Midtjyderne holdt kun kortvarigt stand i Europa League-dysten mod Sporting, der fik det let efter en udvisning og sejrede 4-0 i Herning.

Det sidste søm i FCM's nederlag vil blive et komisk hit på YouTube

FCM-målmand Jonas Lössl reagerede hurtigt, da Marcus Edwards forsøgte at lobbe bolden over ham. Lössl vandt duellen, men Edwards og Sporting  er fortsat med i Europa League.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
FCM-målmand Jonas Lössl reagerede hurtigt, da Marcus Edwards forsøgte at lobbe bolden over ham. Lössl vandt duellen, men Edwards og Sporting er fortsat med i Europa League. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Dansk fodbold indledte sæsonens tre europæiske turneringer med fem hold. FC København nåede Champions League-gruppespillet og kunne torsdag meddele, at klubben forventer et regnskabsoverskud for 2022 på 264 millioner kroner, men københavnerne er ligesom Silkeborg, Brøndby og Viborg for længst færdige med de europæiske opgaver i denne sæson.

Nu har også det sidste superligahold spillet færdig i de europæiske turneringer. På MCH Arena i Herning tabte FC Midtjylland 0-4 og dermed 1-5-samlet i den første knockoutfase i Europa League til den store Lissabon-klub Sporting med efternavnet Clube de Portugal. Et plaster på såret for midtjyderne er de omkring 55 millioner kroner, som vil tikke ind på kontoen fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Aftenaffæren i Herning blev – på godt jysk – ganske træls, selv om det egentlig startede opmuntrende.

Klumpspil og rødt kort

FC Midtjylland-spillerne var fulde af gejst i den indledende fase. Klasseforskel var slet ikke et tema, og FCM’erne kunne holde de tålmodige portugisere på afstand. Kristoffer Olsson var endda lige ved at overliste Sporting-målmanden med en lumsk afslutning ude fra sidelinjen, inden FCM-målmand Jonas Lössl var en sikker sidste skanse ved Sportings første gennemspillede angreb.

Jonas Lössl var til gengæld en smule passiv, da portugiserne bragte sig foran efter 21 minutter. Efter et hjørnespark og klumpspil i det lille felt kunne Sebastian Coates let heade bolden i mål. Lössl kom en anelse på mellemhånd, og FCM-anfører Henrik Dalsgaards heroiske forsøg på en clearing ramte overliggeren, hvorfra bolden havnede i panden på Coates.

Det var en mavepuster af de helt store. FCM var rystede og opspilsfejlene hobede sig op. Sporting havde let spil og FCM-træner Albert Capellas slog ud med armene. I det fremadrettede spil var de solgte Evander og Anders Dreyer hårdt savnet. Nyerhvervelsen Astrit Selmani lignede ved et FCM-kontrastød i 32. minut ikke en frontangriber, der har midler nok til at sætte et varigt aftryk i det midtjyske.

Kort efter var Jonas Lössl vaks, da han holdt FCM inde i kampen ved at snuppe det lob, som Sporting-sprinteren Marcus Edwards smart forsøgte sig med. Smart var det derimod ikke, da Paulinho indkasserede to gule kort på to minutter. Marchordren til den brasilianske back knækkede midtjyderne og sendte stemningen på tribunerne i samme retning som temperaturen – mod nulpunktet.

Perlemål og komisk selvmål

Få minutter inde i 2. halvleg fik den del af publikum, der sætter pris på sublime tekniske færdigheder, dog lidt at varme sig på. Sporting-esset Pedro Goncalves’ 2-0-scoring var en ren perle. Fra kanten af straffesparksfeltet halvflugtede den 24-årige, der meget vel kan blive en af portugisisk fodbolds store kommende eksportvarer, bolden over i det fjerneste hjørne.

Derfra havde opgøret nærmest karakter af en træningskamp. FCM kunne med en mand i undertal ikke udfordre mændene fra Lissabon, der øgede til 3-0 ved Pedro Goncalves et kvarter før tid, inden Stefan Gartenmann satte punktum for den trælse aften ved at score i eget net på så komisk facon, at målet vil blive et sikkert hit på Youtube og andre sociale medier – det ligger allerede på Twitter.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her