For første gang ved VM blev Viktor Axelsen presset, men han sejrede alligevel. Også Anders Antonsens VM-drøm lever endnu. Til gengæld bliver det ikke til en dansk medalje for Mia Blichfeldt.

Antonsen gør Axelsen selskab i VM-kvartfinalerne

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter to sejre ved VM, hvor modstanderne ikke har fået et ben til jorden, blev Viktor Axelsen for første gang presset i torsdagens opgør mod Taiwans Chou Tien Chen.

Trods en kanonstart og overlegenhed gennem næsten hele første sæt kom der lidt grus i det danske maskineri, inden han bookede en plads i kvartfinalerne med 21-13, 21-19.

I kvartfinalen venter Indiens H.S. Prannoy, som i en dramatisk tresætter sendte den tidligere verdensmester Loh Kean Yew ud.

Drømmen om ren dansk VM-finale i herresingle på hjemmebane lever fortsat, efter at også Anders Antonsen overkom en stor hurdle på vejen i tredje runde og vandt den tidligere All England-vinder Lee Zii Jia.

Til gengæld bliver det ikke til en dansk medalje i damesingle, hvor Mia Blichfeldt torsdag blev sendt ud af den olympiske mester Chen Yufei.

Kineseren har en placering som nummer tre på verdensranglisten, og det blev for stor en opgave for danskeren, der tabte 12-21, 13-21.

Fra start kom Blichfeldt bagud, og selv om danskeren kæmpede sig op på 3-4, havde hun fortsat svært ved at finde point nok til at holde sig inde i kampen.

Kim Astrup og Anders Skaarup, Danmarks bedste herredouble, er nu kun én sejr ved VM i Royal Arena fra at have sikret sig den anden VM-medalje i karrieren efter bronzemedaljen i 2021.

Det 11.-seedede par spillede nærmest fejlfrit i torsdagens tredjerundekamp mod syvendeseedede Ong Yew Sin og Teo Ee Yi fra Malaysia. Den danske sejr endte på 21-15, 21-10 efter en overraskende ensidig forestilling.

Astrup og Skaarup overtog banen direkte efter jubelrusen fra Mathias Christiansen og Alexandra Bøjes overraskende sejr. Og herredoublen fortsatte de gode danske takter.

Ong Yew Sin og Teo Ee Yi er et absolut toppar, hvad deres ranglisteplacering også understreger. Men de to danskere fik dem til tider til at se ret ordinære ud i første sæt.

Fra 11-10 ved opholdet stod der Astrup og Skaarup på det meste. De spillede med stor selvtillid og dikterede duellerne næsten uden undtagelse, indtil sætsejren var i hus.

Efter sidebyttet fastholdt den danske duo momentum, og det var tydeligt, at malaysierne manglede løsninger på ikke at lade Kim Astrup styre spillet oppe fra nettet.

Midtvejs var danskerne foran 11-8, og de slap aldrig grebet om kampen. Tværtimod. De pløjede videre hen over det malaysiske par, som kun vandt yderligere to bolde i kampen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her