Australian Womens Classic må afsluttes efter én runde. Nicole Broch Estrup vinder i kraft af sine førsteplads.

Dansker vinder australsk golfturnering afbrudt af voldsom regn

Lyt til artiklen

Den australske golfturnering Australian Womens Classic har på mest usædvanlig vis fået sin første danske vinder nogensinde, efter at voldsomt nedbør i delstaten New South Wales gjorde, at turneringen måtte aflyses.

Det skriver Ladies European Tour i en pressemeddelelse.

Nicole Broch Estrup lå efter en enkelt runde i turneringen på en delt førsteplads sammen med taiwanske Tsai Pei-ying og australske Jess Whitting.

Et storstilet uvejr ramte dog efterfølgende den australske østkyst, hvor også storbyen Sydney ligger.

I Coffs Harbour, som ligger små kilometer nordøst for Bonville Golf Club, hvor turneringen spilles, er der ved en vejrstation målt 119 millimeters regn inden for de seneste 24 timer.

Det svarer til uafbrudt skybrud i fire timer.

Vejret har gjort, at det ikke har været muligt at spille de resterende tre runder af turneringen, og derfor erklæres Nicole Broch Estrup sammen med Tsai Pei-ying og Jess Whitting for turneringens vindere.

Det er dog ikke noget, der umiddelbart opmuntrer Broch Estrup, som i første runde kom i hus seks slag under par.

»Jeg ville virkelig gerne ud og spille golf«, siger hun i pressemeddelelsen fra Ladies European Tour:

»Jeg håber, at jeg officielt kan vinde endnu en turnering på et tidspunkt i år«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her