Efter 22 år som professionel stopper Nikola Karabatic sin aktive karriere efter den kommende sæson.

Nikola Karabatic indstiller karrieren efter sæsonen

Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Håndboldstjernen Nikola Karabatic indstiller sin aktive karriere efter den kommende sæson.

Det meddeler den 39-årige franskmand på Paris Saint-Germains hjemmeside fredag.

»Jeg tager i dag hul på min 22. og sidste sæson som professionel. Det sker i Paris Saint-Germains farver, en klub der betyder så meget for mig«.

Karabatic har spillet i PSG siden 2015. Tidligere var han også forbi Montpellier, THW Kiel og FC Barcelona.

Han blev kåret til verdens bedste spiller i både 2007, 2014 og 2016.

Med Frankrig har Karabatic tre gange vundet OL, ligesom det er blevet til fire verdensmesterskaber og tre europamesterskaber.

Cv’et tæller også utrolige 19 nationale mesterskaber - 15 franske og 4 tyske - samt 3 Champions League-triumfer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her