I England ville de sige fucking hell. Det er ikke to flotte ord, men det indkapslede bedst, hvad vi heldige 10.927 mennesker oplevede onsdag aften i Parken. De sidste satte sig til rette i deres røde plastiksæde lidt i klokken 20. I 95 minutter blev vi kørt rundt i en rutsjebane, som vi ikke anede, om ville køre til højre eller venstre i næste øjeblik. Til sidst kunne man kigge på sidemanden og enten med løftede øjenbryn eller ord udbryde ’hvad skete der lige?’.
I en stemning, der gav minder om tiden inden coronavirus, vandt FCK 4-2 over FC Midtjylland. Løverne kan dermed stadigvæk blive dansk mester.




























