Danmark skal spille mindst 18 kampe i 2021 og har aldrig haft flere forskellige målscorere.

Flere rekorder: EM-succesen har sikret landsholdets vildeste år nogensinde

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fodboldlandsholdets rekorder under EM-slutrunden er helflugtet hjem med samme effektivitet som Kasper Dolberg leverede det mod Tjekkiet.

En af de mere opsigtsvækkende venter i efteråret og blev sikret, da Danmark med 4-1-sejren over Rusland sikrede avancementet til EM’s knockoutfase.

Inden den kamp stod der allerede 15 kampe på landsholdets terminskalender fordelt med 2 venskabskampe, 10 VM-kvalifikationskampe og 3 kampe ved EM-slutrunden.

Nu er Danmark garanteret i hvert fald 6 kampe ved EM-slutrunden, og dermed sætter landskampssæsonen en vild rekord med i alt 18 kampe.

Det hidtil mest omfattende landskampsår var 1972, da Danmark spillede 16 officielle landskampe på mange forskellige niveauer. OL-holdet spillede to forberedelseskampe mod amatørlandshold fra England og Vesttyskland, en kvalifikationskamp mod Rumænien og derefter 6 kampe ved OL i Vesttyskland.

Udover yderligere 5 venskabskampe sluttede 1972 med to VM-kvalifikationskampe mod Skotland. Ganske som det er tilfældet i år, når efterårets syv VM-kvalifikationskampe slutter med en udekamp mod Skotland.

I 1984 og 1988 resulterede dansk deltagelse ved EM-slutrunden og VM-kvalifikationskampe i efteråret begge gange i landskampsår med 15 kampe.

Flere målscorere end nogen sinde

Landskampsåret nåede yderligere en rekord i dagens EM-kvartfinale, da Thomas Delaney headede Danmark foran efter 5 minutter.

Scoringen var nummer 6 på landsholdet for Delaney, der senest scorede i september 2019 til 4-0 mod Gibraltar, men på årets liste over målscorere på landsholdet blev Delaney nummer 15.

Så mange forskellige målscorere har Danmark aldrig har i en sæson. I hvert fald ikke danske målscorere. I 2013 var det godt nok 15 forskellige spillere, der scorede Danmarks 21 mål, men der sneg sig en enkelt malteser med på listen med et selvmål.

Målscorere i 2013: Daniel Agger (4), Nicklas Bendtner (2), Christian Eriksen (2), Morten ’Duncan’ Rasmussen, Andreas Cornelius, Simon Kjær, Niki Zimling, Martin Braithwaite, Nicklas Pedersen, Leon Andreasen, Andreas Bjelland, Nicki Bille Nielsen, William Kvist, Nicolai Boilesen og så altså Ryan Camilleri, der blev ’matchvinder’, da Danmark vandt 2-1 ude over Malta.

To af spillerne går igen på listen over de 15, der har fordelt 28 mål mellem sig i 2021. Kun én af de 15 målscorere, Marcus Ingvartsen, er ikke med i den aktuelle EM-trup:

Kasper Dolberg (5), Martin Braithwaite (3), Yussuf Poulsen (3), Mikkel Damsgaard (3), Joakim Mæhle (3), Andreas Skov Olsen (2), Jonas Wind, Jens Stryger Larsen, Mathias Jensen, Robert Skov, Marcus Ingvartsen, Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen, Andreas Cornelius og Thomas Delaney.

11 af målene er scoret ved den igangværende EM-slutrunden, og dermed har Danmark sat yderligere en rekord med flest mål nogen sinde ved en slutrunde. Tidligere var den rekord de 10 mål fra VM-slutrunden i 1986.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her