Tjek referater fra alle kampe i Superligaens 6. runde.

Indskifterens sene scoring sikrer OB sæsonens første sejr

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

OB - AC Horsens 1-0

1-0 Baskim Kadrii (84)

Anders K. Jacobsen headede på stolpen efter 12 minutter, hvilket var den første af en stribe chancer i en underholdende kamp mellem OB og AC Horsens.

Der skulle dog gå 84 minutter, inden der blev scoret, da indskiftede Baskim Kadrii på et oplæg fra en anden indskifter, Agon Mucolli, tordnede bolden op i nettaget til en 1-0-sejr til OB, der således tog afsked med sidstepladsen i Superligaen.

Kampens detalje leverede Anders K. Jacobsens med en fænomenal tæmning, der gav en åben målchance, men OB-målmanden Martin Hansen fik med en fin redning forhindret, at den rutinerede angriber fik scoret mod sin tidligere klub. (all-)

AaB-Brøndby 2-1

1-0 Allan Sousa (10) 1-1 Mathias Kvistgaarden (58) 2-1 Mathias Ross (87)

AaB vandt for første gang i 129 dage og 13 kampe i Superligaen, da nordjyderne søndag aften på hjemmebane slog Brøndby med 2-1.

Forsvarsspilleren Mathias Ross sørgede for den helt store forløsning med sejrsmålet på hovedstød tre minutter før tid.

AaB skulle dog lige kæmpe sig igennem mere end syv minutters tillægstid, før tilskuerne kunne ånde lettet op og glæde sig over sæsonens første sejr.

Værterne skabte mest fra kampens begyndelse, og efter ti minutter gjorde offensivspilleren Allan Sousa det til 1-0 for værterne.

Brøndby kom mere på bolden, som halvlegen skred frem, men udeholdet var dog ikke i stand til at spille sig igennem til chancer mod et velforberedt AaB-hold.

Brøndby-træner Niels Frederiksens mandskab fandt mere aggressivitet frem fra anden halvlegs begyndelse.

Brøndby udlignede 12 minutter inde i anden halvleg. Angriberen Mathias Kvistgaarden sparkede et indlæg i mål. Herefter havde begge hold flere chancer til at score.

Efter 87 minutter faldt afgørelsen, da AaB-midtstopperen Mathias Ross steg op på et hjørnespark og headede hjemmeholdet i front.

AaB har med sæsonens første sejr fem point efter seks spillerunder. Brøndby har efter samme antal kampe seks point.

Randers FC-Viborg 1-0

1-0 Filip Bundgaard Kristensen (48)

Randers FC er som det eneste hold i Superligaen fortsat ubesejret, efter at holdet søndag vandt 1-0 over Viborg FF på Cepheus Park i Randers i sjette spillerunde.

Den kun 18-årige angriber Filip Bundgaard stod for kampens enlige scoring kort efter pausen.

Begge mandskaber var generelt lige gode på bolden i størstedelen af tiden, og det var generelt en kamp med højt tempo i alle facetter af spillet.

Især i første halvleg havde Viborg ellers gode muligheder for at bringe sig foran, men udeholdet manglede den sidste skarphed i afslutningerne.

Randers viste sig omvendt mest effektiv foran mål, og derfor kunne hjemmeholdet gå fra banen med alle tre point.

Med sejren står Randers nu noteret for 12 point, hvilket er nok til en fjerdeplads i tabellen, mens Viborg fortsat har ni point.

Kampen startede livligt med optræk til chancer i begge ender af banen som følge af højt tempo i både presspil og boldomgang.

Mandskaberne kæmpede hårdt hver især for at få overtaget i opgøret ved at gå hårdt ind i alle dueller, men spillet blev ved med at bølge frem og tilbage.

Frem mod pausen lykkedes især Viborg med at kombinere sig frem til chancer, men udeholdet havde svært ved at overrumple en velspillende Patrik Carlgren i Randers-målet.

Få minutter efter pausen var det alligevel hjemmeholdet, der tog føringen.

Filip Bundgaard stod for scoringen, idet han finurligt krøllede bolden i mål med venstrefoden fra kanten af feltet.

Efter omkring en times spil fik Viborgs midtbanespiller Ibrahim Said sendt et fint langskud afsted, men bolden ramte overliggeren.

Viborg havde generelt det største spilovertag i anden halvleg og gik ihærdigt efter en udligning, men Patrik Carlgren holdt gang på gang udeholdet fra en scoring.


FC Nordsjælland-Silkeborg 0-2

0-1, 0-2 Tonni Adamsen (3, 15)

Efter fem kampe uden nederlag i Superligaen måtte FC Nordsjælland på eget græs se sig slået med 0-2 af et kynisk Silkeborg-mandskab.

Nyindkøbet Tonni Adamsen blev matchvinder med to scoringer inden for det første kvarter.

Gæsterne lykkedes med at stå en anelse lavere på banen end normalt, og den tilgang bar frugt, da det kastede flere giftige omstillinger af sig.

Silkeborg udnyttede, at FCN konstant præsenterede en høj preslinje, der inviterede gæsterne til at slå kontra.

