0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Superligaens 5. runde: Comeback efter et år sikrer et sent sejrsmål i Farum

Politiken dig giver et overblik over alle weekendens kampe.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

I en pokalkamp for nylig fik Jonathan Amon 25 minutters spilletid for FC Nordsjælland, men i sit Superligacomeback blev amerikaneren (i midten mellem Kamaldeen Sulemana og Oliver Villadsen) matchvinder mod Randers FC.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

FC Nordsjælland - Randers FC 1-0

1-0 Jonathan Amon (84)

FC Nordsjælland snuppede alle tre point på en sen scoring, da nordsjællænderne besejrede Randers med 1-0 i mandagens opgør i Superligaen.

Det blev en jævnbyrdig affære i Farum Park, hvor det var småt med muligheder i begge ender.

De største chancer tilfaldt hjemmeholdet, og det endte med at resultere i sejrsmålet seks minutter før tid.

Sejren ændrer ikke ved, at FCN ligger på syvendepladsen, men holdet har nu syv point for fem kampe, mens Randers følger efter på ottendepladsen med fire point.

FCN-angriber Isaac Atanga fik kampens første store chance, da han kom alene i gennem og rundede Randers-målmand Patrik Carlgren, men Atanga måtte se sin afslutning blive reddet på stregen af en Randers-spiller.

Tre minutter før pausen trak FCN-angriber Kamaldeen Sulemana ind i banen og afsluttede fladt mod det korte hjørne, hvor Carlgren reddede flot til hjørne.

På det efterfølgende hjørnespark fik hjemmeholdets midterforsvarer Kian Hansen en stor dobbeltchance, men gæsterne fik blokeret begge afslutninger.

Efter pausen skulle man lede længe efter de store scoringsmuligheder, men bolden kom dog i nettet to gange. Først ved den indskiftede Randers-angriber Bassala Sambou, der dog fik annulleret sin scoring for offside.

I stedet gjorde FCN-angriber Jonathan Amon det til 1-0 seks minutter før tid, da amerikaneren i sin første Superligakamp i mere end et år afsluttede en kontra med at sparke den fladt ind ved det lange hjørne.

Det blev også kampens afgørelse, selv om Randers’ Al-Hadji Kamara var tæt på en udligne to minutter før tid.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Udover nederlaget måtte FCK se Kamil Wilczek udgå med en skade.

FC København - AaB 2-1

0-1 Iver Fossum (35) 0-2 Iver Fossum (44) 1-2 Rasmus Falk (90+3)

Ingenting var, som det plejer, da AaB søndag aften slog FC København med 2-1 i Parken i 3F Superligaens femte spillerunde.

Det var dels første gang siden maj 2007, at AaB vandt et superligaopgør mod FCK i nationalarenaen, og samtidig var det FCK’s første kamp efter den opsigtsvækkende fyring af Ståle Solbakken den 10. oktober.

39-årige Hjalte Bo Nørregaard blev efterfølgende forfremmet til midlertidig cheftræner, og han kunne se sit mandskab være mest på bolden og have gode momenter mod nordjyderne, men slutproduktet manglede for FCK.

Det samme kan man ikke sige om AaB, der var kyniske og grundlagde sejren på to scoringer af norske Iver Fossum i første halvleg, mens Rasmus Falk reducerede for FCK til allersidst.

Med sejren har AaB otte point på Superligaens sjetteplads, mens FCK blot har fire af slagsen og øjeblikkeligt er nummer ni.

Kampen var indledningsvis præget af mange fejlafleveringer, hvorfor begge hold havde svært ved at få spillet til at flyde.

Tendensen var, at FCK var mest på bolden, mens AaB satsede på hurtige kontrastød, og sådan et udførte nordjyderne til perfektion i det 35. minut.

Her sendte AaB-anfører Lucas Andersen en flad bold ind foran mål, hvor midtbanespilleren Iver Fossum var løbet i ryggen på FCK-forsvaret og iskoldt lagde bolden i mål til 1-0.

Den hjemvendte FCK’er Mathias ’Zanka’ Jørgensen var tæt på at score efter 42 minutter, men i stedet for en udligning fordoblede AaB føringen to minutter senere, da Iver Fossum straffede et passivt FCK-forsvar og lynede til 2-0.

Trods den kolde spand vand i hovedet kom FCK godt ud til anden halvleg og greb taktstokken.

