Læs referater fra samtlige kampe i Superligaens 13. runde.

AGF slår hul i tabellen med vigtig sejr

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

AGF - Randers 2-1

Der var vigtige point på spil i kampen om top-6, da AGF mandag aften på hjemmebane slog Randers med 2-1 i en jævnbyrdig affære i Superligaens 13. spillerunde.

Med sejren skaber AGF et hul i tabellen og øger forspringet til Lyngby på syvendepladsen til fem point. Nederlaget er Randers’ første i seks kampe.

Kampen skulle lige sætte sig efter en rodet start, men tempoet var højt, og ved kampens første chance bragte Janni Serra AGF foran, da der var spillet 27 minutter. Kort tid efter udlignede gæsternes Filip Bundgaard på et straffespark.

Efter pausen bølgede spillet frem og tilbage, og det lignede længe en deler, indtil Tobias Bech stangede 2-1-scoringen i mål med fem minutter tilbage af kampen. Randers kom flere gange tæt på en udligning i overtiden, men værterne løb med sejren.

Resultatet betyder, at AGF er på sjettepladsen med fem point ned til Lyngby. Randers ligger nummer otte og er nu seks point efter AGF.

Kampens indledning bar præg af, at der var vigtige point på spil. Begge mandskaber havde svært ved at finde rytmen, hvilket resulterede i mange indkast og dueller.

Efter 27 minutter faldt kampens første store chance, og den sendte værterne i front. Angriber Janni Serra dukkede efter et frispark op ved bagerste stople og lagde nemt 1-0-scoringen i mål, der efter et VAR-check for offside blev godkendt.

Syv minutter senere udlignede Filip Bundgaard på et straffespark, der blev dømt, efter Bundgaard selv var blevet revet omkuld i feltet.

AGF kom godt ud til anden halvleg, hvor holdet havde skiftet til at spille med fem mand i forsvaret i stedet for fire. Det gav mere ro på spillet, samtidig med at det gav mere plads for at spille langs kanterne.

Med lidt under seks minutter tilbage af kampen bøde muligheden sig, da AGF-kanten Tobias Bech steg til vejrs og pandede bolden i mål til 2-1.

I overtiden pressede Randers flere gange på, og AGF-indskifteren Frederik Brandhof fik direkte rødt kort, inden kampen blev fløjtet af med en 2-1-sejr til hjemmeholdet.

Brøndby - FCN 2-1

Mathias Kvistgaarden (16), 1-1 Marcus Ingvardsen (straffe, 35), 2-1 Nicolai Vallys (64).

Nicolai Vallys blev helten for Brøndby med et fantastisk mål i anden halvleg i et intenst topopgør mod FCN i 13. spillerunde, hvor Brøndby vandt med 2-1.

Topkampen levede op til sit navn, for det var en intens og tempofyldt forestilling, hvor begge hold pressede hinanden til det yderste.

Der blev også gået til stålet i duellerne, hvor der opstod flere skærmydsler mellem spillerne.

Brøndby kom foran 1-0 efter 16 minutter, da Mathias Kvistgaarden fuldendte et sublimt angreb og scorede sit femte superligamål.

FCN kom flot tilbage, og topscorer Marcus Ingvartsen udlignede på straffespark med ti minutter tilbage af første halvleg efter et VAR-tjek for mulig offside.

Med 25 minutter tilbage afgjorde Nicolai Vallys sagerne med et vidunderligt skud op i hjørnet fra kanten af feltet.

Brøndby rykker med sejren op på andenpladsen med 28 point med blot et point op til FCK på førstepladsen. FCN er på femtepladsen med 22 point.

Det var en hektisk start på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet kom foran efter 16 minutter.

Daniel Wass fik for meget plads på midten og lagde en fantastisk aflevering til Nicolai Vallys, der havde taget det dybe løb i feltet. Vallys headede bolden til rette for Mathias Kvistgaarden, der kastede sig ned og scorede.

Men gæsterne fik udlignet på et straffespark begået mod Andreas Schjelderup. Efter et VAR-tjek sendte FCN-topscorer Marcus Ingvartsen bolden i nettet via indersiden af stolpen.

Kort inde i anden halvleg skulle FCN’s Christian Rasmussen have bragt gæsterne foran, da han fik serveret bolden tæt på mål, men offensivspilleren sparkede forbi.

Brøndby-profilen Nicolai Vallys leverede med godt en halv time tilbage et vidunderligt mål fra kanten af feltet, der afgjorde tingene trods et stort FCN-pres til sidst.

Silkeborg - OB 0-0

Det var ikke til at se, at det var top mod bund, da Silkeborg søndag skuffende spillede 0-0 på hjemmebane mod OB i Superligaens 13. spillerunde.

