Straffehelten
Yassine Bounou, målmand. De kalder den marokkanske målmand for Bono, selv om han er meget bedre til at parere skud end at fremføre U2-sange. Sidste sæson blev Sevilla-spilleren kåret som den bedste keeper i Spaniens bedste fodboldrække, og under VM har han vist de kvaliteter, der sikrede ham den hæder.
Han har været rolig i sine indgreb, dygtig med fødderne og været på plads, når Marokkos stærke defensiv har tilladt sjældne chancer. Måske så han lidt passiv ud ved Frankrigs første mål i semifinalen, men han har stor andel i marokkanernes succes. Hans stjernestund var, da han ikke tillod et eneste spansk mål i ottendedelsfinalens straffesparkskonkurrence.



























