Fodbold. En scoring i den fjerdebedste engelske række er blevet anerkendt som verdensrekord. Da Newports målmand Tom King scorede i tirsdags direkte på et målspark til 1-0 i League Two-kampen mod Cheltenham var det direkte på et målspark, der godt hjulpet en en kraftig medvind ramte jorden en enkelt gang inden den hoppede over modstandernes målmand, 19-årige Joshua Griffiths. Guinness World Records har bekræftet, at scoringen fra 96,01 meter er verdensrekord i en professionel kamp. Tom King, der ikke tidligere har scoret i sine kampe for Wimbledon, Stevenage, Millwall eller Shortwood, tager rekorden bosnieren Asmir Begovic, der i 2013 scorede for Stoke med et udspark fra 91,9 meter.
Golf. Rory McIlroy har med 8 slag under par taget føringen efter første runde af årets første European Tour-turnering, Abu Dhabi HSBC Championship, hvor mange af spillerne ikke nåede at spille færdig, inden mørket sænkede sig. Søren Kjeldsen nåede rundt i 1 slag under par og deler 33.-pladsen med bl.a. Rasmus Højgaard og Lucas Bjerregaard, der nåede henholdsvis 10 og 8 huller. Thomas Bjørn ligger nr. 55, Jeff Winther nr. 101 og Joachim B. Hansen nr. 116.
Fodbold. Polen har ansat den 50-årige portugiser Paulo Sousa som erstatning for Jerzy Brzeczek, der blev fyret forleden. Sousa spillede 52 landskampe for Portugal, inden han i 2005 indledte en omskiftelig trænerkarriere, først som portugisisk U16-træner og siden for klubber i syv forskellige lande: Queens Park Rangers, Swansea, Leicester, Videoton, Maccabi Tel Aviv, Basel, Fiorentina, Tianjin Quanjian og senest i Bordeaux.
Fodbold. Udvalgte nyheder fra transfermarkedet:
- Jens Odgaard er efter en lejeperiode i Lugano atter blevet udlejet af Sassuolo, der har sendt den 21-årige offensivspiller til Serie B-klubben Pescara resten af sæsonen.
- Efter at have fået ophævet sin kontrakt med FC Köln vender Frederik Sørensen tilbage til Italien, hvor også den 28-årige forsvarsspiller har skrevet kontrakt med Pescara.
- Når Marcos Lunds kontrakt med OB udløber til sommer, skifter den 24-årige tidligere Esbjergspiller til IFK Norrköping, hvor hans nye kontrakt løber til sommeren 2024.
- Efter et halvt år i Island og to sæsoner hos Trelleborg vender den 30-årige målmand Andreas Beck Larsen hjem til Danmark med en kontrakt for resten af sæsonen hos Frem.
- Mens han genoptræner efter en knæopskade, han pådrog sig i maj, har 20-årige Zach Duncan forlænget kontrakten med AGF til 2025.
- FC København har solgt Ahmed Daghim til Kolding IF. Efter 6 førsteholdskampe for FCK var den 19-årige offensivspiller i efteråret udlejet til norske Hamarkameraterne.
- HB Køge har udlejet 18-årige Marius Elvius til Serie A-klubben Verona, hvor han skal spille på U19-holdet.
Fodbold. Superligaklubben Brøndbys cheftræner kommer også i fremtiden til at hedde Niels Frederiksen, selv om rygterne om hans farvel til klubben har kørt i længere tid. Torsdag har Superligaens nr. 2 forlænget kontrakten med cheftræneren, så hans nye aftale løber frem til sommeren 2023. Det er to år længere end hans tidligere aftale. Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse. Han tiltrådte i vestegnsklubben i sommeren 2019 efter at have været dansk U21-landstræner. Siden har Brøndby solgt adskillige profiler, men trods en markant yngre trup har Niels Frederiksen og Brøndby alligevel haft resultaterne med sig.
