De skandaløse scener uden for banen overskyggede søndag braget mellem Ajax og Feyenoord i den hollandske Æresdivision.
Kampen blev afblæst ved stillingen 3-0 i gæsternes favør på grund af uroligheder, og den blev ikke sat i gang igen.
Det bliver den til gengæld på onsdag klokken 14, skriver ligaen på sin hjemmeside.
De sidste 35 minutter skal således spilles på Johan Cruijff Arena uden fans på lægterne.
Der var spillet 55 minutter af kampen, da opgøret blev afbrudt. Forinden havde Ajax-fans ad to gange kastet romerlys ind på grønsværen, og mange af dem landede tæt på det ene mål.
Det fik dommeren til at fløjte kampen af og beordre spillerne i omklædningsrummet.
En gruppe af rasende Ajax -tilhængere forsøgte at tiltvinge deres vej ind på stadion, efter at kampen blev afbrudt, og politiet brugte tåregas for at få styr på ballademagerne.
Frustrationerne kan muligvis hænge sammen med den dårlige sæsonstart, Ajax har fået.
Klubben havde blot hentet fem point i de fire første kampe og styrede altså mod endnu et nederlag. Meget uvant placerer det lige nu Ajax på 14.-pladsen i ligaen.
»Det er en sort dag, og det her gør den endnu værre«, sagde Ajax-træner Maurice Steijn om kampen og urolighederne til tv-stationen NOS ifølge Reuters.
Den nye dato for kampen mellem Ajax og Feyenoord betyder, at Amsterdam-klubbens opgør mod Volendam udsættes til en senere dato. Den skulle netop være spillet onsdag.
Feyenoord er nummer fire og vil med en sejr lægge sig op på tredjepladsen.
ritzau
fortsæt med at læse




























