Artiklen er opdateret kl. 14.01.
Det kan blive irsk modstand i den første udfordring for FC København på vejen mod Champions League. Det står klart efter onsdagens lodtrækning i schweiziske Nyon.
FCK skal i anden runde i kvalifikationen til Champions League møde vinderen af opgøret mellem Shamrock Rovers og en endnu ukendt modstander fra kvalifikationen. Der er ikke fundet modstander til Shamrock Rovers i første kvalifikationsrunde endnu. Det står mellem fire hold at blive irernes modstander.
De fire hold kommer fra henholdsvis Andorra, Montenegro, San Marino og Island og er ikke modstandere, der på papiret bør volde FCK problemer. De fire hold er Atlètic Club d’Escaldes fra Andorra, Buducnost Podgorica fra Montenegro, Tre Penne fra San Marino samt islandske Breidablik, som mødes i en miniturnering i slutningen af juni i en såkaldt præliminær kvalifikationsrunde.
FCK-træner Jacob Neestrup tager lodtrækningen afslappet og kræver avancement.
»Uanset hvilke hold vi havde trukket, så var målet det samme - nemlig at gå videre«.
»Vi er selvfølgelig favoritter, uanset hvem vi måtte ende med at møde, men for os handler det nu om at sætte os ind i de potentielle modstanderes styrker og svagheder, hvilket allerede sættes i gang nu«.
FCK skal spille på udebane først. Det første opgør skal spilles enten 25. eller 26. juli. Ugen efter venter returopgøret i Parken. For at komme i Champions Leagues gruppespil skal det danske mesterhold vinde samlet over tre modstandere. På papiret vil den første opgave dog blive overkommelig, og lodtrækningen kunne have været værre.
I sidste sæson var FCK med i gruppespillet i Champions League. Det endte med en fjerdeplads i gruppen med Manchester City, Borussia Dortmund og Sevilla.
Skrækkelig lodtrækning for AGF
Også kvalifikationen til Conference League er der trukket lod til. De danske bronzevindere fra AGF fik en skrækkelig lodtrækning i holdets første opgave i Europa. AGF skal nemlig møde belgiske Club Brugge i anden kvalifikationsrunde til Conference League.
Aarhusianerne skal spille den første kamp i Belgien 27. juli, og der er returkamp i Danmark ugen efter.
Bedre lodtrækningsheld havde FC Midtjylland, som i modsætning til AGF var seedet.
FCM skal møde vinderen af opgøret mellem Progres Niederkorn fra Luxembourg og Gjilani fra Kosovo på samme stadie af turneringen.
I det dobbeltopgør indleder FCM på hjemmebanen i Herning. I den forgangne sæson endte FCM på syvendepladsen i Superligaen.
Både AGF og FCM skal vinde over tre modstandere for at komme i gruppespillet i Conference League.
Turneringen er den nyeste af de europæiske klubturneringer og har været afviklet to gange tidligere.
Conference League er samtidig den mindste af de tre europæiske klubturneringer. Størst er Champions League, mens Europa League er på det midterste niveau i den sammenhæng.
I den forgangne sæson vandt West Ham Conference League efter en finalesejr over Fiorentina. Året før vandt AS Roma turneringen.
Ritzau
fortsæt med at læse


























