Det ligner en fødselsdag. Bord- og bænkesættet er pyntet med flag, pizzasnegle og kakaomælk. Men fadøllene, snuspakkerne og landsholdstrøjerne afslører, hvad festen i virkeligheden går ud på.
Bordet står et par meter fra den storskærm, der er sat op foran den brune bodega Lumskebuksen tæt på Fælledparken i København for at vise EM semifinale i aften klokken 21, hvor Danmark møder England.



























