0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hamilton vinder for 92. gang og sætter rekord

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jose Sena Goulao/Ritzau Scanpix
Foto: Jose Sena Goulao/Ritzau Scanpix
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Motorsport. Den 35-årige brite Lewis Hamilton (Mercedes) skrev endnu et stykke formel 1-historie, da han sejrede i det portugisiske grandprix på banen i Portimão i Algarve-regionen. Gevinsten var Hamiltons 92. i VM-serien og han er dermed eneindehaver af den rekord for flest sejre, som han ellers delte med den legendariske tysker Michael Schumacher. »Lewis, du skriver nye kapitler i historiebøgerne«, lød det i Mercedes-radioen, da Hamilton havde krydset målstregen.

Med sejren udbyggede Lewis Hamilton også sin føring i dette års VM-serie, hvor han er favorit til at vinde og dermed tangere Michael Schumacher rekordnotering på 7 VM-titler. Hamilton har 256 point mod holdkammeraten Valtteri Bottas 179. Bottas blev toer i Portugal, hvor 19 af 20 biler fuldførte og hvor Kevin Magnussen (Haas) blev nr. 17. Hamilton kan i teorien vinde denne sæsons VM-titel på søndag i grandprix Emilia Romagna, der er sæsonens femtesidste.

Overblik: Løbsresultat, stilling og kalender

Fodbold. Robert Skov og Jacob Bruun Larsen startede inde og blev skiftet ud i løbet af anden halvleg, da Hoffenheim spillede 1-1 mod Werder Bremen på udebane i Bundesligaen.

Fodbold. Malmö FF nærmer sig sit svenske mesterskab nummer 21. Søndag vandt holdet, der er trænet af Jon Dahl Tomasson, 3-1 hjemme over IFK Göteborg og kom op på 50 point. Der er nu ti point ned til Häcken på andenpladsen. Anders Christiansen scorede det første af Malmös mål på et straffespark.

Fodbold. Med et elegant prik med højrefoden bragte Kasper Dolberg i begyndelsen af 2. halvleg sin klub Nice foran i det franske Ligue 1-opgør på hjemmebane mod Lille. Gæsterne fik udlignet til slutresultatet 1-1, men fik ikke sejren, der havde ført til tilbageerobring af førstepladsen. Den sidder Paris SG nu på.

Overblik: Fodboldresultater og stillinger fra ind- og udland

Fodbold. Den Fiorentina-ejede Vitesse-spiller Jacob Rasmussen scorede på hovedstød til 1-0 og bidrog dermed væsentligt til 2-1-sejren over PSV Eindhoven i Holland, hvor Vitesse er tophold sammen med Ajax. Andetsteds i Holland blev Nicolai Jørgensen skiftet ind for Feyenoord ude mod Waalwijk. Danskeren udlignede til 1-1 i 62. minut, inden han blev skiftet ud igen og derfor så de to mål, der gav et 2-2-resultat, fra distancen.

Tennis. I en sjælden ren hviderussisk finale blev Aryna Sabalenka den foreløbigt sidste vinder på WTA Tour i år, da hun slutkampsbesejrede Victoria Azarenka 6-2, 6-2 i Ostrava i Tjekkiet. Der er yderligere to turneringer på WTA-programmet i Østrig fra 9. november og i Frankrig fra 14. december, men deres skæbne kan meget vel blive coronaen.

Fodbold. Andreas Cornelius spillede samtlige 90 minutter, da Parma med en scoring i de sidste sekunder undgik en blamage og erobrede et 2-2-resultat på hjemmebane mod Spezia.

Cykling. Briten Tao Geoghegan Hart (Ineos) er vinder af Giro d’Italia. På den afsluttende enkeltstart var han 39 sekunder hurtigere end sin nærmeste rival, australieren Jai Hindley, der kørte etapen i førertrøjen, men havde samme tid som Tao Geoghegan Hart. Enkeltstartsverdensmestren Filippo Ganna (Ineos) vandt etapen i Milanos gader, hvor Jakob Fuglsang (Astana) cementerede sin samlede 6. -plads.

Cykling. Selv om Vuelta a España måtte droppe udflugten ind i Frankrig til Col du Tourmalet, skulle det vise sig, at færden op til skisportsstedet Aramón Formigal i den spanske del af Pyrenæerne som finale på 6. etape, var rigeligskrap til at skabe drama. Spanieren Ion Izagirre (Astana) kørte alene på de sidste 3 km og kom i mål 25 sekunder foran de nærmeste rivaler, mens Michael Valgren (NTT) som nr. 5 satte yderligere 2 sekunder til. Sidste års ecuadorianske Giro d’Italia-sejrherre Richard Carapaz (Ineos Grenadiers) er ny mand i førertrøjen, mens den hidtidige indehaver sloveneren Primoz Roglic (Jumbo-Visma) røg ned som nr. 4 med et minus på 30 sekunder og desuden blev overhalet af englænderne Hugh Carthy (EF) og ireren Dan Martin (Israel Start-Up Nation), der er henholdsvis 18 og 20 sekunder bagud.

