Det siger meget om FCK’s Champions League-sæson, hvordan spillerne reagerede efter slutfløjtet på en af Europas sværeste udebaner. De havde netop lige taget point mod Bayern München på Allianz Arena som de første i en Champions League-gruppekamp siden 2018. De havde lige tilspillet sig en matchbold om videre avancement fra en gruppe, hvor de ikke blev tildelt nævneværdige chancer for netop at opnå dette.
Der var smil, håndklask og blev sendt en stor tak til de fremmødte FCK-fans. Men ingen løb rundt i vild eufori. Der mangler fortsat et enkelt skridt, inden det sker.




























