Efter at Niels Frederiksen 14. november 2022 stoppede som Brøndby-træner, delte mange blå-gule fans tanker og drømme om et muligt navn på en afløser. Og de havde god tid til det. Først 2. januar 2023 blev der indkaldt til et pressemøde. Få, hvis nogen overhovedet, havde nævnt 49-årige Jesper Sørensen som topkandidat. Niels Frederiksens assistent i to og et halvt år, som efter mesterskabet i 2021 blev U21-landstræner.
Der findes ikke mange sværere opgaver i trænerfaget end at tage de to-tre skridt frem fra bænken ved siden af de andre assistenttrænere til at stå som forreste mand bag sidelinjen med ansvaret for tingenes tilstand. Spillet inde på banen er det samme. Alt andet rundt om er anderledes. Respekterer spillerne dig som den ultimative leder, nu hvor de har kendt dig i hverdagen i en anden rolle? Kan du stå for presset fra medier og fans, når tingene ikke går som ventet? Eksempelvis hvis to spillere kommer i klammeri til en træning.




























