Var alting bedre i de gode gamle dage? Overhovedet ikke, men det var anderledes dengang, da eksempelvis Vejle Boldklub var kendt som dansk fodbolds talentfabrik, og Ebbe Skovdahl som nyankommen træner sagde, at »der dufter af fodbold i Nørreskoven«.
Det var dengang i amatørtiden, da holdene i 1. division kom fra boldklubber og idrætsforeninger, og Danmarks internationale bedrifter var derefter. Nu er det topprofessionelle selskaber i flere tilfælde med udenlandske ejere, der udgør Superligaen, og dansk fodbold er en succeshistorie med et landshold på verdensranglistens 10.-plads, flere professionelle i udlandet, flere i de fire største ligaer og i Champions League end nogensinde.


