FCN var vanen tro gode på bolden, men kynismen manglede både, når holdet kom frem til chancer, og når Silkeborg skulle lukkes ned i den modsatte ende.

Silkeborg-træner Kent Nielsen sparede blandt andre angrebsprofilen Nicklas Helenius fra kampens start, og erstatningen Tonni Adamsen kvitterede ved at score kampens to mål.

De tre point betyder, at Silkeborg lægger sig side om side med FCN og AGF i toppen af Superligaen, hvor holdene har 13 point efter seks spillerunder. Silkeborgenserne topper rækken på en bedre målscore.

Silkeborg kom foran efter bare tre minutters spil, da angriberen Tonni Adamsens kølige inderside kronede en sublimt udført kontra af gæsterne.

12 minutter senere var Adamsen nok en gang på pletten, da bolden blev serveret for fødderne af angriberen i FCN-feltet.

Tonni Adamsen er denne sommer kommet til Silkeborg fra Helsingør, og nyindkøbet har i den grad slået til med i alt tre scoringer for det midtjyske tophold.

Stillingen var således 2-0 til Silkeborg efter et kvarters spil, og tomålsføringen forblev intakt frem til pausefløjt, selv om både FCN og gæsterne kom frem til lovende chancer.

Efter fem minutters spil i anden halvleg var Silkeborg tæt på at bringe sig yderligere i front, men offensivspilleren Søren Tengstedt formåede at sparke bolden over mål fra en gunstig position i det lille målfelt.

Som kampen skred frem, blev FCN mere dominerende. Hjemmeholdet tvang Silkeborg langt tilbage, men gæsterne var gode til at afvise nordsjællænderne, der gang på gang manglede den sidste skarphed i indlæggene og afslutningerne.

Kort før slutfløjt fik FCN tildelt et straffespark, men efter et VAR-tjek, hvor dommeren selv kiggede situationen igennem, blev dommen omstødt.

Opgøret sluttede således uden yderligere scoringer, hvilket betød, at Silkeborg snuppede en 2-0-sejr.


FC Midtjylland-AGF 0-2

0-1 Yann Bisseck (61), 0-2 Mikael Anderson (86)

AGF rykkede mod Superligaens top, da holdet vandt 2-0 over FC Midtjylland i 6. spillerunde i Superligaen på MCH Arena i Herning lørdag. Det blev også holdets tredje sejr i streg.

AGF startede kampen bedst og i højt pres, men FCM fandt hurtigt vejen uden om presset og spillede flot rundt om gæsterne i store dele af kampen.

Hjemmeholdet havde dog svært ved at spille sig frem til store chancer og afsluttede oftest fra kanten af feltet.

Efter pausen var kampen mere lige, og FCM havde kun sværere ved at komme tæt på aarhusianernes mål. Dermed var det AGF’s skarphed foran målet, der blev forskellen på de to hold.

AGF’s tredje sejr på tre kampe betyder, at holdet nu har 13 point i Superligaens top. Modsat må FCM kigge langt op fra den nederste halvdel med sølle 6 point efter ikke at have vundet siden 29. juli.

Kantspilleren Pione Sisto forsøgte flere gange fra distancen for FCM og havde blandt andet et langskud ved stolpen i kampens 14. minut.

Det samme havde den offensive profil Evander et kvarter senere, da han sendte en nem bold lige i midten af målet og i favnen på målmanden.

Yann Bisseck sendte for anden kamp i streg bolden i nettet for AGF, da forsvarpilleren efter en times spil satte hovedet på et velplaceret indlæg.

Midtbanespilleren Mikael Anderson lukkede kampen for gæsterne, da han gjorde det til 2-0 i kampens 86. minut.

FCM forsøgte med et tungt pres at vride et resultat ud af kampen mod slutningen. Den sidste skarphed langt oppe på banen manglede dog, og dermed fortsatte midtjydernes nuværende nedtur.


Lyngby-FC København 0-3

0-1 Viktor Claesson (14), 0-2 Pep Biel (straffe, 48), 0-3 Viktor Claesson (52)

Nok står Viktor Claesson og Pep Biel som FC Københavns målscorere som et par afgørende figurer i 3-0-sejren over Lyngby på et udsolgt Lyngby Stadion med over 10.000 tilskuere, men FCK’s nye målmand, Mathew Ryan, var mindst lige så afgørende i australierens Superliga-debut.

I en lige første halvleg havde 30-årige Mathew Ryan tre kæmperedninger og et par mere normale indgreb, men det var FCK, der scorede, da spanske Biel servicerede svenske Claesson med en fin dybdebold.

Efter pausen blev kampen markant mere ensidig, og Biel scorede på et straffespark begået mod ham selv efter en Lyngby-fejl i opspillet foran eget straffesparksfelt, hvilket også var optakten, da Claesson opsnappede en bold og sparkede den fladt fordi Frederik Ibsen i Lyngbymålet til sin sjette scoring i syv kampe i denne sæson.

Dermed topper Biel og Claesson også topscorerlisten med hver deres 5 Superligamål. (all-)

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her