Der er også en sportsverden uden for Tokyo.

Sensationel sejr til fransk formel 1-hold i Ungarn

Ikke mange havde gættet på, at Esteban Ocon ville vinde på Hungaroring, men franskmanden leverede varen og sikrede sin første formel 1-sejr. Foto: Peter Kohalmi/Ritzau Scanpix
Ikke mange havde gættet på, at Esteban Ocon ville vinde på Hungaroring, men franskmanden leverede varen og sikrede sin første formel 1-sejr. Foto: Peter Kohalmi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Motorsport. For et par uger siden så Max Verstappen ud til at tromle mod sin første VM-titel i formel 1. Men nu er der vendt op og ned på det hele i motorsportens kongeklasse. Efter to forfærdelige løb for Red Bull-hollænderen har Lewis Hamilton overtaget føringen i jagten på verdensmesterskabet. Søndag fik Verstappen kun et enkelt point, da et kaotisk grandprix på Hungaroring i Ungarn endte med en tiendeplads til hollænderen. Lewis Hamilton blev nr. 3 og ligger nu øverst i den samlede stilling. Esteban Ocon (Alpine) udnyttede, at alle topnavnene blev ramt af fejl eller uheld og tog en yderst overraskende sejr – franskmandens første i karrieren. Hans hidtil bedste resultat i 2021 var en syvendeplads. Ocon lå stort set hele løbet med Sebastian Vettel lige bag sig, men den tyske eksverdensmester lykkedes altså ikke med at få sin Aston Martin forbi franskmandens Alpine-racer.

Fodbold. Rasmus Kristensen kom på scoringstavlen, da Salzburg søndag vandt 7-1 hjemme over SV Ried i den bedste østrigske række. Den danske forsvarsspiller scorede målet til 2-0 kort før pausen, og han blev udskiftet med cirka 20 minutter tilbage af kampen. Salzburg ligger nummer et med 6 point for to kampe.

Fodbold. Andriy Shevchenko stopper som cheftræner for Ukraines landshold. Det meddeler den 44-årige træner søndag på Instagram. »I dag er min kontrakt med Det Ukrainske Fodboldforbund udløbet. Jeg tilbragte fem år med landsholdet«, skriver den tidligere topangriber. »Det var hårdt arbejde, som viste, at vi var i stand til at spille moderne fodbold«. Andriy Shevchenko førte tidligere denne sommer Ukraine frem til kvartfinalen ved EM, landets bedste resultat i EM-sammenhæng. Det skete blandt andet efter en sen 2-1-sejr over Sverige efter forlænget spilletid i ottendedelsfinalen, inden Ukraine tabte 0-4 til England i kvartfinalen.

Cykling. Europamesteren Giacomo Nizzolo (Team Qhubeka-NextHash), der fra 10. august er i aktion i PostNord Danmark Rundt, kommer hertil med en frisk triumf, idet han i finalen på det 193 km lange Circuito Getxo var den klart hurtigste, da seks ryttere nåede sammen til mål. Den 32-årige italiener sejrede i Baskerlandet foran landsmanden Giovanni Aleotti (Bora-hansgrohe) og colombianeren Santiago Butrageno (Bahrain Victorius). Det var Nizzolos tredje gevinst i denne sæson og den 28. i karrieren. Han slog i midten af februar til i Clasica de Almeria og i maj vandt han 13. etape i Giro d’Italia. Foruden sejrene er Nizzolo i år noteret for 15 top-10 placeringer, og han blev således nr. 2 i Gent-Wevelgem efter belgieren Wout van Aert (Jumbo-Visma).

Tennis. 17-årige Johanne Svendsen vandt søndag finalen i sin første seniorturnering, en ITF-turnering i Vejle. I finalen vandt Johanne Svendsen 2-6, 6-4, 6-1 over sydkoreaneren Sohyun Park, der er nr. 426 på verdensranglisten. Hos mændene tabte August Holmgren 6-7, 4-6 i finalen til den topseedede Ergi Kirkin fra Tyrkiet, der er nr. 401 i verden.

Tennis. Casper Ruud fuldendte sit sjældne hattrick, da han efter en regnvejrsafbrydelse vandt finalen i ATP-turneringen i Kitzbühel. Med 6-1, 4-6, 6-3 over spanieren Pedro Martinez vandt den 22-årige nordmand for tredje uge i træk en finale, hvilken ingen har præsteret siden briten Andy Murray i 2011. »Det føles fantastisk. Jeg var meget nervøs, fordi jeg vidste, hvad jeg spillede om. Tre i træk er noget særligt«, siger den 22-årige nordmand til NTB. I de to foregående uger har den norske grusspecialist vundet i Gstaad og Båstad.

Fodbold. HB Køge led søndag sit første nederlag under holdets nye trænerduo, Daniel Agger og Lars Jacobsen. Hvidovre vandt 3-0 på Capelli Sport Stadion i Køge efter blandt andet et selvmål og en træffer af den tidligere superligaprofil Martin Spelmann. HB Køges rutinerede midtbanespiller, Mike Jensen, fik et direkte rødt kort i første halvleg. HB Køge har 3 point efter to kampe af den nye sæson, mens Hvidovre er på samlet 4 point.

Ishockey. NHL bliver i den kommende sæson en dansker fattigere. Efter tre sæsoner med 59 kampe forlader 28-årige Patrick Russell Edmonton Oilers til fordel for svenske Linköping HC, hvor han tidligere har spillet.

Fodbold. Hollænderen Dick Advocaat har i en alder af 73 år fået endnu et landstrænerjob. Udover en række storklubber som Feyenoord, Borussia Mönchengladbach og Rangers har Advocaat i sin lange karriere været landstræner i De Forenede Arabiske Emirater, Sydkorea, Belgien, Rusland og Serbien. Nu skal han forsøge at kvalificere Irak til næste års VM-slutrunde i Qatar. Irak skal i den afgørende fase i den asiatiske VM-kvalifikation møde Iran, Sydkorea, De Forenede Arabiske Emirater, Syrien og Libanon om to direkte pladser eller en playoffkamp.

Fodbold. Terry Cooper, der var en del af Leeds Uniteds storhold i 1970’erne, er død, 77 år gammel. Cooper spillede 351 kampe som venstraback for Leeds, og han deltog ved VM-slutrunden i 1970 med England, som han repræsenterede 20 gange.

Tennis. Mikael Torpegaard tabte i kvalifikationen til ATP-turneringen i Washington med 6-4, 2-6, 6-3 til Liam Broady, der som nummer 143 rangerer 77 pladser over danskeren på verdensranglisten.

Tennis. Mens Roger Federer plejer et dårligt knæ, og Novak Djokovic slikker sårene efter et noget mislykket OL i Tokyo, forsøger Rafael Nadal at få genstartet sin sæson, efter han har holdt pause siden French Open. Det sker med deltagelse i den kommende uges ATP-turnering Citi Open i Washington, hvor spanieren er topseedet efter at have modtaget et wildcard. 2.-seedet er den unge canadiske hardhitter Felix Auger-Aliassime. Nadal har i år vundet turneringerne i Rom og Barcelona og kun deltaget i seks turneringer.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her