Benfica vandt 4-1 i den første kamp om kvalifikation til Champions League.

FC Midtjylland blev rundbarberet og udklasseret af en europæisk gigant

Med to hovedstødsmål og en afslutning mellem benene på FC Midtjyllands islandske målmand Elias Olafsson bidrog 21-årige 
Goncalo Ramos med et hattrick til Benficas 4-1-sejr.
   Foto: Miguel A. Lopes/Ritzau Scanpix
Med to hovedstødsmål og en afslutning mellem benene på FC Midtjyllands islandske målmand Elias Olafsson bidrog 21-årige Goncalo Ramos med et hattrick til Benficas 4-1-sejr. Foto: Miguel A. Lopes/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

37 portugisiske mesterskaber, 26 pokaltitler og ikke mindst to finalesejre i Europa Cuppen for mesterhold, i 1961 og 1962, det andet med en 20-årig Eusebio på holdet.

Selv om de største triumfer tilhører en for længst svunden tid er Sport Lisboa e Benfica stadig en europæisk gigant.

Det erfarede FC Midtjylland på den hårde måde, da de ambitiøse danske vicemestre blev udklasseret og efterladt både rundbarberede og rundtossede efter en tur i en hurtigt snurrende fodboldkarrusel.

4-1 var ekstremt billigt sluppet, da Benfica gjorde returkampen i kvalifikationen til Champions League til det, man kalder en formsag.

CL-kvartfinalist tidligere i år

Selv om Benficas seneste mesterskab er fra 2019 og det i sidste sæson ’kun’ blev til en tredjeplads i ligaen efter FC Porto og Sporting CP, er der stadig tale om en europæisk gigant, der tidligere i år spillede kvartfinale i Champions League efter at have besejret Barcelona i gruppespillet og Ajax i ottendedelsfinalen, inden det sammenlagt blev 4-6 mod Liverpool.

Forskellen på Superligaen og europæisk klasse blev lysende klart udstillet på Estadio da Luz i Lissason, hvor FC Midtjylland startede lovende med to tidlige hjørnespark og en afslutning forbi mål fra genopstandne Pione Sisto, der var i startopstillingen for første gang siden februar.

Men så tog Benfica og ikke mindst David Neres fat.

Først driblede brasilianeren forbi Nicolas Dyhr og serverede fra højrekanten en høj bold som Goncalo Ramos headede i mål, og efter 34 minutter var det Juninho, der blev krøllet, inden en nyt indlæg fra højrefløjen kraftfuldt blev sendt i mål af Goncalo Ramos’ pandebrask.

Den argentinske forsvarsspiller Enzo Fernandez helflugtede et hjørnespark direkte i kassen forbi en sagesløs Elias Olafsson til 3-0 efter 39 minutter, og det lignede faretruende en ydmygelse, da Ramos fuldendte sit hattrick ved at holde sin oppasser væk og sparke bolden mellem benene på den islandske målmand til 4-0 efter en time.

Fræk reducering af Pione Sisto

Pione Sisto var arbejdsom, veloplagt og initiativrig, og han fik da også ansvaret, da FC Midtjylland lidt ud af ingen ting fik et straffespark efter 77 minutter.

Paulinho havde fra en spids vinkel sendt bolden over mål, men da Morato efterfølgende kom flyvende ind i sin brasilianske landsmand med alt for voldsom kraft, udløste det både en advarsel og et straffespark. Det udnyttede Pione Sisto ved overskudsagtigt at løfte ind midt i målet til 4-1, da den græske målmand Odysseas Vlachodimos kastede sig til højre.

Benfica brændte store chancer på stribe, havde 22 afslutninger mod FC Midtjyllands 5 og burde have vundet markant større, så trods reduceringen går det helt sikkert som det plejer, når danske og portugisiske klubhold mødes.

Det står 18-1 til portugisiske klubber

I 19 knockoutmøder er de portugisiske hold gået videre 18 gange.

Kun AGF i pokalvindernes Europa Cup i 1965 mod Vitorio Setubal har overvundet en portugisisk modstander sammenlagt.

Benfica har bidraget flittigt til den statistik ved at eliminere AGF i 1961, K.B. i 1969, Vanløse i 1974, B 1903 i 1977, AGF igen i 1987 og FC København i 2007.

Desuden mødtes Benfica og FC København i gruppespillet i Champions League i 2006, hvor FCK opnåede 0-0 i Parken og tabte 3-1 i Lissabon.

Af 49 kampe mod portugisiske klubber har 7 givet dansk sejr, men ingen mod Benfica, der kun i 2 af 15 kampe har måttet nøjes med uafgjort. Også AGF i 1987 spillede 0-0 mod Benfica.

Returopgøret mellem FC Midtjylland og Benfica på tirsdag afvikles i Randers, da den normale hjemmebane, MCH Arena, er optaget af verdensmesterskaberne i ridning.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her