Hjemmeholdet fik ofte spillet sig frem til banens sidste tredjedel, men savnede kvalitet i de afgørende momenter.

Selv om FCK igen dominerede boldbesiddelsen, var AaB mindst lige så tæt på en 3-0-scoring, som værterne var på en reducering.

I overtiden lykkedes det FCK at få reduceret på mål af Rasmus Falk, men AaB kørte sejren i hus.


Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Alexander Bah (9) fra SønderjyskE beskytter bolden foran Brøndbys Jesper Lindstrøm (18).

Sønderjyske - Brøndby 2-0

1-0 Haji Wright (48) 2-0 Alexander Bah (54)

Brøndby måtte for første gang i sæsonen gå tomhændet fra banen, da holdet på udebane indkasserede et nederlag på 0-2 mod Sønderjyske i Superligaen.

Det var blevet til lutter sejre i de første fire kampe, men to scoringer af hjemmeholdet kort efter pausen ødelagde Brøndbys stime.

Første halvleg var meget chancefattig og rodet. I anden halvleg kom der lidt flere chancer, hvilket Sønderjyske udnyttede - dog var spillet stadig rodet i store dele af halvlegen.

Trods nederlaget beholder Brøndby førstepladsen med 12 point. Sønderjyske kravler en enkelt plads op på fjerdepladsen med 10 point inden de resterende kampe i femte runde.

Sønderjyske og Brøndby har aldrig nogensinde spillet 0-0 mod hinanden i deres 40 indbyrdes superligaopgør. I første halvleg var der dog ikke meget, der tydede på en målrig kamp.

Der var stort set ingen chancer, og begge hold havde svært ved at nedbryde modstanderens defensiv.

Den største chance inden pausen tilfaldt værternes forsvarsspiller Stefan Gartenmann efter 43 minutter, der dog måtte se sit skud tæt på mål blive blokeret.

Kun tre minutter inde i anden halvleg kom der hul på bylden, da angriberen Haji Wright med et fladt spark sendte bolden ind bag Brøndby-keeper Marvin Schwäbe, der så lidt skidt ud i situationen.

Hjemmeholdet fordoblede scoringen efter 54 minutter, da wingback Alexander Bah var kommet ind i feltet og nemt kunne sende Anders K. Jacobsens indlæg i mål efter en flot dribletur.

I overtiden var indskiftede Rezan Corlu tæt på at reducere for gæsterne, men afslutningen strøg lige forbi stolpen.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF - AC Horsens 3-0

1-0 Albert Grønbæk (31) 2-0 Patrick Mortensen (53) 3-0 Casper Højer Nielsen (68). Udvist: Bjarke Jacobsen, AC Horsens (67)

Ubesejrede AGF fortsatte søndag holdets gode start på sæsonen, da bundholdet fra AC Horsens blev sendt hjem med et 0-3-nederlag.

Sejren til hjemmeholdet var fuldt ud fortjent, og kampen satte tyk streg under klasseforskellen på de to hold.

Horsens havde især svært ved at håndtere AGF’s bare 19-årige kantspiller Albert Grønbæk, der både scorede og assisterede i kampen.

Med sejren indtager AGF andenpladsen med 11 point, mens søndagens modstandere fra Horsens blot har fået et enkelt point i fem kampe under den nye cheftræner, Jonas Dal.

AGF sad på tingene fra start, og allerede her viste unge Grønbæk sig flot frem.

Det kreative talent var en konstant trussel mod Horsens-målet, og han bød sig til med flere afslutninger.

Annonce

Efter en halv times spil belønnede hans arbejde sig så, da islandske Jon Thorsteinsson fandt ham helt fri lige foran mål.

Grønbæk eksekverede sikkert frispilningen med en inderside, der sendte sidste sæsons bronzevindere foran 1-0.

Efter pausen var det i oplæggerens rolle, han brillerede, da han med et gennembrud på højrekanten fandt AGF-topscorer Patrick Mortensen helt fri i feltet.

Mortensen kvitterede med en sikker afslutning på Grønbæks flotte forarbejde og scorede dermed for femte kamp i træk.

Tingene blev værre endnu for Horsens efter 65 minutter, da først Bjarke Jacobsen blev udvist for en nødbremse, hvorefter Casper Højer scorede for AGF via en afretning på det efterfølgende frispark.

