Når det er en del af jobbeskrivelsen at følge landsholdet, lægger man træning efter træning mærke til spillernes særpræg. Hvor abnormt brede Pierre-Emile Højbjergs lår er selv i sammenligning med andre fodboldspilleres. Det er dem, der gør, at han på sine bedste dage synes at kunne dække hele banen. Hvor langt der er fra Andreas Cornelius’ ene skulder til den anden. Det fik William Saliba også at mærke fredag aften på Stade de France. Hvordan det på hver eneste træningsdag fra den boldjonglerende opvarmning til sidste redning stråler ud af Kasper Schmeichel, at han vil være den bedste i målmandstrioen. Og at Christian Eriksen formår at sparke frisparksbolde helt op i hjørnet igen og igen, når man har stået og tænkt: »Næste gang må han da ramme den mindre godt«.
Da Mikkel Damsgaard i mandags mødte ind til den første landsholdstræning i syv måneder, sprang en ting i øjnene: Han er i forvejen ikke verdens største spiller, men den klejne kreatør fremstod et nummer mindre end normalt. Især når man kiggede på hans ben.
