Alessia Russo er startet ude i alle Englands fem EM-kampe, men har scoret fire gange, senest med hælen i semifinalen mod Sverige.

Vanvittigt hælmål af en vild indskifter skaber gåsehud og ekstase i England

Lyt til artiklen

Hvis Alessia Russo starter på Englands reservebænk igen i finalen på søndag, er hun fint tilfreds, for den 23-årige Manchester United-angriber har allerede sat et mindeværdigt hælaftryk på en EM-slutrunde, der har skabt eufori, ekstase og gåsehud i fodboldens hjemland.

Dels scorede Alessia Russo i semifinalen mod Sverige et hælmål, der får Ole Madsens legendariske scoring med samme legemsdel ligeledes mod Sverige til at fremstå lige så blegt som de sort-hvide tv-billeder fra dengang for 57 år siden, dels har Russo leveret en fuldstændig unik præstation som indskifter i Englands tiljublede vej mod EM-finalen.

I samtlige Englands fem kampe er Alessia Russo efter pausen blevet skiftet ind i stedet for den ti år ældre Ellen White, men med hælscoringen til 3-0 i 4-0-sejren over Sverige er Russo oppe på fire scoringer i EM-slutrunden. Det rækker ’kun’ til en delt andenplads på topscorerlisten efter landsmanden Beth Mead, der med 1-0-målet mod Sverige nåede op på seks og tangerede tyskeren Inka Grings rekord for flest scoringer i en EM-slutrunde.

Manchester City-angriberen Ellen White er med sine 52 landskampsmål alle tiders mest scorende englænder, hun deltager i sin ottende slutrunde og har været landstræner Sarina Wiegmans foretrukne førstevalg i de fem foregående kampe frem for slutrundedebutanten Russo.

»Jeg er glad for alle de minutter, jeg får for England. Det har været utroligt, jeg elsker bare at spille for ’Three Lions’«, sagde Alessia Russo til engelske medier om sin exceptionelle succes som superindskifter.

Mod Sverige brændte Russo faktisk i første omgang en stor chance, da hun i fri position sparkede lige på den svenske målvogter, men returbolden hakkede hun med hælen mellem benene på både forsvarsspilleren Jonna Andersson og målvogteren Hedvig Lindahl.

Se hælscoringen til 3-0 her

»Det havde været nemmere, hvis jeg scorede på den første chance, men så lå bolden bare fint. Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg tænkte, men det var den hurtigste måde at afslutte på uden at skulle vende mig om. Jeg så ikke bolden gå ind, så jeg ved ikke, hvordan den endte i nettet, men man spiller bedst, når man nyder det, og det var måske derfor, jeg havde selvtillid til at afslutte, som jeg gjorde«, sagde Alessia Russo om EM-slutrundens mest spektakulære mål, der definitivt afgjorde den underholdende kamp.

Nederlaget var Sveriges første i ordinær spilletid i 35 kampe siden 2020, mens England fik brudt ’forbandelsen’ efter tre tabte semifinaler i træk og er i den første finale siden EM i 2009, og både de sociale og mere traditionelle engelske medier bobler over af begejstring.

Fem sejre med i alt 20-1

»England går amok og brøler hele vejen til Wembley efter at have kastet fortidens lænker af sig«, skriver The Times om landsholdet, der efter fem EM-kampe har en målscore på 20-1, og landstræner Sarina Wiegman mener, at holdet har opfyldt mediernes ønske om at skrive historie.


»Vi vil inspirere landet, og det synes jeg, vi har gjort, så jeg håber, hele landet er stolt af os, og at flere drenge og piger vil begynde at spille fodbold«, sagde hollænderen på det officielle pressemøde, hvor hun kaldte Russos scoring fænomenal.

»Man skal have så meget mod for at gøre noget så uberegneligt. Russo kom ind og gjorde igen en forskel. Det var også på et tidspunkt, hvor vi havde fået mere kontrol over kampen«, sagde 52-årige Sarina Wiegmann, der som aktiv spillede 99 landskampe for Holland og nu er ubesejret i sine 19 landskampe som engelsk landstræner.

Englands målscore for de seneste 11 måneder er 104-4. 20 af de mål er scoret af Beth Mead.

90.000 tilskuere på Wembley

28.000 tilskuere overværede semifinalen på Sheffield Uniteds hjemmebane, Bramall Lane, hvor spillerne sang og festede med tilskuerne længe efter slutfløjtet, men tallet vil blive mangedoblet i finalen på søndag på Wembley, hvor der allerede er meldt udsolgt og dermed udsigt til 90.000 tilskuere.

»Da der blev fløjtet af, vidste vi slet ikke, hvad vi skulle gøre. Der er så vild stemning, og vi glæder os så meget til finalen«, sagde Beth Mead i et tv-interview, inden hun smed høretelefonerne og løb ud for at opleve mere af den eksalterede sejrsstemning.

Englands finalemodstander bliver fundet onsdag aften i Milton Keynes i en kamp mellem Tyskland, der har nået semifinalen med fire sejre på sammenlagt 11-0, og Frankrig, der er i en EM-semifinale for første gang.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her