Horsens blev i overtiden tilkendt et straffespark, men tilbagevendte Kjartan Finnbogason skød over mål, og det blev dermed ved 3-0 til AGF.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Med sin første scoring vor Vejles blev Malta Amundsen matchvinder i sejren over Lyngby.

Vejle - Lyngby 3-2

0-1 Emil Nielsen (10) 1-1 Saeid Ezatolahi (45) 1-2 Jens Martin Gammelby (62) 2-2 Jacob Schoop (64) 3-2 Malte Amundsen (70). Udvist: Marcel Rømer, Lyngby (58)

Vejle Boldklub vandt søndag eftermiddag 3-2 over Lyngby Boldklub på et soloplyst Vejle Stadion i Superligaens femte spillerunde.

På trods af Vejles status som oprykkerhold var det østjyske mandskab vurderet til at være favoritter, og holdet endte da også med at tage alle tre point.

Det krævede dog hårdt arbejde og neutralisering af to Lyngby-føringer undervejs.

Malte Amundsen afgjorde kampen for Vejle med et forrygende sejrsmål uden for feltet.

Resultatet ændrer ikke meget i stillingen for de to hold. Vejle forbliver i toppen, mens Lyngby forbliver i bunden.

Lyngby startede ellers godt ud og kunne allerede efter 10 minutter notere sig for første scoring. Emil Nielsen prikkede sit første sæsonmål i Superligaen ind efter flot assist fra Rasmus Thellufsen.

Hen imod slutningen af første halvleg begyndte Vejle at bide fra sig, og lige før pausen kom forløsningen.

Ylber Ramadani bankede på kassen langt udefra, og på opfølgningen var den iranske midtbanekollega Saeid Ezatolahi klar til at sparke bolden i mål.

Efter pausen gik kampen amok. I det 58. minut fik Vejle hjælp, da Lyngbys Marcel Rømer fik sit andet gule kort og dermed rødt.

Det stoppede dog ikke Lyngby, der kort efter bragte sig foran igen. Nyerhvervelsen Jens Martin Gammelby scorede efter et flot sparket frispark.

Men bare få sekunder senere bragte Vejle-anfører Jacob Schoop helt fortjent balance i regnskabet efter et drop fra Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen.

Og i det 70. minut sparkede backen Malte Amundsen Vejle foran med et fantastisk langskud.

Vejle fortsætter dermed sin gode stime og har nu 10 point i fem kampe.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands Pione Sisto har scoret til 3-1 i 3F Superliga kampen FC Midtjylland mod OB på MCH Arena i Herning.

FC Midtjylland - OB 3-1

0-1 Emmanuel Sabi (25) 1-1 Sory Kaba (66) 2-1 Anders Dreyer (80) 3-1 Pione Sisto (86)

Lørdag eftermiddag vandt FC Midtjylland 3-1 over OB i Herning i Superligaens femte spillerunde.

Sejren kom i hus bare fire dage før FC Midtjyllands første kamp i gruppespillet i Champions League hjemme mod italienske Atalanta.

Resultatet betyder, at OB stadig kun har 4 point i Superligaen, mens FCM ryger op på 10 point.

FC Midtjylland dominerede store dele af opgøret og skabte mange chancer, men det var først i kampens slutning, at holdet fik sat tingene på plads.

Kampen startede ud med et langt midtjysk bombardement mod det fynske mål. Men Sory Kaba, Pione Sisto og de andre offensivspillere fra FCM udnyttede ikke deres chancer.

Det gjorde Emmanuel Sabbi fra OB til gengæld. Efter et boldtab fra FCM’s Jens-Lys Cajuste blev Sabbi sendt af sted, og han bragte OB foran med et langskud.

I slutningen af første halvleg fik FCM fodboldspillets største chance for at udligne. Men OB-målmand Oliver Christensen pillede straffesparket fra brasilianske Evander.

I det 67. minut kom den længe ventede udligning fra FC Midtjylland. Lidt tilfældigt endte bolden for fødderne af angriberen Sory Kaba, der let sparkede den i mål.

Derefter mistede kampen tempo, og der blev begået flere frispark, end der blev skabt chancer.

I kampens slutning skruede FCM dog op for presset, og det belønnede sig ved først et mål i det 80. minut fra Anders Dreyer og derefter et perlemål fra Pione Sisto på frispark.

Med sejren rykker FCM op på en foreløbig andenplads i Superligaen. OB beholder tiendepladsen.

Ritzau

Læs mere

Annonce

For abonnenter