Det lignede kort, at OB skulle løbe med alle tre point dybt inde i overtiden, men indskiftede Mohamed Buya Turays mål blev efter et VAR-check annulleret for offside.

OB var bedst i første halvleg, men fynboerne havde svært ved at skabe chancer, hvilket blev symptomatisk for begge mandskaber det meste af kampen.

Midt i anden halvleg måtte dommeren udgå med en skade, og det var, som om der kom mere gang i kampen derefter. Begge hold havde flere store chancer, men bolden ville ikke i mål.

Det var første gang siden sæsonpremieren, at Silkeborg smed point på hjemmebane.

Resultatet betyder, at Silkeborg nu er tre point efter FC København på førstepladsen. OB er fortsat på tiendepladsen med tre point ned til Vejle under stregen.

Gæsterne startede kampen bedst, sad på boldbesiddelsen og fordelte tålmodigt bolden rundt, men havde svært ved at omdanne spillet til chancer.

Selv om det ikke blev farligt, var det dog klart OB, der viste mest initiativ, og Silkeborg kæmpede faktisk med at få spillet op på gæsternes banehalvdel.

Silkeborg begyndte dog derefter at bide lidt fra sig, hvilket førte et par muligheder med sig.

Resten af halvlegen forsatte chancefattigt, og der blev fløjtet til pause med 0-0.

OB kom godt ud efter pausen og havde et par fine muligheder.

Efter 61 minutter burde indskiftede Callum McCowatt have bragt hjemmeholdet foran, men hans forsøg på at lobbe bolden blev på fremragende vis reddet af Hans Christian Bernat i OB-målet.

Kort tid efter var kampen afbrudt i omkring ti minutter, da dommer Simon Duerlund Rasmussen måtte udgå med en skade. Fjerdedommer Michael Rasmussen overtog ansvaret for resten af kampen.

Henimod slutningen af den ordinære tid begyndte hjemmeholdet at sætte sig på spillet, og de midtjyske værter havde flere store chancer for at komme foran.

Grundet dommerskaden blev der lagt hele 13 minutter til, og i starten af overtiden havde OB sin bedste mulighed i kampen, da Sven Köhler headede bolden på overliggeren.

Til sidst i overtiden fik OB bolden i mål, men scoringen blev efter et VAR-check annulleret for offside.

Vejle - Viborg 1-1

1-0 Yeni N’Gbakoto (21), 1-1 Anosike Ementa (76).

Både Vejle og Viborg havde hårdt brug for point i bunden af Superligaen, og begge mandskaber fik et point hver, da de to hold spillede 1-1 i 13. spillerunde.

Selv om både oprykkerne og gæsterne fra Viborg havde meget på spil, spillede ingen af de to hold med en trukket håndbremse.

Der var derfor knald på og chancer i begge ender fra start. Ingen af de to mandskaber kunne formå at tage taktstokken i opgøret, og derfor udviklede det sig til en åben slagudveksling i Nørreskoven.

Vejle spillede meget direkte og var effektiv, hvilket gav pote efter 20 minutter, da hjemmeholdets topscorer, German Onugkha, sendte de rødblusede i front.

Viborg pressede på i anden halvleg, og et kvarter før tid kom forløsningen for gæsterne, da en vaks Anosike Ementa fortjent udlignede for gæsterne.

Pointdelingen ændrer ikke det store for de to hold, der bevarer deres placering som henholdsvis nummer 11 og 9 i Superligaen.

Kampen startede med masser af chancer og dueller, hvor German Onugkha efter 20 minutter bragte Vejle i front. Vejle-topscoreren dukkede op bagest i feltet og sendte Vejle i front med 1-0 efter et direkte opspil.

Viborg arbejdede sig efter scoringen ind i kampen og tilspillede sig momentum, og gæsterne havde også flere nærgående forsøg inden pausen.

Det var også Viborg, der startede anden halvleg bedst, og Viborg sværmede i lange perioder omkring Vejles felt.

20 minutter før tid hoppede og dansede bolden også på stregen, men Vejle-keeper Nathan Trott fik forhindret bolden i at gå i mål.

Vejle-målmanden fik alligevel en uheldig hovedrolle, da Anosike Ementa opsnappede en dårlig igangsætning fra englænderen, og så udlignede Viborg-angriberen et kvarter før tid til slutresultatet 1-1.


FCK - Hvidovre 4-0

1-0 Lukas Lerager (1), 2-0 Viktor Claesson (12), 3-0 Roony Bardghji (69), 4-0 Orri Oskarsson (88).

