For fjerde gang går prisen som Årets Fund til håndbolden, men ikke desto mindre skal man tilbage til 1957 for at finde den seneste harpiksklistrede håndboldspiller, der individuelt har modtaget Danmarks ældste idrætspris.
Dengang fik målmanden Bent Mortensen overrakt Jean Hersholt-pokalen efter en læserafstemning i Politiken, hvor han fik over halvdelen af de 19.000 stemmer.
Top-10 i Årets Fund-afstemningerne siden 1929I den mellemliggende periode har håndboldsporten fået prisen to gange, men der har begge gange været tale om kåringer af holdpræstationer.
I 1987 vandt det kvindelige ungdomslandshold sølv ved VM på hjemmebane efter et finalenederlag på 24-15 til Sovjetunionen i Randershallen. Dengang rådede Ulrik Wilbek over en talentfuld trup bestående af Susanne Munk Lauridsen, Anja Andersen, Janne Kolling, Gitte Madsen, Conny Hamann, Trine Bay, Majbritt Benda, Vivi Kjærsgaard, Maybritt Nielsen, Pernille Hegelund, Susan Olsen, Anette Juul Mikkelsen, Berit Bogetoft, Lene Jepsen, Anita Kristensen og Merete Munch Sørensen.
De fem førstnævnte (og træneren) var ni år senere med til at vinde OL-guld i Atlanta, og kun de to sidstnævnte kom aldrig på A-landsholdet.
I 1996 vandt det mandlige ungdomslandshold guld ved EM i Rumænien, hvilket udløste kåringen som Årets Fund til holdet bestående af Kasper Hvidt, Joachim Boldsen, Jesper Jensen, Claus Møller Jakobsen, Claus Flensborg, Lars Rasmussen, Søren Rasmussen, Morten Krampau, Morten Seier Larsen, Søren Rasmussen, Thomas Larsen, Morten Jacobsen, Mads Storgaard, Lau Jakobsen, Tom Christensen og Anton M. Jensen.
De syv førstnævnte har siden alle været med til at vinde EM- eller VM-medaljer med A-landsholdet.
Medaljer har Mathias Gidsel allerede vundet i sit gennembrudsår med VM-guldet i januar og OL-sølvet i august, og i det hele taget var OL i Tokyo et gensyn med adskillige nominerede fra tidligere kåringer af Årets Fund.
Viktor Axelsen (Årets Fund i 2010) blev olympisk mester i badminton, og kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen (Årets Fund i 2013) havde to medaljer med hjem fra OL, hvor følgende andre Årets Fund-nominerede deltog:
- Håndboldspilleren Mikkel Hansen (nr. 4 i 2008), der vandt sølv.
- Cykelrytterne Rasmus Lund Pedersen (nr. 2 i 2019), Niklas Larsen (nr. 2 i 2016), Julius Johansen (nr. 3 i 2018), der vandt sølv i 4 km holdløb med sidstnævnte som ubenyttet reserve.
- Cykelrytteren Lasse Norman Hansen (nr. 3 i 2010), der ud over sølvet i holdløbet også vandt OL-guld i parløb.
- Cykelrytteren Amalie Dideriksen (nr. 2 i 2013), der vandt sølv i parløb.
- BMX-rytteren Simone Tetsche Christensen (Årets Fund i 2015).
- Sejleren Ida Marie Baad og Marie Thusgaard (Årets Fund i 2014).
- Svømmeren Alexander Aslak Nørgaard (nr. 3 i 2019).
- Badmintonspilleren Mathias Christiansen (nr. 6 i 2017).
- Løberen Anna Emilie Møller (nr. 3 i 2016).
- Roerne Frida Sanggaard Nielsen (nr. 9 i 2016) og Lærke Berg Rasmussen (nr. 8 i 2015).
- Golfspillerne Nanna Koerstz Madsen (nr. 4 i 2014) og Emily Kristine Pedersen (nr. 4 i 2013)
- Bordtennisspilleren Jonathan Groth (nr. 4 i 2010).
Som det fremgår, har cykelsporten været dominerende i afstemningerne. Med Carl-Frederik Bévorts andenplads i år har der været cykelryttere blandt de ti nominerede 20 gange i træk.
Mere sjældent har bryderne været på listen i de seneste år. Turpal-Ali Bisultanov, der blev nummer tre i årets afstemning, er den første på listen siden 2018, da hans storebror, Rajbek Bisultanov, blev nummer 4, men før ham var den seneste nominerede bryder Anders Nyblom i 2005.
fortsæt med at læse




























