Viborg vandt i Litausen og Brøndby spiller uafgjort i Polen.

Dansk klubfodbold er ubesejret i Europa trods sen udligning mod Brøndby

Foto: Erikas Ovcarenko/Ritzau Scanpix
Foto: Erikas Ovcarenko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Brøndby var en halv snes minutter fra at vinde i Polen, men det endte 1-1 mod Pogon Szczecin i kvalifikationen til Conference League.

Luka Zahovic udlignede efter et fint opspil med en flad afslutning uden foir Mads Hermansens rækkevidde.

Blas Riveros kanonerede med et strakt vristspark Brøndby foran efter 27 minutter, og den velspillende wingback fra Paraguay havde endnu en venstrebensafslutning i en 1. halvleg, som Brøndby klart dominerede, men efter pausen var hjemmeholdet det bedste hold og udligningen var fuldt fortjent.

Viborg havde stort overtag i Litauen, men der gik 78 minutter, før 19-årige Sofus Berger scorede kort efter at være blevet indskiftet og blev matchvinder i Viborgs 1-0-sejr over Suduva.

Dermed er dansk klubfodbold fortsat ubesejret i den nye europæiske sæson, der for Superligaens vedkommende blev indledt i tirsdags, da FC Midtjylland skuffende måtte nøjes med 1-1 hjemme mod AEK Larnaca fra Cypern i kvalifikationen til Champions League.

FCM må nøjes med uafgjort i jagten på Champions League

Der er returkampe på torsdag for de to danske klubber i Conference League-kvalifikationen.

Kommer Brøndby videre, er modstanderen i næste runde vinderen af kampene mellem schweiziske FC Basel og Crusaders fra Nordirland. FC Basel vandt trods en udvisning efter 35 minutter den første hjemmekamp med 2-0.

Viborg har fået en rigtig god lodtrækning og med avancement skal møde enten færøske B36 Torshavn eller Tre Fori fra San Marino.

B36 med danskerne Thor Høholt og indskiftede Lukas Enevoldsen vandt 1-0 på hjemmebane i den første kamp på et sejrsmål i 84. minut.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her