Direkte sport i tv
Fodbold. Danmark må efter alt at dømme klare sig uden Pierre Emile Højbjerg fra Tottenham, Andreas Christensen fra Chelsea, Jannik Vestergaard fra Southampton, Kasper Schmeichel fra Leicester, Jonas Lössl fra Everton samt de to Brentford-spillere Mathias Jensen og Henrik Dalsgaard i de kommende landskampe mod mod Sverige, Island og Belgien, skriver Ekstra Bladet. Deres engelske arbejdsgivere vil nemlig ifølge bladet ikke frigive deres danske spillere, da de så skal 14 dage i isolation ved tilbagekomsten til England på grund af coronoasituationen. Ifølge Ekstra Bladet er det de to kampe på dansk grund mod Sverige og Island i næste uge, spillerne bliver hindret i at deltage i.
DBU oplyser i en pressemeddelelse, at landstræner Kasper Hjulmand har udtaget ni nye spillere til kampen på onsdag mod Sverige. Det er Jesper Hansen, FC Midtjylland, Oliver Christensen, OB, Alexander Scholtz, FC Midtjylland, Anders Dreyer, FC Midtjylland, Jens Stryger, Udinese, Lukas Lerager, Genoa, Rasmus Falk, FC København, Victor Nelsson, FC København og Lucas Andersen, AaB.
Fem svenske spillere misser Danmark-kamp på grund britiske rejserestriktioner. Det skriver nyhedsbureauet TT. Der er tale om Victor Lindelöf (Manchester United), Robin Olsen (Everton), Emil Krafth (Newcastle), Ken Sema (Watford) og Filip Helander (Rangers).
Fodbold. Lukas Lerager kommer trods en udtagelse tidligere søndag ikke med på det danske fodboldlandshold i denne omgang. Lerager var en del af den gruppe af spillere, der tidligere blev udtaget af landstræner Kasper Hjulmand, efter at syv spillere, som har sin daglige gang i England, blev droppet på grund af skærpede karantænekrav i Storbritannien. Men søndag slog midtbanespilleren sig, da han spillede en ligakamp for italienske Genoa, og Lerager skal nu undersøges. Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter. Det betyder, at FC Midtjylland-anfører Erik Sviatchenko i stedet er blevet kaldt ind.
Fodbold. Selv om der resterer tre spillerunder i Allsvenskan, kan Malmö FF kalde sig svensk mester. Den skånske storklub slog på hjemmebane Sirius 4-0 og kan derfor ikke hentes af konkurrenterne. Anders Christiansen scorede det andet mål for Malmö, der havde Lasse Nielsen, Jonas Knudsen og Søren Rieks i startopstillingen. Holdet danske cheftræner, Jon Dahl Tomasson, kunne ikke være til stede, da han er smittet med coronavirus og derfor er i isolation. Det er Malmö FF’s 21. mesterskab.
Fodbold. Topopgøret i Premier League mellem Manchester City og de regerende mestre fra Liverpool sluttede 1-1, og det resultat betyder, at Leicester City er fører rækken efter en smal 1-0-sejr over Wolverhampton. I Manchester kom Liverpool foran, da Mohamed Salah scorede på et straffespark begået mod Sadio Mané. Hjemmeholdet fik udlignet til slutresultatet ved Gabriel Jesus. Kevin De Bruyne kunne få minutter før pausen have bragt City foran 2-1, men belgierens straffespark gik forbi målet.
Tennis. Russeren Daniil Medvedev sikrede sig søndag en af karrierens største triumfer, da han vandt Paris Masters. Det skete med en finalesejr på 5-7, 6-4, 6-1 over tyskeren Alexander Zverev, der rangerer som nummer syv på verdensranglisten. Medvedev ligger nummer fem, men har udsigt til at avancere til fjerdepladsen mandag. Det var tredje gang i karrieren, at den 24-årige russer vandt en af de såkaldte Masters 1000-turneringer, der rangerer lige under de fire grandslam-turneringer.
Fodbold. Henrikh Mkhitaryan scorede hattrick, da Roma på udebane besejrede Genoa 3-1 i Serie A. Den armenske stjerne gjorde det til 1-0 i 1. halvlegs sidste minut, og efter at Marko Pjaca havde udlignet for hjemmeholdet, scorede Mkhitaryan yderligere to gange til slutresultatet. Lukas Lerager var med i startopstillingen hos Genoa, men blev skiftet ud knap 10 minutter før tid. I Bergamo sad Christian Eriksen på bænken i hele kampen, da hans klub Inter spillede 1-1 mod Atalanta.
Håndbold. Odense måtte rejse tomhændet hjem fra Moskva og Champions League-opgøret mod CSKA. Russerne vandt nemlig opgøret 27-23 og er sammen med ungarske Györ på kurs mod turneringens kvartfinaler. Odense ligger til en placering mellem nr. 3 og 6, hvilket vil være ensbetydende med en plads i ottendedelsfinalen.
