Holger Rune har slået fire top-10-spillere på fire dage og møder Novak Djokovic i finalen i Paris Masters.

»Det var en af mine bedste kampe i turneringen«: Holger Rune er i finalen i Paris. Nu venter Novak Djokovic

Af sine seneste 15 kampe har Holger Rune tabt én – og det nederlag til canadieren Felix Auger-Aliassime blev revancheret i lørdagens semifinale i Paris. Foto: Christophe Archambault/Ritzau Scanpix
Af sine seneste 15 kampe har Holger Rune tabt én – og det nederlag til canadieren Felix Auger-Aliassime blev revancheret i lørdagens semifinale i Paris. Foto: Christophe Archambault/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Da Holger Rune i 2019 som 16-årig blev kåret som Årets Fund i dansk idræt, var han placeret som nummer 1.016 på verdensranglisten.

Målet i 2020 var at komme ind i top-400, og så skulle han sigte mod top-100.

Tre år senere er Holger Rune én sejr fra at bryde ind i top-10.

Efter gennembruddet som Danmarks bedste mandlige tennisspiller er Holger Rune i de seneste uger for alvor blevet en international komet, der i denne uge har strålet mere lysende end nogen sinde.

Efter sejre over nummer 10, 9 og 1 på verdensranglisten fik Holger Rune i semifinalen i ATP Masters 1000-turneringen i Paris sat en stopper for canadieren Felix Auger-Aliassimes imponerende stime på 16 sejre i træk.

Suveræn i egne servepartier

Med en overbevisende præstation og 6-4, 6-2 fik en veloplagt Holger Rune revancheret nederlaget fra sidste søndags finale i Basel – og dermed også det eneste nederlag, Holger Rune har lidt i sine seneste 15 kampe.

Holger Rune var på tæerne fra start og vandt kampens første point i den ellers stærkt serverende canadiers serv, og allerede i det andet serveparti udnyttede danskeren sin anden breakchance.

I egen serv var Holger Rune fuldstændig suveræn og gav ikke en eneste breakchance væk. Ved 4-3 var han bare 77 sekunder om at sikre sig de fire point i træk til 5-3. I andet sæt brød Holger Rune allerede i det første serveparti, og efter et maratonparti udnyttede han i femte forsøg en breakchance og bragte sig foran 4-0, hvilket reelt afgjorde kampen.

»Jeg følte mig vanvittig godt tilpas, og det var en af mine bedste kampe i turneringen. Jeg holdt mig til gameplanen med at tage de chancer, jeg skulle, og sætte Felix under pres, og det lykkedes næsten perfekt. Jeg er superstolt over, hvordan jeg håndterede det«, fastslog Holger Rune til ATP’s hjemmeside.

De seneste ugers sejre over blandt andre Jannik Sinner (nr. 10 i verden), Stefanos Tsitsipas (nr. 5) Hubert Hurkacz (ny nr. 10), Andrey Rublev (nr. 9), Carlos Alcatraz (nr. 1) og Auger-Aliassime (nr. 8) betyder, at Holger Rune i næste uge vil være avanceret til en placering som nummer 12 – og med en sensationel sejr i søndagens finale mod Novak Djokovic vil han være nummer 10.

Novak Djokovic besejrede Tsitsipas i en vanvittig gyser af en velspillet semifinale med 6-2, 3-6, 7-6 (7-4). Djokovic er med sine 21 grandslam-titler verdens måske bedste tennisspiller nogen sinde, men modvilje mod at lade sig coronavaccinere har kostet ham deltagelsen i Australian Open og USA Open i år, hvilket har bidraget til, at han trods årets fire ATP-titler kun er nummer 6 på verdensranglisten.

Topseedet blandt de unge

Sejren i kvartfinalen over Carlos Alcaraz blev sikret, da spanieren måtte trække sig i andet sæts tiebreak med en skade i maveregionen, der efterfølgende har kostet ham et afbud til ATP Finals i Torino, hvor verdens otte bedste spiller sæsonens sidste turnering.

Amerikaneren Taylor Fritz afløser Alcaraz, og derefter er Holger Rune førstereserve, men hvis han ikke skal spille i Torino, runder Rune den vanvittige sæson af i Milano, hvor han er topseedet i Next Gen ATP Finals.

Her spiller de otte bedste spillere under 21 år i to grupper, hvorfra de to bedste avancerer til semifinalerne. Holger Rune, der er feltets yngste, er kommet i pulje med amerikaneren Brandon Nakashima, tjekken Jiri Lehecka og italieneren Francesco Passaro, mens den anden gruppe tæller italieneren Lorenzo Musetti, briten Jack Draper, schweizeren Dominic Stricker og taiwaneren Chun-Hsi Tseng.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her