Håndbold. Den danske fløjspiller Emil Jakobsen er testet negativ, men må sidde over torsdag mod Qatar. Efter flere dage i isolation er Emil Jakobsen igen tilbage i den danske bruttotrup ved VM i Egypten. Selv om han er til rådighed, er han dog ikke blandt de 16 spillere, der er udvalgt til torsdag aften at møde Qatar i mellemrunden. Det fremgår af Danmarks trup til kampen. Til kampen mod Qatar har landstræner Nikolaj Jacobsen også valgt at se bort fra Emil Nielsen, Nikolaj Læsø, Benjamin Jakobsen og Jacob Holm. Sidstnævnte er stadig ikke kommet sig helt over en skade, han pådrog sig tidligere i turneringen. Kampen mod Qatar begynder klokken 20.30 dansk tid.
Paul Pogbas agent Mino Raiola har været fremme med udtalelser om, at den franske midtbanespiller vil væk fra Manchester United, men i øjeblikket leverer Pogba varen for sin engelske klub, der er nr. 1 i Premier League. Søndag gælder det Liverpool i FA Cup.
Fodbold. Manchester United fortsætter sin stærke form i toppen af Premier League. Sent onsdag aften blev det til sejr på 2-1 i udekampen mod bundholdet Fulham, der gav fuld spilletid til sin danske anfører Joachim Andersen. Dermed ligger Manchester United igen nr. 1, efter at duksepladsen det seneste døgn har været udlånt til først Leicester og siden Manchester City. United var bagud 0-1, men kom godt tilbage. Og manager Ole Gunnar Solskjær kan glæde sig over, at Paul Pogba igen blev matchvinder – denne gang via et forrygende langskud. Den franske stjerne, der har haft det svært i klubben og menes på vej væk, var senest afgørende for otte dage siden.
United-spillerne blev taget på sengen og kom bagud allerede i det femte minut. Andre-Frank Zambo Anguissa sendte en bold i dybden, og mens United-forsvaret forventede en offsidekendelse, strøg Ademola Lookman afsted og udplacerede David De Gea. Det skulle favoritten lige sunde sig over, men da først United begyndt at dominere opgøret, slap holdet aldrig taget.
Fodbold. Den danske træner Mike Tullberg har forlænget sin kontrakt med den tyske storklub Borussia Dortmund. Hans nye kontrakt som klubbens U19-træner løber nu frem til 2024. Det skriver klubben på sin hjemmeside. Den 35-årige dansker kom til Dortmund i 2019.
Fodbold. DBU og Arbejdernes Landsbank (AL) har en aftale, der løber til og med fodbold-VM, der skal spilles i Qatar i december 2022. Men selv om banken er glad for samarbejdet med DBU, så ser AL noget anderledes på at blive sat i forbindelse med landet Qatar. Det fortæller bankens branding- og kommunikationsdirektør, Peter Froulund, torsdag i programmet ’Sportsugen med Elgaard’ på Radio4. »Jeg tror ikke, der er nogen, der synes, den slutrunde skal ligge der (i Qatar, red.), og det gør vi heller ikke. At være en del af hele det setup og den kæmpemæssige markedsføringsplatform for slutrunden ønsker vi selvfølgelig ikke at være en del af. Det er en kedelig ting at blive associeret med«, siger Peter Froulund..
Tennis. Clara Tauson er klar til semifinalen ved ITF-turneringen i Fujairah i Forenede Arabiske Emirater. Torsdag vandt den unge dansker, der er nr. 152 på ranglisten, 7-6, 6-3 over polske Maja Chwalinska. Turneringen rangerer på tredjehøjeste niveau og har en samlet præmiesum på 25.000 dollar. I semifinalen skal 18-årige Tauson møde den femteseedede japaner, Kurumi Nara, verdens nr. 161, som dog tidligere i karrieren har været fremme som nr. 32. Samtidig har Holger Rune vundet en 2. runde-kamp ved ITF-turneringen i franske Bressuire 6-3, 6-4 over Antoine Cornut-Chauvinc, Frankrig.