Idrætspolitik. Danmarks Idrætsforbund (DIF) skal 8. maj 2021 have ny formand, når Niels Nygaard efter 14 år i spidsen for idrættens paraplyorganisation træder tilbage. I en pressemeddelelse oplyser DIF’s nuværende næstformand, Hans Natorp, at han stiller op som kandidat til formandsvalget. Hans Natorp deltog som aktiv sejler i OL i 1988, og han var i en årrække formand for Dansk Sejlunion.
Fodbold. Tottenham er nyt tophold i Premier League efter en 1-0-sejr ude over West Bromwich Albion. Harry Kane blev matchvinder med et hovedstødsmål to minutter før den ordinære spilletid ophørte. Liverpool kan med en sejr over Manchester City senere søndag overhale Tottenham i toppen.
Olympisk. Søndagens gymnastikkonkurrence i Tokyo var en lakmusprøve for, om japanerne kan arrangere et OL næste sommer i ly af coronapandemien, hvis der fortsat ikke er en udbredt vaccine. OL-testen forløb som planlagt foran 2.000 tilskuere i arena med plads til mere end det firedobbelte. Alle tilskuere var iført masker, fik målt deres kropstemperatur og skulle jævnligt afspritte hænder. Derudover var de opfodret til ikke at heppe og råbe, så risikoen for spredning af bakterier var mindre. Der blev dog applauderet høfligt af udøverne undervejs, og lejlighedsvis var der en mumlen i arenaen. IOC-præsident Thomas Bach havde på forhånd udpeget stævnet som et vigtigt led i OL-forberedelserne. Cirka 30 gymnaster fra Japan, Kina, Rusland og USA deltog.
Fodbold. Juventus lignede længe en vinder af søndagens udekamp i Serie A, men på et mål i sidste sekund af tillægstiden fik Lazio på hjemmebane 1-1. Som så mange gange før så Cristiano Ronaldo ud til at blive matchvinder, men Felipe Caicedo blev Lazio-helt i sidste sekvens. Med det uafgjorte resultat ligger Juventus på tredjepladsen med 13 point for 7 kampe, mens Milan fører an med 16 point inden hjemmekampen mod Verona søndag aften. Sassuolo har 15 point.
Fodbold. Sveriges landstræner, Janne Andersson, kommer ikke til at stå i spidsen for sit hold, når det onsdag møder Danmark i en testkamp på Brøndby Stadion. Han er nemlig blevet sat i karantæne, da en nær kontakt til ham er blevet testet positiv for coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet TT ifølge Ritzau.
Fodbold. For første gang i 14 måneder indledte fodboldstjernen Lionel Messi lørdag en Barcelona-kamp på bænken. Det var dog ikke af taktiske årsager, men af hensyn til nogle småproblemer, som Messi pådrog sig i onsdagens Champions League-kamp mod Dinamo Kijev. Det siger Barcelona-træneren Ronald Koeman efter lørdagens 5-2-sejr over Real Betis i La Liga. Trods småskavankerne blev Messi skiftet ind i pausen og scorede to mål. »Han er en spiller, som i princippet altid er på banen, men på grund af nogle småproblemer var han ikke klar til at være det i hele kampen«, siger Koeman ifølge Ritzau.
Fodbold. Jacob Bruun Larsen er blevet ramt af coronavirus. Danskerens arbejdsgiver, bundesligaklubben Hoffenheim, skriver ifølge Ritzau på sin hjemmeside, at Bruun Larsen er blevet konstateret smittet. Hoffenheim skriver, at den 22-årige angriber er symptomfri og i hjemmekarantæne. Jacob Bruun Larsen blev tirsdag udtaget til U21-landsholdet, der 17. november skal møde Rumænien i EM-kvalifikationen.
Fodbold. Andreas Skov Olsen har været under kniven. Den italienske klub Bologna, hvor danskeren til daglig spiller, skrev lørdag, at Skov Olsen er blevet opereret for den brækkede ryghvirvel, han pådrog sig i en landskamp mod Island i starten af oktober. Klubben har tidligere oplyst, at den forventede Skov Olsen spilleklar igen i starten af december. Det fremgår ikke, om det har ændret sig.
Fodbold. Christian Gytkjær kom lørdag igen på tavlen for italienske AC Monza. Den danske angriber scorede til 1-0 i klubbens sejr på 2-0 over Frosinone i den næstbedste italienske række, Serie B. Gytkjær skiftede i slutningen af juli til Monza, kort efter at hans kontrakt med polske Lech Poznan var udløbet.
Fodbold. Med en sejr på 3-2 ude over rivalerne fra Dortmund overtog Bayern München lørdag aften 1. pladsen i Bundesligaen. Robert Lewandowski scorede en enkelt gang, og polakken er nu oppe på 11 mål i 7 kampe.
fortsæt med at læse




























