret 64 mål for Brasilien. Det er kun overgået af legenden Pelés 77 mål. Argentina vandt samtidig 2-1 ude over Bolivia, mens Chile og Colombia spillede 2-2.
U21-holdet er EM-klar, Ronaldo er ude med coronavirus, og skuffet Rindom vinder EM-sølvTennis. Det går nu bedre med Clara Tausons ømme lår, der hæmmede hende under 2. runde-kampen ved French Open, som hun tabte til den senere kvartfinalist Danielle Collins, USA. Det oplyser stortalentets far, Søren Tauson. Hvis fremgangen holder, vil Clara Tauson, nu nr. 155 på ranglisten, forsøge at følge sin succes i den franske hovedstad op ved to turneringer i USA, henholdsvis Macon, Georgia, og Tyler, Texas, begge med 80.000 dollar i præmiesum. Tennis på ITF-niveau i de amerikanske sydstater er en mulighed, mens eliten på WTA Tour næsten ser ud til at være færdig for i år, da en lang række turneringer er aflyst på grund af coronapandemien.
Tennis. Det er ikke kun Clara Tauson, der stikker en dansk næse frem i kvindernes hierarki. Onsdag spillede 19-årige Olivia Gram med ved en ITF-turnering i tunesiske Monastir, hvor hun tabte i 1. runde til brasilianske Rebeca Pereira, mens også 19-årige Elena Jamshidi onsdag aften spiller 1. runde ved ITF-turneringen i Funchal, hvor modstanderen er tyske Jantje Tilbürger.
Tennis. Mens det er småt med tennis på WTA Tour, er der denne uge rigeligt med aktivitet på ATP Tour. Tirsdag aften besejrede den spanske veteran Fernando Verdasco den britiske veteran Andy Murray i 1. runde i Köln, hvor Alexander Zverev er topseedet. Der spilles også i en stærkt besat turnering i Skt. Petersborg, hvor Daniil Medvedev topper seedningen, mens den enlige grusbaneudfordring finder sted på Sardinien, hvor Fabio Fognini er topseedet. Her er norske Casper Ruud seedet 3’er, og her har den italienske teenager Lorenzo Musetti som wildcard allerede lavet ravage med en sejr over den rutinerede grusbanespecialist fra Uruguay, Pablo Cuevas. Ruud og Musetti kan eventuelt mødes i kvartfinalen.
Håndbold. Casper U. Mortensen er blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser hans klub, FC Barcelona, på sin hjemmeside. Han er ved godt helbred og er gået i isolation i sit hjem, lyder det. Resten af Barcelona-spillerne er blevet testet negative og er til rådighed til onsdagens Champions League-opgør mod Zagreb.
Tennis. På grund af den fornyede coronakrise er det nu småt med wildcards til Holger Rune, men den danske ejer af ATP Challenger-turneringen i Marbella, IT-virksomheden AnyTech365, har dog uddelt et til det unge danske stortalent. Rune får hænderne fulde, for turneringen har tiltrukket et meget stærkt felt, selv om der i perioden 26. oktober-1. november samtidig afvikles ATP Tour-turneringer i både Wien (500 point til vinderen) og kasakhiske Nur-Sultan (250). I øvrigt har ranglistens nr. 1, Novak Djokovic, fået tildelt et wildcard til Wien. Rune skal optræde på grusbane, mens serberen efter French Open sikkert er glad for at skifte tilbage til hard court.
Fodbold. Stjernerne på det spanske landshold indkasserede tirsdag aften et sjældent nederlag i Nations League. På udebane tabte spanierne med 0-1 til Ukraine i en tæt gruppe 4, hvor Tyskland på eget græs måtte nøjes med 3-3 mod Schweiz. Selv om landstræner Luis Enriques kunne se sit mandskab dominere kampen i Kijev, så formåede det spanske hold ikke at udnytte et stort chanceovertag. I stedet afgjorde ukrainerne affæren et kvarter før tid. Her lagde Andriy Yarmolenko en præcis aflevering op til Viktor Tsygankov, der tog bolden til sig og fra små 20 meters afstand straks tordnede den forbi David De Gea i det spanske mål. Det er næsten to år siden, at spanierne senest tabte en landskamp. Dermed har ukrainerne indhentet Tyskland i gruppestillingen.
Fodbold. Tysklands mål er som minimum at komme i EM-semifinalen næste år. Det slår landstræner Joachim Löw fast, selv om det tirsdag aften på hjemmebane blev til 3-3 mod Schweiz i Nations League. »Når vi når frem til EM, så er vores mål at nå så langt som muligt. Men målet er som minimum semifinalen«, siger han ifølge Goal efter tirsdagens kamp.
fortsæt med at læse




























