Golden State Warriors har tidligt fredag morgen dansk tid vundet sit syvende mesterskab i den bedste nordamerikanske basketball-liga, NBA. Mesterskabet er i hus, efter at San Francisco-holdet besejrede Boston Celtics 103-90. Sejren var den fjerde og afgørende, og det samlede regnskab i bedst af syv-serien endte 4-2 til Golden State.
For bare to år siden blev holdet ramt af en lang række skader og rodede rundt i bunden af NBA-ligaen. Denne sæsons mesterskab er da også blandt de mest uventede, siger holdets træner, Steve Kerr.
»Det her var nok det mest usandsynlige mesterskab. Men jeg hænger ud med superstjerner. Og når man hænger ud med superstjerner, sker der gode ting og sager«, siger han.
En af dem er Stephen Curry. Han har været plaget af skader i denne finaleserie, men formåede alligevel at levere en flot præstation i den afgørende kamp. Skarpskytten sikrede sit hold hele seks trepointsscoringer og leverede i alt 34 point for Golden State Warriors. Han står desuden noteret for syv rebounds og syv assist i kampen.
»Jeg er så stolt af denne her gruppe. Hver eneste dag takker jeg Gud for, at jeg kan dyrke denne fantastiske sport med sådan nogle fantastiske mennesker«, sagde en følelsesladet Stephen Curry efter kampen.
Sejren er en kulmination på en sæson, hvor holdet ifølge Curry var blevet dømt ude på forhånd.
»I begyndelsen af sæsonen var der ingen, som troede på, at vi ville komme hertil – på nær de personer, der står her på banen lige nu. Det er helt surrealistisk«, siger stjernespilleren.
Curry har i løbet af finaleserien været blandt Golden State Warriors’ bedste spillere. Den 34-årige usædvanlige point guard blev da også i kølvandet på finaleserien udnævnt som seriens MVP (mest værdifulde spiller, red.). Det er første gang, han får den ære. Han er otte gange blevet udnævnt til All Star-holdet i NBA, og to gange har han fået titlen som MVP i NBA’s indledende spillerunder. Med sejren over Boston Celtics står han desuden noteret for fire NBA-mesterskaber i sin tid som spiller.
Boston-stjernen Jaylen Brown spillede ligeledes en flot kamp, men det var altså ikke nok, til at Boston Celtics kunne udligne til 3-3 og sikre en livline i finaleserien. Brown formåede dog alligevel at levere 34 point for Boston Celtics samt syv rebounds og tre assist.
ritzau
fortsæt med at læse




