En lynkasse satte gang i FC København, der med en 4-0-sejr i Parken over Hvidovre udbyggede føringen i Superligaen, mens Hvidovre fortsat er uden sejr i sæsonen.

Oprykkerne fra Hvidovre forsøgte at presse FCK højt på banen, og det blev straffet efter blot 15 sekunder, hvor midtbanespilleren Lukas Lerager sendte bolden i nettet.

FCK havde i det hele taget ingen problemer med at spille sig ud af det pres, Hvidovre forsøgte at lægge fra første fløjt.

Hvidovre blev overmatchet på samtlige parametre, og gæsterne skal i det hele taget være glade for, at det ikke endte med et større nederlag.

Angriberen Orri Oskarssons dybdeløb skabte gang på gang problemer for Hvidovre, der slet ikke kunne følge med den hurtige islænding, der også fik sendt bolden i kassen til allersidst.

Lukas Lerager spillede en brandkamp, hvor han kom i vejen for utallige Hvidovre-angreb og samtidig lavede både mål og assist.

Første halvleg startede for fuld udblæsning, for der var ikke gået mere end 15 sekunder, før FCK havde sendt bolden i nettet.

En flot aflevering i dybden til Lukas Lerager, der overlegent chippede bolden over Hvidovre-målmand Filip Djukic.

FCK-festen fortsatte 11 minutter inde i kampen, hvor bolden igen lå i Hvidovre-målet. Et flot mål af Viktor Claesson, der sendte et forlænget hjørnespark i mål.

I anden halvleg var FCK også i fuld kontrol, og sejren kom aldrig i fare.

Der var chancer til mange FCK-scoringer, men som i første halvleg blev det til to mål til hjemmeholdet.

Målet til 3-0 blev scoret af Roony Bardghji, der fik lagt bolden flot til rette af Rasmus Falk.

Orri Oskarsson scorede kampens sidste mål, efter han opsnappede en ripost efter et Jordan Larsson-skud.

Sejren betyder, at FCK nu er fire point foran Silkeborg og Brøndby, der begge skal i aktion søndag. Silkeborg møder OB, mens Brøndby står overfor FC Nordsjælland.

FC Midtjylland - Lyngby 2-1

1-0 Dario Osorio (10) 1-1 Andri Gudjohnsen (23) 2-1 Adam Gabriel (47)

FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg havde ændret på fem positioner til fredagens opgør mod Lyngby i forhold til seneste kamp i et tætpakket kampprogram for tiden.

Selv om han så sit hold misbruge en del store chancer, så fik man efter en lidt hektisk afslutning på kampen bjærget en sejr på 2-1.

Det bringer FCM op på 24 point for 13 kampe. FC København topper tabellen med 26 point for 12 kampe.

Efter at Lyngby-topscorer Andri Gudjohnsen brændte en kæmpechance efter et par minutter, fik FCM tiltvunget sig et lille overtag.

Allerede efter ti minutter udmøntede det sig i en føring. Det 19-årige chilenske talent Dario Osorio var selv med i opspillet og afsluttede flot op i nettaget, da Lyngbys tilbageløb lod en del tilbage at ønske.

FCM satte sig endnu mere på kampen, og Lyngby havde svært ved at sætte ret mange afleveringer i træk sammen.

Intet tydede på, at en udligning var under opsejling, men i fodbold kan det gå stærkt. Især hvis der begås fejl.

Det gjorde hjemmeholdet midtvejs i halvlegen. FCM-stopperen Sverrir Ingi Ingason fejlbedømte en lang fremlægning fuldstændig, som bragte Christian Gytkjær i en god position.

Han lagde bolden på tværs til Gudjohnson, som på fornem vis fik gjort skaden god igen efter sin afbrænder tidligere. Med en iskold sparkefinte satte han både keeper og forsvarsspiller på numsen, inden han trillede udligningen ind.

Lyngby kunne være bedst tilfreds med 1-1 ved pausen. Men gæsterne fik en spand kold vand i hovedet straks fra anden halvlegs start.

Efter et klumpspil tæt under mål ved en dødbold kunne Adam Gabriel skovle 2-1-målet ind.

FCM havde mulighederne nok til at afgøre kampen i løbet af anden halvleg, men afslutningerne var for dårlige. Det gav et Lyngby-pres til sidst, men FCM afværgede et unødvendigt pointtab.

Midtjyderne nåede op på omkring 20 skudforsøg i kampen, men alt for få af dem var inden for målrammen.

I tillægstiden fik Lyngbys Casper Winther et rødt kort for at forhindre en oplagt scoringschance på en FCM-kontra.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her