Fodbold. Så er der ikke længere ubesejrede mandskaber i denne Premier League-sæson. Everton, der vandt deres første fire kampe, inden de spillede 2-2 mod Liverpool – de to ligger i øvrigt side om side i toppen af rækken – tabte søndag på udebane mod Southampton. James Ward-Prowse og Che Adams scorede i 1. halvleg af Southamptons 2-0-sejr, mens Jannik Vestergaards fine hovedstød et lille kvarter før tid blev vippet over overliggeren af Everton-keeperen Jordan Pickford.

Golf. Joachim B. Hansen kom ikke til start på finaledagen ved European Tour-turneringen Italian Open i Brescia, da hans caddie var blevet testet coronapositiv. Joachim B. Hansens test viste sig negativ, men danskeren tager alligevel ti dage i isolation, meddeler han på Facebook. Med en sidste runde i 69 slag kravlede Nicolai Højgaard frem på en 16. plads. Ross McGowan fra England vandt med en total på 268 slag (66, 64, 67, 71). Landsmanden Laurie Canter brugte 269 (60, 68, 69, 72).

Fodbold. Flere kendere og eksperter rynkede, da Liverpool tidligere i år købte portugiseren Diogo Jota i Wolverhampton for mere end 400 millioner kroner, men offensivspilleren er så småt ved at omvende skeptikere. Lørdag blev han således matchvinder, da Liverpool sejrede 2-1 på Anfield i Premier League mod Sheffield United. Portugiseren steg til vejrs og headede målet til 2-1 i nettet. Liverpool-manager Jürgen Klopp uddelte derefter verbale roser til Jota. »Han er sådan en person, man bare godt kan lide, og det gør det hele meget nemmere. Ser man så på, hvilken spiller han er, så er han hurtig, fysisk stærk, god i luften og god ved jorden ... der er kun gode ting at sige om ham«, siger Klopp til Liverpools hjemmeside efter den første sejr i tre kampe.

Fodbold. For lidt over et år siden rev Silkeborgs offensivspiller Magnus Mattsson sit ene korsbånd over, men nu er han tilbage i fuld vigør. Søndag scorede den 21-årige således samtlige mål i 3-0-sejren i 1. division ude mod Fremad Amager. Topholdet Viborg udbyggede sin førsteplads med en udesejr på 2-1 over bundholdet Hvidovre.

Fodbold. Bayern Münchens Alphonso Davies er meldt skadet med en fraværsprognose på 6-8 uger. Fra Barcelona forlyder det, at Philippe Coutinho har pådraget sig en skade og skal sidde ude i tre uger.

Annonce

Cykling. Cofidis-rytteren Fernando Barcelo er færdig i Vuelta a España. Den 24-årige spanier skal undersøges for hjerteproblemet takykardi, der betyder, at ens hjerterytme er for hurtig. Det oplevede han, at den var lørdag, skriver han på Twitter: »På anbefaling fra vores holdlæge skal jeg have foretaget nogle medicinske undersøgelser for mulige hjerteproblemer efter at have haft for hurtig hjerterytme«.

Fodbold. Det italienske kvindelandshold må undvære forsvarsspilleren Alia Guagni i tirsdagens nøglekamp i EM-kvalifikationen på hjemmebane mod Danmark. Atletico Madrid-spilleren er blevet testet positiv for coronavirus. Hun har ikke har haft symptomer og allerede har afgivet flere negative test under den igangværende landsholdssamling, meddeler Italiens Fodboldforbund (FIGC) ifølge Ritzau. Andetsteds i fodboldverdenen har positive test konsekvenser. De engelske kvinder hare således meldt afbud til en testkamp i Tyskland efter et smittetilfælde i staben omkring holdet.

Fodbold. I lørdagens sene kamp i den tyske Bundesliga vandt Borussia Dortmund med 3-0 over Schalke 04 i det såkaldte Revierderby. Thomas Delaney fik fuld spilletid for værterne, der scorede alle tre mål efter pausen. Hos Schalke vogtede Frederik Rønnow målet. Dortmund har 12 point på ligaens tredjeplads, mens Schalke er næstsidst med blot et enkelt point.

Fodbold. Allan K. Jepsen er hyret som cheftræner for den færøske klub NSI Runavik. Her har han fået en kontrakt, der løber til og med 2022. Allan K. Jepsen har tidligere været assistenttræner i AGF og AaB. Som aktiv spillede han to A-landskampe.

MMA. Den russiske stjerne Khabib Nurmagomedov har været i kamp i oktagonen for sidste gang. Det bekendtgjorde han ifølge Ritzau natten til søndag efter sejr over Justin Gaethje på en teknisk knockout i en letvægtskamp i det lukrative og prestigefyldte Ultimate Fighting Championship (UFC) i Abu Dhabi. Khabib Nurmagomedovs far døde i sommer efter komplikationer som følge af coronasmitte, og derfor havde MMA-stjernen lovet sin mor, at lørdagens duel ville blive hans sidste. »Jeg er UFC’s ubestridte og ubesejrede mester med 13 sejre og 0 nederlag i UFC og med 29 sejre og 0 nederlag i alle mine MMA-kampe«.


Læs mere